Få de vigtigste historier direkte i din indbakkeLæs mere

Tegning: Roald Als

Tegning: Roald Als

Mette Fugl

'Årets ord' skiller danskerne mere end det samler

Måske skulle man have valgt ’mellemkrigstid’ som årets ord.

Mette Fugl

Listen var lang og fortrinsvis dyster, da DR forleden i en direkte radioudsendelse fra Kulturværftet i Helsingør skulle vælge årets ord. Dommerpanelet kårede flygtningestrømme.

Og det er vel ikke så mærkeligt. Det er længe siden, vi fnisende og iført høreværn tog Vuvuzela til os. Til gengæld er dommerpanelets begrundelse for mig at se mærkelig. Panelet hævder, at flygtningestrømme er et globalt ord, der er med til at knytte os sammen. Men hvordan det?

Ordet skiller os. Det giver os associationer, der udstiller mængder af folkelig og politisk uenighed. Det rummer konflikter. De venlige er godtroende og selvhævdende. De onde synes at lade sig inspirere af de mørkeste kapitler.

Den kendsgerning, at fortvivlede mennesker rejser fra krig og søger hjælp hos os, har skabt en debat, der er så langt fra at knytte os sammen, som noget kan være. Kunne ordet have været menneskesyn? Det findes ikke, har DF helt konkret slået fast. Og selve begrebet er blevet væk i stramninger. Guld til fædrelandet?

Den næste krig bliver nok alligevel ikke den sidste

Måske skulle ordet have været nej. Det siger man ikke bare til flygtningestrømme, men også til Europa. Endnu engang kunne vi opleve, at politikernes frygt for F-ordet er reel. F for folkeafstemning. Det kan de så takke sig selv for. De rykker for sjældent ud og har derfor ikke formået at gøre EU til en del af hverdagens diskussion. Når noget går galt, bliver skylden lagt på Bruxelles.

STUDERENDE

Når noget går godt klapper nationernes ledere i hænderne hjemme i egen hovedstad og roser sig af at have vundet over det samarbejde, de selv er en del af. En mere og mere halvhjertet del af. De tæller stemmer frem til næste valg, men taler ikke om projektet. De retter ansvarsløst ind og har åbenbart opgivet at give projektet mening.

Blandt andet derfor mangler det europæiske samarbejde sjæl – en sekulær sjæl -, som tideligere kommissionsformand, socialisten Jacques Delors har sagt det. Han mener, at blandingen af individualisme, globalisering og manglende interesse fra medlemslandenes regeringer har skabt problemerne. (Citat fra EU-parlamentets nyhedsblad.)

Delors var også manden, der ville en social dimension. Det var tider. De er nu glemt og klapsalverne fra dengang overdøves af nationalisternes råb på mure og pigtråd. Vi skal tage hånd om vores egne, før vi redder andre fra at drukne. Suverænitet. Den skrydende chauvinismes genkomst. Guld til fædrelandet. Igen.

ZENIA STAMPE

Så i virkeligheden skulle årets ord være mellemkrigstid. Det er måske dér, vi er. Jeg var barn i den umiddelbare efterkrigstid. Frygt og sparsommelighed. Og hviskende samtaler om grusomheder, der ikke var for svage sjæle. Forældres sammenbrud. Forældres venner, der begik selvmord eller bare døde af mén efter ophold i KZ-lejre. Aldrig mere krig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg voksede op med kold krig og terrorbalance. Klokken var ofte kun få sekunder i tolv. Og vi ventede på braget og den store stilhed. I skolen lærte vi at gemme os under pulten, når eller hvis sirenen en dag skulle lyde. Vi modtog brochurer fra Statsministeriet, og i flere af mine skolekammeraters hjem blev kælderen til beskyttelsesrum med minutkød.

Det gik over. Vi ville have det til at gå over. Så vi valgte at more os. Som de gjorde det i tyverne, gav vi os til at blomstre, buldre, drikke, ryge og knalde. Vi var midt i en jazz- og hashtid. Lige før Beatles, Stones og Dylan forærede os andre tekster og melodier, skrålede vi: - ’Den er så sød, når den først kommer frem, den lille blå mutant med snabel’ fra Studenterrevyen ’Gris på Gaflen’.

Vi dansede ikke Charleston og Klinkevals, men der var Twist og Shout. Oprør og dekadence. Vi var nok også i en overstadig fornemmelse for solidaritet og frihed og derfor slet ikke bevidste om, at alt det netop kunne ses som et greb fra tiden mellem den første og den anden verdenskrig.

Jeg ser det nu. Mens mit yndlingsbillede af den lille præsident Mitterand og den store kansler Kohl, der holder i hånd ved Verdun, blegner, og de hvide kors står skarpt. Mellemkrigstiden med den kriseramte politiske virkelighed. Præcis som i dag. Vi jager en syndebuk. Dengang blev jøden efter Hitlers magtovertagelse til en abe i Berlins kabereter. Nu bliver Muhammed til en hund. Og den næste krig bliver nok alligevel ikke den sidste. Det bliver nok bare en borgerkrig. Godt nytår.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce