Når Emilie sidder i sin glitrende Hello Kitty-kjole og leger teselskab med sine dukker, er hun allermest lykkelig.
Hun er 5 år og en rigtig lille prinsessepige med langt lyst hår og lyserøde gevandter, som kan få de fleste til at dåne af begejstring. I hvert fald for en kort stund, inden det går op for dem, at noget ikke er helt, som de tror. For Emilie er født som dreng. I en krop, hun aldrig har følt sig tilpas i, fordi hun, siden hun var helt lille, har set og omtalt sig selv som en pige. Hendes mor er dybt frustreret. Emilies ønske om at leve som pige har hun for længst accepteret, men omverdenens reaktioner er til tider ubærlige. Kommunale underretninger, hånlige kommentarer og en far, der nægter at se sit barn, står i skærende kontrast til den lille glade pode, der, siden hun fik lov til at udleve sit pigesind, har været aldeles henrykt og afbalanceret. »Hvad er det, folk er så bange for ved en dreng i lyserød kjole og sølvdiadem?«, lyder et af moderens afmægtige spørgsmål på den internetblog, som hun har dedikeret til sit barn for at få omverdenen til at forstå, at man altså godt kan gå fra at være Emil til at være Emilie uden at være helt galt afmarcheret.
