»Hvorfor kan piger og drenge ikke bare hedde normale pige- og drengenavne?«. Nogenlunde den kommentar har jeg indtil videre hørt tre gange fra venner og kolleger, siden de radikale i sidste uge foreslog at gøre det muligt for mænd at skifte deres fornavn til et kvindeligt af slagsen og vice versa uden først at skulle gennemgå en omfattende kønsskifteoperation. Modstanden var til at få øje på. »Galskaben må stoppe«, brølede kristendemokraterne med henvisning til det »farlige« i de radikales »unaturlige og kunstige ideologi om et kønsneutralt samfund«. Venstre, der kalder sig Danmarks liberale parti og i stort set alle sager plæderer for ’borgernes frie valg’, stemte i med en blank afvisning af at lade folk kalde sig det, de har lyst til. »Der er god grund til, at der er forskel på drenge- og pigenavne«, lød den simple forklaring fra Ellen Trane Nørby. Men jeg har virkelig svært ved at se den ’gode grund’. For hvorfor er det så indlysende, at det er farligt og forkert, hvis ikke alle har lyst til eller mulighed for at udleve deres køn som Adam og Eva eller Tarzan og Jane ville have gjort? Transpersonerne er nok de mest åbenlyse udfordrere af samfundets kønsrolleforventninger, men de er langtfra de eneste, der får almenbefolkningens panderynker til at klumpe sig gevaldigt sammen ved at gøre deres køn ’forkert’. Jeg har masser af veninder, der ikke er, som kvinder er flest. Nogle har hår på benene, går uden makeup og stiller gerne op i pressefoldede herrebukser, når de går i byen med deres koner. Nogle af dem griner højt, eller bøvser bramfrit, når de har drukket en liter øl – og de fleste af dem har aldrig haft et behov for, at mænd skal synes, de er lækre.
»Nej, de gør det ikke for at gøre oprør, være på tværs eller for at genere nogen«, har jeg gentagne gange måttet gå i forsvar, når kritiske mennesker med heteronormativitetens selvskrevne evige ret til sandheden har taget afstand fra mine veninders »mærkværdige livsstil«. For nej, de er ikke ude på at provokere. De ER bare sådan. Og de er i mine øjne lige så ’rigtige’ kvinder som Carrie fra ’Sex and The City’, hvis nogen skulle være i tvivl. Den kendte queerteoretiker Judith Butler peger på, at samfundet er gennemsyret af det, hun beskriver som ’den heteroseksuelle matrix’. Det vil sige forestillinger og forventninger om, at biologiske mænd optræder maskulint og er seksuelt tiltrukket af biologiske kvinder, mens biologiske kvinder tilsvarende skal agere feminint og være seksuelt tiltrukket af biologiske mænd. Når man helt eller delvist ikke lever op til den heteroseksuelle matrix’ forestillinger, er man ’forkert’ – det bliver måske ikke sagt direkte, men står man uden for, bliver det tydeligt, at de heteronormative værdier sætter dagsordenen for stort set alt. Det kan være i en Irmareklame, hvor femi-mor skriver fiktive sedler til masku-far a la »Alarm!!! Emil vil gå til ballet! Vi må have gjort noget forkert«. Når Go’ Morgen Danmark fortæller, at nu er det helt okay – i modens navn – at kvinder »låner noget af mændenes power« ved at iføre sig androgyne jakkesæt.
