Sådan bekæmper vi markedskræfternes magt

Liberal Alliances Ungdoms formand Rasmus Brygger skrev forleden et noget forvrøvlet indlæg om finanskrisens årsager.

Men han havde ret i én ting, som vi på venstrefløjen ofte har været alt for dårlige til at anerkende: at Danmark og de øvrige skandinaviske velfærdssamfund indeholder klare socialistiske elementer.

LÆS DEBATINDLÆG

På den del af venstrefløjen, hvor jeg har færdedes, har den traditionelle opfattelse været, at vi lever i et kapitalistisk samfund med stort K. Et samfund, hvor kapitalismen er altdominerende.

Men billedet holder ikke. Store dele af vores økonomi – nemlig den offentlige sektor – kan dårligt karakteriseres som kapitalistisk eller markedsøkonomisk.

Når jeg går på sygehuset, får jeg behandling uden at skulle have pungen op af lommen. Der sker ingen markedsudveksling. Ydelsen er formidlet via et solidarisk skattesystem, hvor de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Det samme gør sig gældende, når jeg skal i skole, gymnasium eller på teknisk skole.

Hele denne del af økonomien er, i modsætning til den private del af økonomien, direkte underlagt de demokratiske institutioner, som danskerne sammensætter ved folketings-, kommunal- og regionsrådsvalg.

Vi burde faktisk kalde den offentlige sektor for den demokratiske sektor. For den er i hvert fald potentielt demokratisk.

Over 700.000 danskere går hver dag på arbejde i den demokratiske sektor. Den værdi, de skaber med deres arbejde, ender i fælleskassen og ikke i lommen på private aktionærer, som det i en vis grad er tilfældet på den private del af arbejdsmarkedet.

DEBAT

At den danske samfundsmodel indeholder ikke-kapitalistiske eller socialistiske elementer er vel egentlig ikke så underligt, al den stund at det parti, der dominerede sidste århundrede – Socialdemokratiet – faktisk dengang havde socialisme på programmet og samtidig var under pres fra den øvrige venstrefløj og en arbejderbevægelse, som havde stærke socialistiske værdier.

Udviklingen af en stærk offentlig demokratisk styret sektor, der stod uden for kapitalismens profitmotiv, skete da heller aldrig uden sværdslag.

Ligesom i dag ønskede højrefløjen og arbejdsgiverne ikke udviklingen af et stærkt og solidarisk fællesskab, der kunne skabe tryghed for lønmodtagerne.

Så ja. Den danske velfærdsmodel har socialistiske elementer, forstået som områder i økonomien direkte under demokratisk ejerskab, og hvor det er menneskers behov og ikke jagten på en bedre bundlinje, der sætter dagsordenen.

Det er til gengæld noget eklatant vrøvl, når Brygger nærmest beskriver Danmark som et fuldbyrdet socialistisk samfund. Den største del af økonomien i Danmark er rent kapitalistisk.

Langt de fleste udvekslinger af varer og service foregår på markedsvilkår – efter devisen 'har du penge, så kan du få'.

Langt de fleste danske lønmodtagere er ansat i den private sektor, hvor en del af den værdi, de skaber med deres arbejde, ender i lommen på cheferne eller på aktionærer, der aldrig har sat deres ben i virksomheden.

Og hvor beslutningerne tages af mennesker, som ingen nogensinde har stemt på.

Det er også noget vrøvl, når Brygger skriver, at Danmark aldrig har været mere socialistisk. Det forholder sig faktisk stik modsat. Gennem de seneste årtier er de socialistiske elementer i vores samfund blevet eroderet og fortrængt.

En række offentligt ejede og dermed demokratisk kontrollerede virksomheder er blevet overtaget af private og flere er på vej. Det gælder for eksempel telesektoren, postsektoren, transportsektoren og energisektoren.

Vigtige dele af vores økonomi, som tidligere var helt eller delvist ejet af samfundet og underlagt demokratiske beslutninger, er nu på private hænder, hvor det er ikke-folkevalgte, der tager beslutningerne. Og hvor det er hensynet til aktionærernes indtjening og ikke samfundshensyn, som står øverst på dagsordenen.

Når eksempelvis energiforsyningen privatiseres, så bliver det sværere for samfundet at sikre en klimavenlig energipolitik.

Herudover har vi i de dele af økonomien, som stadig er ejet og drevet af samfundet – sundhedssektoren, uddannelsessektoren mm. – oplevet, hvordan kapitalistiske styreredskaber som New Public Management er blevet introduceret, så regnedrenge og djøf’ere i stigende grad har kunnet lege butik med den offentlige sektor. På bekostning af indflydelse hos borgere og medarbejdere.

Vi har også oplevet, at ikke mindst finanssektoren har tilkæmpet sig en voksende udenomsparlamentarisk magt, hvor den nærmest dikterer folkevalgte regeringers økonomiske politik.

Og efter mange år, hvor hver generation af lønmodtagere har oplevet større velstand, større tryghed og stærkere rettigheder, ser vi nu, hvordan trygheden på arbejdsmarkedet undergraves af såkaldte økonomiske reformer.

Så desværre er Danmark ikke mere, men tværtimod mindre socialistisk end tidligere. Det har betydet mindre demokratisk indflydelse, mindre tryghed og mindre frihed til den jævne dansker.

LÆS MERE

Netop det forhold bør være et wake up call for venstrefløjen. Det er en historisk fejl, når dele af venstrefløjen opfatter velfærdssamfundet som en slags kapitalismens 'repressive tolerance'. Eller som kapitalismens snedige måde at undgå mere vidtgående samfundsforandringer.

I stedet for at behandle den skandinaviske velfærdsmodel stedmoderligt, skal venstrefløjen være pavestolte og anerkende de vigtige resultater, som generationer af socialister har opnået. Erkende, at det faktisk lykkedes, helt eller delvist, at frigøre vigtige dele af økonomien fra kapitalismens domæne.

Og dermed også erkende, at kapitalismen ikke er total. At samfundet kan være mere eller mindre kapitalistisk og mere eller mindre socialistisk. At balancen mellem den magt, der ligger hos folkevalgte og den magt, som ligger hos markedskræfterne, ikke er en stabil faktor, men kan rykkes både i den ene og den anden retning.

Liberal Alliance, Lars Løkke og deres venner i toppen af erhvervslivet er helt klar over, at kapitalismen kan fylde mere i vores samfund. Og deres projekt er at fortrænge de sidste lommer af demokratisk indflydelse i den økonomiske sfære.

Hele den offentlige sektor skal gøres til en brugerbetalt købmandsforretning, som store servicekoncerner kan tjene penge på unddraget den demokratiske kontrol. Velfærdsstaten skal blive en konkurrencestat.

Moderne socialistisk politik bør grundlæggende være udtryk for den modsatte strategi. At forsvare de demokratiske dele af vores økonomi, som ikke er drevet kapitalistisk. At gøre op med den markedsorienterede styring af den offentlige del af økonomien.

Og skridt for skridt at rulle den demokratiske sektor frem på bekostning af markedskræfternes ikke-demokratiske magt.

Tre gode steder at starte:

1. Vi skal indlicitere i stedet for at udlicitere. Erfaringerne viser, at det koster samfundet og borgerne dyrt, når private virksomheder skal have snablen nede i fælleskassen og tjene penge på at levere den service, som offentligt ansatte tidligere leverede.

Og vi skal erstatte de kapitalistiske styringsredskaber i den demokratiske sektor med indflydelse til brugere og medarbejdere.

2. Vi skal regulere demokratisk i stedet for deregulere. Vi har set, hvordan dereguleringen af finanssektoren har ført til en finansiel krise, som har kastet tusindvis af danskere ud i arbejdsløshed. Det skal ikke ske igen.

Vi skal stille krav til virksomhederne om at tage ansvar for uddannelse af lærlinge, for ordentlige arbejdsforhold og for hensyn til miljøet. Erhvervslivet skal tjene samfundets og borgernes interesser – ikke omvendt.

3. Vi skal skabe offentligt eller kollektivt ejede alternativer til de private erhvervsinteresser. Finanssektoren har eksempelvis ikke opført sig på en måde, der fortjener vores tillid.

Derfor bør samfundet skabe offentligt ejede alternativer – i form af almennyttige banker, pensionskasser og forsikringsselskaber.

Det er kun få år siden, at det var naturligt i de fleste europæiske lande, at der fandtes statslige alternativer på disse områder.

LÆS MERE

Danmark er langt fra socialistisk – men det er de socialistiske elementer i vores samfund, som har skabt et af verdens bedste, mest frie og faktisk også mest økonomisk effektive samfund.

Det er med udgangspunkt i de elementer, at vi skridt for skridt kan skabe et endnu bedre samfund, hvor det er hensynet til almindelige menneskers behov og ikke til aktionærernes bundlinje, som sætter dagsordenen.

Hvor magten placeres hos folkevalgte frem for på direktionsgangene og i finanssektoren. Og hvor vi finder netop den demokratiske balance i økonomien, der sikrer almindelige danskere den størst mulige frihed, tryghed og demokratisk indflydelse.

Det er ikke en udvikling, som Rasmus Brygger, den øvrige højrefløj og deres sponsorer i den økonomiske elite vil synes om.

Men for den jævne dansker er der en verden at vinde.