Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Pelle Dragsted
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Krisen er ingen undskyldning for at føre asocial politik

Der var engang, da socialdemokratiske regeringer svarede på økonomiske kriser ved at forbedre vilkårene for arbejdsløse.

Pelle Dragsted
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Det er svært at være i regering under en økonomisk krise. Vi har været nødt til at foretage svære valg«.

Sådan har det lydt igen og igen, når Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og andre fremtrædende socialdemokrater har skullet forklare, hvorfor vælgerne forsvinder fra partiet, og hvorfor regeringen har gennemført hårde reformer, som har skabt ringere vilkår for syge og arbejdsløse og øget samfundets økonomiske ulighed.

Og der er selvfølgelig en sandhed i, at det er nemmere at være regering, når økonomien boomer og man kan dele gaver ud til den ene gruppe uden at træde den anden over tæerne. Der er færre penge at rutte med, når krisen kradser.

Men kæden hopper af for den socialdemokratiske top, når den bruger krisen som undskyldning for at have gennemført en politik, som har tilgodeset de mest velhavende lag i befolkningen, mens mennesker ramt af arbejdsløshed, sygdom og handikap har fået forringet deres levevilkår.

En økonomisk krise er nemlig ingen undskyldning for at lade de rigeste rage mere til sig – eller til at forværre vilkårene for de mennesker, der har det sværest.

Og det er heller ikke den måde, socialdemokratiske regeringer historisk har ageret på i krisetider. Faktisk tværtimod.

Da 30’ernes krise i sidste århundrede havde tvunget verdensøkonomien i knæ og fået den danske arbejdsløshed til at eksplodere, reagerede den daværende socialdemokratisk ledede regering ikke med mere pisk til de arbejdsløse, lavere ydelser og skatterabatter til de velhavende.

Tværtimod gennemførte regeringen med socialminister Steincke i spidsen den siden så kendte socialreform. En reform, der øgede understøttelsen til arbejdsløse, sikrede lønmodtagere, der blev ramt af arbejdsskader, gav fri og lige adgang til sundhed og indførte det, der siden blev til folkepensionen. En del af udgifterne til reformen blev i øvrigt betalt af øgede bidrag fra arbejdsgiverne.

Reformen var en enorm forbedring for de mennesker, der var ramt af arbejdsløshed, sygdom og nedslidning. Og et historisk opgør med almissesamfundet til fordel for et samfund, hvor borgerne var sikret nogle universelle rettigheder.

Mønsteret gentog sig under århundredets anden store krise i 1970’erne. Midt i den buldrende oliekrise – en økonomisk situation, der var langt værre end i dag – gennemførte socialdemokratiske regeringer eller regeringer med socialdemokratisk støtte en række stærkt solidariske socialreformer med bistandsloven som den vigtigste.

Princippet i den nye bistandslov (som godt nok blev gennemført af en venstre-regering, men som var udarbejdet af den foregående socialdemokratiske regering) var blandt andet det såkaldte indkomstbortfaldsprincip, som skulle sikre, at der ikke skete nogen betydelig indkomstnedgang for borgeren ved en social begivenhed som arbejdsløshed.

Formålet var at undgå, at arbejdsløshed medførte yderligere sociale problemer. I samme periode hævedes dagpengedækningen fra 80 til 90 procent, og langtidsledige fik nye rettigheder.

Også reglerne for dagpenge under sygdom blev forbedret set fra lønmodtagernes perspektiv. Ja, selv den siden så forkætrede efterløn blev indført, da krisen toppede.

Både i 30’ernes og 70’ernes krise var socialdemokratiske regeringers svar altså at forbedre vilkårene for de mennesker, som blev hårdest ramt af krisen. Og tiltagene blev i en vis grad finansieret af øgede bidrag fra arbejdsgiversiden. Hvilket også medførte en faldende økonomisk ulighed.

Det er svært at forestille sig noget, der er længere væk fra denne solidariske krisehåndtering end den politik, som den nuværende socialdemokratiske regering har stået for.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet har den midt i den mest alvorlige økonomiske krise i årtier gennemført en række reformer, der med kirurgisk præcision har forringet vilkårene for de grupper, som er hårdest ramt i forvejen. Mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, sygdom eller handikap.

Hvis den nuværende socialdemokratisk ledede regering skulle have fulgt det gamle arbejderpartis historiske tradition, burde den have forlænget og ikke forkortet dagpengeperioden.

Den burde have forbedret understøttelsen for unge arbejdsløse i stedet for at skære i den. Og den burde have givet mennesker, der rammes af sygdom eller nedslidning, bedre og ikke ringere vilkår.

I stedet er der anvendt milliarder af kroner på skattelettelser til de store virksomheder og til de mest velhavende danskere. Og som en naturlig følge er uligheden under denne regering vokset.

Nej, det er ikke nemt at være regering i en krisetid. Men Socialdemokraterne har tidligere i historien vist, at der ikke er nogen naturlov, der siger, at det er de arbejdsløse, der skal stå forrest, når regningen skal betales.

Det er jo netop i svære tider, at solidariteten med de udsatte medborgere er allervigtigst.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden