Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Tegning: Mette Dreyer (arkiv)

Henrik Marstal

Public service-diskussionen skal være mere kvalificeret

Det er påkrævet med en langt mere grundlæggende og kvalificeret samtale om, hvad public service-begrebet egentlig går ud på.

Henrik Marstal

Der er brug for en langt mere grundig samtale om, hvad vi vil med public service i Danmark i de kommende år. Vi kan ikke længere nøjes med blot at hugge hæle og klippe tæer på det område.

For public service-forpligtelsen, der er placeret hos DR, TV2 og Radio24syv, er ganske enkelt alt for vigtigt et demokratifremmende redskab til det.

Public service-elementet bidrager nemlig til at fremme mange af de omstændigheder, vi danskere trods alle indbyrdes forskelligheder er fælles om: Det at bo og leve i Danmark, og det at være del af en løbende dialog om, hvad vi vil med vores samfund.

Det nye regeringsgrundlag lægger specifikt vedrørende DR op til, at institutionens public service-funktion skal forstås på et mere grundlæggende niveau for »at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere«.

Det synspunkt er jeg bestemt ikke uenig i. For igennem de seneste 10-15 år har DR ekspanderet på en række vidt forskellige platforme, samtidig med at institutionen har konkurreret med kommercielle aktører på både radio-, tv- og internetfronten.

Men det er vel at mærke sket på måder, som har gjort det sværere at se public service-tilgangen som et gennemgående bagtæppe for udsendelsesporteføljen.

Det kunne skyldes, at der er opstået bred konsensus om at forstå public service i den bredest tænkelige forstand af begrebet.

For public service-kontrakten mellem politikerne og DR har fået karakter af at være et pålæg fra politikernes side snarere end en egentlig kontrakt, hvor DR forpligter sig til at lave konkrete tiltag på området.

»Public service kan i princippet være alt«, slog daværende kulturminister Marianne Jelved (R) fast, forud for den nuværende medieaftale for perioden 2015-2018.

Dermed overlod hun i alt for høj grad initiativet til DR selv, hvilket langt hen ad vejen også kom til at præge aftalen.

Jelveds udmelding dengang antydede en foruroligende mangel på ansvarsfølelse i hendes udlægning af magtrelationen mellem Folketinget og DR. Og hvis public service er, hvad man gør det til, behøver ingen kulturminister at føle sig ansvarlig på befolkningens vegne for DR's dispositioner.

Før vi begynder at diskutere, hvem der skal og ikke skal forvalte området, er vi nødt til at snakke om, hvad vi vil med public service i Danmark

I begyndelsen af november udsendte et fagkyndigt public service-udvalg – nedsat på foranledning af netop Marianne Jelved – en rapport om fremtidens public service herhjemme.

I den anledning opsummerede udvalgsmedlem og selvstændig rådgiver Rune Bech en grundholdning hos udvalget med disse ord:

»De offentlige medier og de private medier understøtter hinanden. Man kan se, at befolkningerne er mere interesserede i samfundsforhold og den demokratiske proces i lande med stærke offentlige public service-medier. Og det giver dem faktisk større lyst til at bruge de private publicistiske publikationer. Hvorimod de lande, hvor man slår offentlig public service ihjel, forvitrer interessen for samfundsforhold, og det går også ud for de private medier«.

Han henviste til New Zealand, hvor en række public service-opgaver er lagt ud i licitation.

I et interview i sidste uge i Berlingske gav den nybagte kulturminister Mette Bock (LA) udtryk for omtrent den modsatte holdning:

»Det er jo en myte, at public service kun kan leveres af statsejede eller statsfinansierede medier. Der er et meget mangfoldigt medieudvalg i disse år, og private medier kan levere masser af public service-indhold. Og når man har et privat marked, der kan levere, så er der ingen grund til, at staten går for meget ind«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun foreslog desuden en fællespulje, hvor offentlige og private medier kan søge om midler til at lave public service-indslag.

Selv er jeg ikke i tvivl om, at det af de to er Rune Bech, som har fat i den lange ende. For der er altså ingen grund til at tro, at kommercielle dagsordener og ikke-kommerciel public service-relateret produktion kan befordre hinanden i alle tænkelige henseender – folkeoplysning og kampen om seer- og lyttertal er i den grad umage størrelser.

DR's public service-kontrakt for 2015-2018 indkredser fire områder relateret til institutionens public service-forpligtelser, nemlig 1) at styrke borgernes handleevne i et demokratisk samfund; 2) at samle og spejle Danmark; 3) at stimulere kultur og sprog samt 4) at fremme viden og forståelse.

Men spørgsmålet er, om disse fire områder overhovedet er dækkende. For burde public service ikke også handle om andre, måske lige så relevante forhold?

Jeg vil i hvert fald gerne nævne fire andre mulige forpligtelser, nemlig 1) at fremme de fælles bånd, der er mellem såvel børn, unge og voksne som ældre; 2) at sætte det danske samfundsprojekt i mere direkte relation til den omgivende verden – så vi kan blive bedre til at se os selv udefra; 3) at stimulere nysgerrigheden og videbegærligheden hos alle public service-brugere samt 4) at bidrage til at fremme meningsfulde, bæredygtige relationer mellem grupper og enkeltpersoner, mellem mennesker og institutioner.

Som jeg sagde i indledningen: Der er brug for en langt mere grundig samtale om, hvad vi vil med public service i Danmark i de kommende år. Og denne overordnede debat bør vi tage fat på, før vi begynder at diskutere, hvem der skal og ikke skal forvalte området.

Jeg tror, at public service-området kunne have gavn af et langt mere kvalificeret modspil fra politikerne om, hvordan begrebet bør forstås.

Og jeg tror blandt andet, at Radio24syv – der i øvrigt ikke er nævnt i regeringsgrundlaget – kunne komme til at spille en langt mere central rolle her, i takt med at kanalen har fået bedre og bedre fodfæste i public service-landskabet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I en artikel i lørdags i Politiken diskuterede to af avisens anmeldere, hvorvidt DR's programmer overhovedet er public service. De var begge kritisk anlagte overfor dette spørgsmål, men tog sig ikke tid til at begrunde hvad public service mere konkret bør være eller ikke være.

Det er præcis den diskussion, vi skal tage forud for den næste aftaleperiode. Lige nu er vi i god tid, men desto bedre kan vi få diskussionen i spil uden at skulle skynde os med at nå frem til et facit.

Lad samtalen begynde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce