Dannebrog i Folketinget. Foto: Rune Aarestrup Pedersen (arkiv)
Foto: Rune Aarestrup Pedersen

Dannebrog i Folketinget. Foto: Rune Aarestrup Pedersen (arkiv)

Henrik Marstal

I disse år er Dannebrog ikke stuerent

Så længe det danske flag er ekskluderende snarere end det modsatte, bør det ikke vaje i folketingssalen.

Henrik Marstal

Folketingets Præsidium har i februar besluttet, at fra næste folketingsår til oktober skal en dannebrogsfane være placeret i folketingssalen tæt på talerstolen.

I den forbindelse skrev Søren Pape Poulsen (K) et indlæg på Det Konservative Folkepartis hjemmeside med overskriften 'Selvfølgelig skal Dannebrog hænge i Folketinget'.

Han argumenterede for sin opfattelse ved at påpege, at flaget »danner bro mellem danskerne« og »husker os på vores historie – og hvor vi alle kommer fra«.

Og Kenneth Kristensen Berth (DF) skrev i Politiken 3. marts om Europaflaget, som nogen har foreslået bør befinde sig ved siden af Dannebrog i salen.

Men Berth mente ikke, at det danske flag skal have selskab af andre flag. For det står sig bedst ved at være der alene, eftersom danskere først og fremmest er danskere og ikke europæiske borgere, argumenterede han.

Dannebrog er og vil altid være et centralt symbol, så længe der er noget, der hedder Danmark. Ingen tvivl om det. Men karakteren af dette symbol er altid foranderlig. Hvor det i visse perioder – eksempelvis under Besættelsen og 2. Slesvigske Krig i 1864, hvor selve nationens eksistens var truet – kunne have en særlig intens symbolkraft, har det typisk i opgangs- og fredstider, hvor det danske så at sige at passede sig selv – haft en mere jovial funktion.

Når ikke alle, der ønsker at kalde sig danske, kan få lov til at være det, bliver de udelukket fra at få lov til at betragte Dannebrog som deres eget flag

Her gav dets eksistens kun i mindre grad anledning til decideret national besindelse: Årtier som 1990'erne og 1960'erne kunne være eksempler på det.

Og hvad så med vores eget årti? Er vi kommet dertil, at Dannebrog atter er blevet det fremmeste symbol for danskheden som i krigstiderne? Jeg tror det ikke.

Ganske vist er fronterne mellem kristne og ikke-kristne værdier blevet trukket umanerligt hårdt op i den politiske retorik de seneste år, og ganske vist har et sejlivet fjendebillede fastholdt forestillingen om, at landet er ved at blive rendt over ende af dets muslimske borgere, som ifølge estimater udgør omkring fem procent af befolkningen.

Desuden har Danmark haft talrige sociale problemer med visse medlemmer af de etniske minoritetsgrupper, hvilket vil ingen betvivle.

Men er problemerne virkelig så store og uovervindelige, som visse politikere søger at gøre det til? Og er retorikken sand og fjendebillederne reelle? Igen: Jeg tror det ikke.

Derfor klinger Søren Pape Poulsens argumenter for at hænge Dannebrog i folketingssalen efter min opfattelse decideret selvmodsigende.

For det første er det ikke sådan, at Danmark længere er det land, »hvor vi alle kommer fra«. Vi har ganske enkelt for mange indvandrede personer fra både vestlige og ikke-vestlige lande til, at den retorik giver mening. Udsagnet klinger af anakronisme og – undskyld udtrykket – provinsiel ønsketænkning, ikke af realiteter.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For det andet er det ikke sådan, at Dannebrog uden videre »danner bro mellem danskerne«. Alt efter konteksten kan ethvert flag opfattes som et både inkluderende og ekskluderende symbol: et symbol for alle de, der tilhører det pågældende nationale fællesskab, og dermed også et symbol, der markerer, hvem der ikke er og ikke kan blive del af dette fællesskab.

I de krigstider, jeg nævnte før, var Dannebrog utvivlsomt et maksimalt inkluderende symbol. Men i dag, hvor hele befolkningsgrupper oplever stigmatisering og marginalisering fra politikere, fra systemet, fra visse medier og fra en betragtelig del etniske danskere, er det ikke tilfældet.

For når ikke alle, der ønsker at kalde sig danske, kan få lov til at være det, bliver de udelukket fra at få lov til at betragte Dannebrog som deres eget flag. Så når det hænger i folketingssalen, bliver det derimod et symbol, der kun angår en lukket klub af 'rigtige' danskere. Ganske vist en meget omfattende klub, men ikke desto mindre: en lukket klub.

Og det bliver et symbol, der blandt andet tjener den funktion at ekskludere en lang række borgere, som ikke passer ind i de gældende politiske opfattelser af, hvad 'det danske' indbefatter. Med andre ord et symbol, der et knyttet til en indre krig mod visse befolkningsgrupper i nationen Danmark, og som blot er del af et større billede.

Dannebrogs tilstedeværelse i folketingssalen er dermed kronen på det værk, som blev indledt med visse politikeres vedholdende 'os mod dem'-retorik, og som fortsatte med den systematiske muslimbashing, der især de par år har været intens.

Jeg køber ikke denne logik. Så når Kenneth Kristensen Berth i sit indlæg skriver: »Jeg går (…) ud fra, at alle danskere kan se meningen i, at Dannebrog hænger i det danske folketing«, må jeg svare: Nej, Kenneth Kristensen Berth, dér forregner du dig. For jeg er »dansker«, og jeg kan ikke se meningen i det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sagt med al tænkelig respekt for Folketingets Præsidium, er det mig ubegribeligt, at det ikke kan se den kun alt for tydelige linje mellem årtiers fremmedfjendtlighed og Dannebrogs tilstedeværelse i folketingssalen. For i disse år er Dannebrog ikke stuerent.

Skulle jeg selv komme i Folketinget ved næste valg, vil jeg ud fra denne analyse gøre hvad jeg kan for at få overtalt Præsidiet til at pille det ned igen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce