Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Henrik Marstal

Giv dog kunstnere lov til at være samfundskritiske

Politikere som Naser Khader og Alex Ahrendtsen gør uret i at tale nedværdigende om Medina, MØ og Mads Langers samfundskritiske ytringer.

Henrik Marstal

Debatten om især musikalske kunstneres ret til at udøve samfundskritik har præget den seneste uge.

Baggrunden er blandt andet den, at Medina og Mads Langer i interviews og over Facebook-opdateringer har været ude med hvas kritik af regeringens meget omtalte flygtningeannoncer i libanesiske aviser. Endvidere har MØ ved en koncert for nylig gentoptaget et ældre, meget kritisk nummer om Pia Kjærsgaard, og Annika Aakjær er aktuel med singlen ’Plads nok’, der er en opfordring til at lade Danmark være et land med mere rummelighed – fysisk såvel som mentalt.

Kulturordfører Naser Khader (K) har fremført, at kunstnere slet ikke bør udtale sig om politik, når de ikke er mere vidende, end de er

Det er blevet fremsat flere gange i debatten, at der jo bare er tale om forudsigelig kritik på lavt niveau begået af venstreorienterede kunstnere. Kulturordfører Naser Khader (K) har fremført, at kunstnere slet ikke bør udtale sig om politik, når de ikke er mere vidende, end de er, og i mandagens udgave af Deadline på DR2 gentog kulturordfører Alex Ahrendtsen (DF) udsagnet.

Men spørgsmålet er, om det virkelig er venstreorienterede musikere, der er tale om? Mig bekendt kunne Medina, Mads Langer og MØ akkurat lige så godt være højreorienterede – for der er bestemt ikke meget i deres musikalske iscenesættelser eller tekstuniverser, som falder inden for en venstreorienteret diskurs. Det er derfor for letkøbt uden videre at kalde dem det.

LÆS MERE

Derimod kunne en klar stillingtagen i flygtningedebatten for at åbne grænserne lige så godt være en almenmenneskelig indstilling, som intet har at gøre med at være venstre- eller højreorienteret. Det var også hvad forfatteren og tidligere forkvinde for Dansk Forfatterforening Lotte Garbers hævdede i selv samme Deadline-udsendelse, og jeg er enig med hende.

Tingene er derfor langt fra så unuancerede, som de bliver gjort til, og den bekvemme holdning må derfor nuanceres ikke så lidt, hvis kritikken fra Naser Khader og Alex Ahrendtsen skal kunne tages alvorligt.

I udsendelsen fremsatte Ahrendtsen også den kritik, at højreorienterede kunstnere og kulturpersoner ikke offentligt tør sige, hvad de mener, fordi de så »mister legaterne« og bliver forbigået i forbindelse med engagementer og ansættelser. Det er en beskyldning om nepotisme og klikedannelser i kunstlivets støttesystemer i både statsligt og privatorganisatorisk regi, som en folkevalgt politiker ganske enkelt burde holde sig for god til at fremsætte.

Tror han i fuld alvor, at kunstnere kritiserer regeringen med det formål at kvalificere sig til at få kunststøtte?

Sidste efterår anførte jeg i et indlæg her i avisen, at kunstnere burde blande sig langt mere i den politiske debat, ikke kun i forbindelse med aktuelle begivenheder, men også generelt. Mit argument var, at kunsten er en umådelig fintfølende slags kollektiv sjette sans, som formår at forudsige og indkredse nye samfundsindsigter og tendenser, og som derfor ikke kan undværes i et demokrati.

Kunsten er en umådelig fintfølende slags kollektiv sjette sans, som formår at forudsige og indkredse nye samfundsindsigter og tendenser, og som derfor ikke kan undværes i et demokrati

Men jeg nævnte i indlægget også, at kunsten langt fra altid bliver opfattet sådan af det omgivende samfund, og jeg gav nogle eksempler på kunstnere, der gennem de senere år kollektivt har blandet sig i debatten, uden at det førte til nogen særlig reaktion fra hverken politikere, medier eller læsere.

Hvorfor ikke?

Måske fordi kunsten gennem de seneste årtier gradvist har mistet dele af sit samfundskritiske potentiale. Modstanden mod at ville anerkende dette potentiale har præget mediernes behandling af kunsten, hvor kritikere og journalister enten ikke har orket at stille samfundspolitiske spørgsmål eller ganske enkelt ikke har haft den fornødne indsigt til at gøre det.

Omvendt har kunstnerne også været presset af markedstendenserne og ofte været henvist til at indordne sig kulturindustriens generelt alt for apolitiserende fokus på en høj grad af underholdningsværdi og umiddelbart catchy temaer.

Dertil kommer som nævnt en politisk offentlighed, der anført af Khader og Ahrendtsen for gud ved hvilken gang stiller sig afvisende over for kunstens potentiale som samfundskritisk markør. Og så er der også de mange privatpersoner, som er afvisende: Da kommentatoren Søs Marie Serup i sidste uge skrev et indlæg i B.T. om de aktuelle politiske markeringer fra musikerne, bemærkede en læser eksempelvis, at »disse kunstnere på offentlig støtte er nogle kujoner uden selvstændige meninger«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rindalismens ekko runger stadig: Kunstnere skal ikke tro, de er noget. Men også uvidenheden tynger: Det er sjældent, at kommercielt succesfulde kunstnere som Medina og Mads Langer modtager offentlig støtte, også selvom de måtte findes værdige til det – for der vil ikke være noget egentligt støttebehov.

Alex Ahrendtsens kritik af det lave niveau, hvorpå den blev fremført, er derfor urimelig. Eksempelvis var Mads Langers Facebook-opdatering, hvor han på engelsk undskyldte Danmarks ageren i flygtningedebatten, efter min bedste overbevisning udtryk for, at han havde sat sig ind i tingene. Det samme gælder Annika Aakjærs ’Plads nok’, og det gælder også mange andre kunstneriske indslag i debatten.

Men fordommen om kunstnere som verdensfjerne, ureflekterede og urealistiske personer har kun alt for gode kår, netop fordi kunstens politiske potentiale savner anerkendelse.

Fordommen om kunstnere som verdensfjerne, ureflekterede og urealistiske personer har kun alt for gode kår, netop fordi kunstens politiske potentiale savner anerkendelse

At Medina har fremført en indigneret protest mod Inger Støjberg, som ikke fremstod videre reflekteret, og at MØ har grebet til det retorisk umådelig billige kneb at udskamme Pia Kjærsgaard med ordene »Fuck Pia K./ grådige gris/ du stinker af pis/ nazisvin«, skal og kan altså ikke gøres til en generel målestok for niveauet, når kunstnere tager kritisk stillingtagen i politiske sammenhænge. Men det var netop hvad Anne Sophie Hermansen helt åbenlyst forsøgte at gøre i sin klumme i Berlingske søndag.

Det er, som om både politikere, bloggere og læsere bliver overrasket, hver evig eneste gang kunsten begynder at stille kritiske spørgsmål. Og det er, som om en dansk offentlighed, hver eneste gang politiske brændpunkter dukker op, bliver forundret over, at kunstnere overhovedet tillader at blande sig.

LÆS INTERVIEW

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samfundets fantasisløshed er på det område bemærkelsesværdig, og det er den historiske bevidsthed også. For gennem de senere år har musikalsk samfundskritik faktisk haft undertiden stor gennemslagskraft: Tænk blot på Outlandish’s version af ’Man binder os på mund og hånd’, Natasjas ’Gi’ mig Danmark tilbage’ og Per Vers og Ole Omkvæds ’Verdensborger.dk’.

Det er sange, som på alle måder indikerer, at kunstens samfundskritiske potentiale også hører hjemme i det 21. århundredes Danmark. Og det er der bestemt ingen grund til at glemme.

Vil du være sikker på ikke at gå glip af det seneste fra Politiken Debat, kan du ‘følge’ Debat på din Politiken-profil. Det eneste du skal gøre er at klikke på ‘Følg’-knappen i toppen af denne artikel og vælge Debat. Derefter vil de seneste artikler fra Debat helt automatisk dukke op i Din Strøm på forsiden af Politiken, når du er logget ind på politiken.dk

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce