Forleden dag havde vi i Dansk Folkepartis Folketingsgruppe en sjældent interessant oplevelse. Den udsprang af, at vi havde besøg af en dansk-israelsk terrorekspert, der præsenterede udviklingen i den internationale terrorisme siden sluttresserne og frem til i dag. Mange vil kunne huske de berygtede flykapringer i halvfjerdserne ofte begået af palæstinensiske ekstremister, herunder den på af nogen ikoniserede Laila Khaled – den kvindelige palæstinensiske terrorist, som i de dage optrådte uden voldsom tilsløring. Massakren i München på de israelske atleter ved de Olympiske Lege i 1972 samt den spektakulære befrielsesaktion, da israelske kommandosoldater befriede en gruppe jødiske flypassagerer i Entebbe lufthavnen i Uganda i 1974, rinder også i hu som en aktion, der vakte international opmærksomhed, dengang terroristerne var tilhængere af det socialistisk inspirerede Fatah og PFLP, der havde den hjemlige Blekingegadebande blandt sine sponsorer. Meget vand er løbet i åen siden 1970’erne og 80’erne, hvor også Danmark blev udsat for et par mislykkede bombeattentater, der til alt held kun kostede én person livet. Nutidens terrorister er ikke længere inspireret af en radikal socialistisk tænkning. I dag er det ofte den ekstreme eller de ekstreme fortolkninger af Islam, der driver værket, når terrorister forsøger at udslette dusinvis af tilfældige civile i Islams navn. Bedst kendt er selvfølgelig de 19 terroristers angreb på World Trade Center den 11. september 2001, som udmærket kan ses som det officielle startskud på en ny æra i terrorismens tidsalder. Det er en tanke værd, at den islamistiske terrorisme voksede sig stærk i kølvandet på kommunismens sammenbrud og det magtpolitiske tomrum, som det efterlod sig i mange stater i den muslimske verden, der førhen havde været underlagt den kolde krigs åg. Samtidig er det en kendt sag, at befolkningen er steget eksplosivt i mange muslimske lande. Eksempelvis var der ca. 100 millioner indbyggere i Pakistan i 1985 mod ca. 180 millioner i dag, hvilket alt andet lige skaber grobund for meget arbejdsløshed, social uro og derved ekstremisme, når landets ledere ikke er i stand til at sikre en bæredygtig udvikling. Endelig er den stigende radikalisering af befolkningerne negativt selvforstærkende for i takt med, at kvinderne bliver tvunget til at indhylle sig, undlade at uddanne sig og når det åndelige frirum i det hele taget indskrænkes, så mindskes også muligheden for vækst og velstand i den muslimske verden. Selv de steder, hvor der er fremskridt at spore, er problemet stadig, at den enorme befolkningstilvækst i sig selv æder så mange ressourcer, at det er vanskeligt at løfte de sultne masser ud af fattigdommen, hvilket igen fører til masseudvandring, ikke mindst til Vesten. Den massive radikalisering af store grupper af muslimer i den islamiske verden, om end på meget forskellige måder og i vidt forskellige grader, er selvsagt problematisk for borgerne i Vesten. Det betyder, at vi i dag bliver udsat for meget omfattende sikkerhedstjek, når blot vi skal ud at flyve, at vores efterretningstjenester, politi og redningsstyrker er i højt beredskab og at sameksistensen med muslimer besværliggøres. Det lyder muligvis som en stor mundfuld for mange diktatorer i de muslimske nationer på denne klode og deres samarbejdsorganisation OIC, men den nok eneste vej ud af krisen for den muslimske verden ville være at gennemføre massive sociale og økonomiske reformer samt en generel gennemførelse af lige og frie valg med dertil hørende indførelse af ytringsfrihed. Det er selvklart, at den islamiske terrorisme, medmindre den en dag inkluderer a-våben eller andre masseødelæggelsesvåben, i høj grad virker mere samfundsnedbrydende end massivt destruerende. Det ændrer dog ikke på, at terrorismen er et ganske potent våben, og må man tilføje uhyggeligt symptom på den muslimske verdens fuldstændige afmægtighed. Forleden dag stod det således at læse i New York Times, at Saudi Arabien, der ofte betegnes som en nær allieret med USA, og som besidder en fjerdedel af verdens kendte oliereserver, tillader massiv finansiering af terrorisme uden at gribe ind overfor dette uhyggelige fænomen. Det er således paradoksalt, at det saudiske regime ikke engang agter at stoppe for finansieringen af terrorisme, al den stund, at magthaverne i Saudi Arabien ofte selv udgør et yndet mål for Al-Qaeda. Det fortæller dog samtidig historien om et civilisatorisk forfald i en del af verden, hvor politik og religion for længst er smeltet sammen og derved virker i kraft af en logik, som sjældent er helt gennemskuelig, hvilket også gælder for de involverede parter selv. Med venlig hilsen Peter Skaarup