Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Mette Fugl

Vi krænker de døende, når vi ikke lytter

Lad os gøre det til en pligt at snakke med borgere om døden og om, hvad de ønsker, der skal ske, når livets slutning nærmer sig.

Mette Fugl

Det er svært at tro det: Her i landet kan det faktisk være forbudt at dø, selv om man er død.

Forklaring på et så absurd udsagn følger. Men først en lille erindring, der gør det svært for mig at være nuanceret i debatten om aktiv dødshjælp.

Jeg er for. Tror jeg nok.

Vi sad skræmte ved sengekanten. Aftenvagten, der åbenbart var af den opfattelse, at terminalpatienter er døve, dukkede op og råbte meget højt: »Vil du have jordbærgrød?«. Det var ikke det værste.

Det værste var hendes og det øvrige personales lovpligtige mangel på respekt for vores slægtnings ønske om at dø.

KRONIKEN

Der var givet klar besked. Der var ingen helbredelse mulig. Tiden var kort. Angsten og lidelserne store.

Alligevel blev han de sidste dage tvangsfodret. Han pillede slangen op. De skubbede den ned igen. Han pillede den op og så videre og vanvittigt videre i en uværdig dødskamp.

Vi har talt om dødshjælp, lige så længe jeg kan huske. Da jeg var ung journalist, blev en kollega og jeg sat til at ringe rundt til læger for at høre deres mening.

Min kollega fik lov til at citere den daværende formand for Lægeforeningen for at sige, at den gode læge heldigvis altid ved, hvornår man skal slukke for kontakten.

Så langt og siden ikke meget længere, selv om debatten igen og igen tager fart.

Ingen har vel lyst til at spille hovedrollen i de gysere, der lige nu er på ældreplejens repertoire

Det gør den, når en populær tidligere barneskuespiller bliver så syg, at hun ikke kan overleve og derfor taler stærkt for eutanasi. Eller når en kendt politiker med en kræftlidelse gør det klart, at hun selv vil bestemme, hvornår livet skal slutte. Og at alle mennesker burde have den ret.

Det har de som bekendt ikke her i landet. Danskere har tværtimod pligt til at leve, til de af sig selv sukker for sidste gang. Og ikke engang i det øjeblik kan de være sikre på at få lov til at slippe.

Her kommer vi så til, at det kan være forbudt at dø, selv om man er død.

Det forklarer overlæge Poul Jaszczak i Dagbladet Information. Han er formand for arbejdsgruppen Etik ved livets afslutning, der blandt andet undersøger udfordringer ved genoplivning.

LÆGE

Han siger til Information, at selve grundlaget for den måde, vi har tilrettelagt vores sundhedsvæsen på, i princippet gør det forbudt at dø, når det for eksempel gælder plejehjemspatienter.

Personalet skal forsøge genoplivning ved hjertestop, medmindre en læge har skrevet det modsatte. Umiddelbart betryggende, men der er ingen pligt til at tage samtaler med de ældre om, hvad de selv vil, når slutningen nærmer sig.

Sygeplejersker og sosu-assistenter har informeret Etisk Råd om flere af dilemmaerne.

Den mest forfærdende historie, også fra Information, er den om akutlægen, der ankommer til det kommunale ældrehjem efter fundet af en livløs borger med begyndende dødsstivhed.

Lægen kan i ramme alvor slå fast, at det syn, der møder ham, minder om usømmelig omgang med lig. Alarmcentralen havde mindet personalet om, at de skulle starte hjertemassage.

Mon ikke det er på tide, at det bliver en pligt at føre samtaler med de endnu levende borgere? Hvad skal der ske? Hvad skal der ikke ske?

Ingen har vel lyst til at spille hovedrollen i de gysere, der lige nu er på ældreplejens repertoire.

Aktiv dødshjælp og sagerne om genoplivning er naturligvis forskellige størrelser.

Så tilbage til det første. Jeg vil – som flertallet af danskerne – selv bestemme.

Danskere har tværtimod pligt til at leve, til de af sig selv sukker for sidste gang. Og ikke engang i det øjeblik kan de være sikre på at få lov til at slippe

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan vi indtil videre ikke få lov til på trods af de rimelige argumenter for. Men det betyder ikke, at vi skal lukke for al samtale.

Samtaler kan åbne for tvivl. Som da jeg forleden talte med en veninde om livskvalitet og om, hvor ringe den skulle være, for at man kan kræve medlidenhedsdrab.

NYREPATIENT

Hun fortalte om en skoledreng, der efter en trafikulykke var lammet fra halsen ned. Jeg slog noget kækt fast, at hans liv måtte være værdiløst.

Hun sagde nej. For han var fortsat i stand til at give og modtage kærlighed. Og så skulle han leve. Det kan ikke modsiges.

Men jeg vil alligevel ikke opleve den slutning, min slægtning måtte finde sig i.

Magtesløs og spærret inde i angsten – og som noget af det sidste at skulle tage stilling til et tilbud om jordbærgrød.

Så hellere dø.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce