Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen (arkiv)

Henrik Marstal

Henrik Marstal: Hvorfor anser danskerne ikke sig selv som racister, når bare det seneste år byder på så mange eksempler?

De, som kritiserer racismen mod sorte herhjemme, kan se ud til at leve i en parallelverden.

Henrik Marstal

2017 har været et bemærkelsesværdigt år i forhold til den danske racisme, der ifølge den engelske socialantropolog Richard Jenkins' markante bog 'Being Danish' fra 2011 er del af danskhedens væsen. Jeg tænker her særligt på racismen mod sorte.

På den ene side har markeringen af 100-året for salget af De Vestindiske Øer givet anledning til, at mange danskere nu endelig er blevet klar over, hvad den danske slavehandel i sin tid gik ud på, og hvilke menneskelige omkostninger den i al sin grusomhed og barbarisme havde.

Markeringen har nemlig haft imponerende stor bevågenhed og er blevet tematiseret og diskuteret ved hjælp af adskillige udstillinger, installationer, paneldebatter, bøger samt i talrige indlæg i medierne.

Denne uge er ingen undtagelse, hvor både Gl. Holtegaards udstilling 'Kolonihistorier – magt og afmagt' åbner, og hvor Overgaden – Institut for Samtidskunst har premiere på lydudstillingen 'Vestindiske Forestillinger', skabt af musikerne Jacob Kirkegaard og Niels Lyhne Lykkegaard.

Som det er blevet sagt fra mange sider i kølvandet på begivenhederne for nylig i Charlottesville, USA, er der ikke to sider af racisme

Men på den anden side har netop 2017 været et udpræget racistisk år herhjemme i forhold til sorte. Det gælder ikke blot på de sociale medier, men også i tre meget omtalte begivenheder henover sommeren, som alle mødte solid opbakning fra adskillige hvide danskere, når kritikken lød.

Dels var der P3-programmet 'LOL DK', der inviterede lytterne til at ringe ind og fortælle racistiske og sexistiske vittigheder, herunder vittigheder om sorte.

Dels var der Café Aroma i Ærøskøbing, hvis plakat for caféens selvproducerede is forestillede en sort dreng i en stærkt racestereotyp fremstilling, direkte afbildet efter et motiv fra en dansk kaffedåse fra 1950'erne.

Og dels var der handelsstandsforeningen i Bogense, der arrangerede gadefest med Peter Pedal-tegneserien som tema, og hvor en deltager optrådte som ‘zulukonge’med blackface-sminkning og altså fremstillede sig selv som en racestereotyp person med sværte i hovedet.

Ironien er ikke til at overse: I takt med, at bevidstgørelsen om slavefortiden herhjemme i år er blevet større, er racismen mod sorte det også.

Visse hvide danskeres insisteren på retten til at tale om sorte, som de vil, herunder at fortælle vittigheder om dem eller parodiere dem, ligner en historisk betinget, gudsgiven ret, som ingen kan eller skal problematisere.

I forhold hertil kan debatten om slavenationen Danmark forekomme harmløs, ja, som spild af tid. For den kan se ud til at foregå i en velmenende, statsfinansieret parallelverden befolket af godtroende humanister, museumsfolk og kunstnere, der vitterlig tror, at det nytter noget at sætte fokus på landets dystre fortid.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Uanset hvad er selvforståelsen er klar: Hvide danskerne ser skam ikke sig selv som racister. Men hvordan kan det så være, at vi igen og igen hører om og støder på hyggeracismen?

Det kunne skyldes, at visse af vi hvide danskere har en opfattelse af os selv som postraciale mennesker, der i kraft af et generelt højt uddannelsesniveau, stort globalt udsyn og en traditionsrig dannelseskultur har gennemlevet en evolutionær udvikling, som gør, at vi for længst har lagt selve muligheden for overhovedet at være racister bag os.

Derfor, ræsonnerer vi, kan enhver fremstilling af sorte som primitive og enhver anvendelse af N-ordet aldrig være racistisk motiveret. Der er snarere blot tale om, at vi giver de sorte en særlig slags opmærksomhed ved at udsætte dem for den særlige danske humor, som vi antager, at alle herhjemme uanset hudfarve er enige om at sætte højt som del af ytringsfriheden.

Og debatten om De Vestindiske Øer? Den kan måske være relevant nok som oplysningsprojekt, mener vi, men den skal nu altså ikke have lov til at influere på vores ret til at praktisere denne humor.

Derved antager vi også, at afsenderens intentioner altid må gå forud for modtagerens oplevelser. Men det er en falsk præmis. For det at jeg finder det sjovt, profilerende og velgørende at tale nedladende om dig, betyder ikke nødvendigvis, at du ikke finder min tale dybt sårende og ydmygende. Og det at jeg retfærdiggør mig ved at sige: "Herregud, det er jo bare dansk humor!", betyder ikke, at du er enig i definitionen af, hvad humor overhovedet er.

Som det er blevet sagt fra mange sider i kølvandet på begivenhederne for nylig i Charlottesville, USA, er der ikke to sider af racisme. Og som debattøren Rasmus Brygger gjorde opmærksom på i et indlæg i POV i juli om den omtalte P3-skandale, kan racismen aldrig relativeres eller forsvares.

Problemet er blot, at hvis racismen slet ikke erkendes som racisme blandt dem, der udøver den, så er vi lige vidt. Det er netop dér, tingene står nu. Og den eneste måde at komme denne blinde vinkel til livs på er ved at insistere på at fortsætte debatten om, hvordan danskere taler og tænker om andre, der ikke ligner dem selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men når selv den omfattende debat om Danmark som slavenation ikke har givet anledning til, at racismen mod sorte er blevet nedtonet herhjemme, vil jeg i stedet sætte min lid til, at det kommer til at ske ved 150 års-markeringen af salget af De Vestindiske Øer i 2067.

I så fald håber jeg, at jeg lever længe nok til at opleve det, sådan at jeg kan ende mine dage med at tilhøre en nation, hvis hvide majoritet opfører sig ordentligt over for alle med en anden hudfarve end dem selv.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce