Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Henrik Marstal

Måske tilhører fremtiden alligevel Uffe Elbæk?

Manden uden fremtid har mirakuløst forvandlet sig til manden uden fortid.

Henrik Marstal

I december 2012 gik Uffe Elbæk af i utide som kulturminister for De Radikale. Det skete, efter at han var blevet beskyldt for nepotisme i forbindelse med en række ministermøder henlagt til skolen Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK).

Det var vel at mærke inden Rigsrevisionen tre en halv måned senere helt og holdent skulle frikende Elbæk for disse dispositioner, mens Kulturministeriets embedsværk til gengæld blev kritiseret for ikke at have undersøgt hans eventuelle habilitetsproblemer nærmere i den forbindelse.

Dagen efter Elbæks afgang skrev jeg et indlæg her i avisen om ham som en særlig politikertype, der ikke passede til tiden og derfor havde været fejlcastet helt fra begyndelsen, men som måske en dag alligevel ville få sin tid.

Indlægget havde overskriften 'Hvad nu hvis fremtiden tilhører Elbæk?', og jeg pointerede her, at netop de ting, som Elbæk var blevet kritiseret mest for som kulturminister - for at være en naiv idealist, for at mangle sans for realpolitiske strategier og for ikke at ville betragte sit ressortområde med primært oplevelsesøkomoniske briller - var en tilgang, som kunne vise sig at blive en styrke for ham, når tiden engang blev moden til det.

Det er kvaliteter som integritet, moralsk ubestikkelighed og afståen fra magt i en traditionel forstand af ordet, der tæller for de politiske outsidere i tider med stor politikerlede

For i indlægget skrev jeg: "Men hvad nu hvis fremtiden tilhører netop de naive og de idealistiske, fordi de beregnende, nøgterne og rationelle strategier før eller siden vil spille fallit? Så vil der blive brug for personer af Elbæks type, for hvem magtudøvelse i en traditionel forstand af begrebet ligger dem uendelig fjernt, og som naivt og idealistisk tillader visionerne om deres respektive fagområder at fylde mere end de realpolitiske og strategiske begrænsninger."

Og jeg tilføjede: "Elbæk har mindet os alle om, at andre måder at være politiker på en dag kan blive mulige. I så fald vil han blive husket som én af dem, der gik forud."

Præcis to et halvt år senere ser det ud til, at den fremtid, som jeg talte om, udfolder sig netop nu under valgkampen. I hvert fald hvis man spørger de foreløbigt fire-fem procent af vælgerskaren, som ifølge prognoserne har tilkendegivet, at de vil stemme på hans nye parti, Alternativet.

Det er faktisk mirakuløst, at Uffe Elbæk her få dage før valget står som en af dets mest omtalte figurer, og som nyder en støt voksende popularitet for at være netop den, han altid har været.

For selvom der siden dagene som kulturminister skulle både en orlovs- og løsgængerperiode til, og selvom en kendt politisk kommentator herefter skråsikkert karakteriserede Elbæk som en 'dead man walking', altså som politisk fortid med stort F, er det nemlig ikke Elbæk, der har forandret sig. Det er derimod omgivelsernes opfattelse af hans potentiale som politiker, der har det.

Ganske vist er Alternativet blevet en prisme for Elbæks visioner om ny politisk kultur, som allerede hans ministerperiode tegnede konturerne af. Men det ændrer ikke ved, at han tilsyneladende stille og roligt har ventet til det blev hans tid. Nu fremstår han som alt andet end en 'dead man walking', men tværtimod som en politiker med så megen fremadrettet visionskraft, at hans politiske fortid faktisk helt forsvinder i lyset heraf.

Men det er gået stærkt: Blot ved det seneste folketingsvalg i 2011 ville det formodentligt have været utænkeligt, at et parti var gået til valg på seks kerneværdier for dets politiske praksis, som talte begreber som ydmyghed, gennemsigtighed og empati, og som prioriterede bæredygtighed som centralt politisk mål både socialt, økonomisk og miljømæssigt.

Det ville også have været utænkeligt med et parti, der i sit program kunne skrive: "Befolkningens tillid til de folkevalgte er på et historisk lavt niveau, og aldrig har så få danskere været medlem af et politisk parti. Alternativet tror, at dette skyldes en politisk og mediemæssig kultur, hvor mudderkastning, taktik og mediespin fylder alt for meget. Politikernes lave troværdighed og mediernes tendens til at udlægge politik som et taktisk spil er med til at forværre det politiske klima. Det skader borgernes lyst til at deltage i politik og kan i sidste ende ødelægge mulighederne for at løse samfundets reelle udfordringer."

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men når det står sort på hvidt i et partiprogram anno 2015, og når så mange vælgere har besluttet sig for at bakke partiet op, kunne det skyldes, at vi står over for en stilfærdig revolution i måden at være ikke blot vælgere, men også politikere på: Vælgerne som ressource, og politikerne som ydmygt redskab for denne ressource.

Elbæks situation kan minde om dengang, da demokraten Jimmy Carter i 1976 blev valgt som amerikansk præsident. Det var på et tidspunkt, hvor USA stadig våndede sig over Watergate-skandalen, som to år tidligere havde forårsaget republikaneren Richard Nixons afgang som præsident.

Carters budskab til vælgerne var enkelt og kraftfuldt, ligesom det var baseret på netop kerneværdier som ydmyghed, gennemsigtighed samt en vilje til ikke at ville bruge unødig magt. Han sagde nemlig blot: "Jeg vil ikke lyve for jer." Og han tilføjede: "Jeg vil aldrig undgå kontroversielle emner, hvis de skulle dukke op." Som kristen havde han et etisk værdisæt, der ganske enkelt forbød ham at handle i overensstemmelse med andre værdier end dem han levede sit eget liv efter, heller ikke hvis det i sidste ende måtte betyde hans egen afgang.

Som politisk profil havde Carter to andre ting til fælles med Uffe Elbæk: For det første var han en outsider, som ingen regnede med, heller ikke i hans eget parti, hvor kræfter endda havde iværksat en såkaldt ABC-kampagne for at få ham væk - forkortelsen stod for "Anyone But Carter". Demokraterne havde i 1976 haft ti kandidater til præsidentposten, og Carter var klart den mindst kendte - men han endte med at vinde, fordi hans anonymitet i en tid med enorm politikerlede i USA skulle vise sig at være hans største fordel.

For det andet havde Carter en enorm integritet, netop fordi han ikke ville give køb på sine personlige værdier, selvom han stod overfor at skulle indtage verdens måske mest magtfulde politiske embede. Det siger unægtelig noget om styrken i denne integritet, at han siden skulle oprette menneskerettighedscentret The Carter Centre, blive politisk konfliktmægler verden over og i øvrigt i 2002 modtage Nobels Fredspris for sit virke.

Det er kvaliteter som integritet, moralsk ubestikkelighed og afståen fra magt i en traditionel forstand af ordet, der tæller for de politiske outsidere i tider med stor politikerlede. Og også den aktuelle valgkamp har været præget af vælgerskarens store lede og frustration over politikere, som løber fra deres løfter, går imod befolkningens overordnede interesser, vil magten for enhver pris og lever i direkte modstrid med egne budskaber.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er derfor, at der nu er bud efter politiske profiler som Elbæk. Profiler, som - og det er værd at gentage - ikke selv har flyttet sig for at komme i søgelyset, men som en del af vælgerskaren bevidst har flyttet sig efter.

Jeg håber, at der i løbet af næste valgperiode vil dukke flere profiler af Elbæks type op, uanset politisk overbevisning. For fremtiden tilhører sådanne politikere - måske i langt højere grad end vi selv lige nu ved af det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce