Man kan unægtelig skabe meget med sproget. For eksempel har Fagbladet 3F den 17. januar bragt en artikel på forbundets hjemmeside: ” 3F’erne: Pia skærer i efterlønnenDansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard vil ikke give garantier for, at efterlønnen består. Og vandene er delt om partiets rolle. Det viser en måling, Gallup har lavet for LO.

Tallene viser, at 50 procent af 3F’s medlemmer tror, at Dansk Folkeparti laver en aftale med regeringen. Og at efterlønnen bliver afskaffet eller beskåret. Omvendt tror 22 procent af 3F’erne, at partiet nægter at være med til forringelser”. Bemærk hvordan artiklen er bygget op. Der slås først fast, at 3F’ere mener, at Pia Kjærsgaard vil skære i efterlønnen. Så skrives det, at Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard ikke vil give garantier for at efterlønnen består. Og så skrives det, at vandene (her menes vist 3F’s medlemmer) er delt (hvilket sådan set er i modstrid med overskriften). Forvirringen bliver ikke mindre af, at den politiske kommentator Rasmus Jønsson mener, at Dansk Folkeparti hidtil har spillet fedtspil om efterlønnen (det er jo så Rasmus Jønssons mening), og at Dansk Folkeparti vil forsøge at fortsætte fedtspillet så længe, som det er muligt. Det skriver Fagbladet 3F altså fire dage efter, at Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl har meldt ud, at vi ønsker at tage en diskussion om efterlønnen. Nuvel, jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der lægger til grund for, at Fagbladet 3F forvirrer fagforbundets medlemmer på denne måde, men jeg kan da konstatere, at det langt fra er første gang, at der bliver sået uberettiget tvivl om Dansk Folkepartis økonomiske politik. For eksempel kunne læsere af Politiken søndag den 8. januar se, hvordan man gjorde sig store anstrengelser for at bilde læserne ind, at Dansk Folkeparti ikke har en økonomisk politik og endda ender med at være med til at afskaffe efterlønnen. Bannerførerne den dag var Lars Trier Mogensen og Bettina Heltberg. De to er, måske uden at vide, nu en del af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis afledningsmanøvre i forhold til at få fokus væk fra de to partiers politiske problemer. Sådan lidt ligesom når tryllekunstneren distraherer publikum med venstre hånd, mens han får kuglen i sin højre hånd til at forsvinde op i ærmet. Til sagen. Lars Trier Mogensen (LTM) påstår, at Dansk Folkeparti er tavse i den verserende debat om økonomiske reformer. Vel er vi da ej. Blandt andet peger LTM på, at der skulle være blevet grint, da jeg i forleden DR2’s ’Debatten’ pegede på, at der er op mod 24 milliarder kroner årligt at hente, hvis indvandrere fra ikke-vestlige lande opnår samme erhvervsfrekvens, som danskere. Det er latterligt at drage omkostningerne ved indvandring ind i en økonomisk debat, forstår man. Naturligvis er det ikke det. Det er latterligt ikke at gøre det. Der er, selv om LTM og ligesindede holder sig for øjne og ører og ikke vil høre sandheden, en direkte sammenhæng mellem indvandring og velfærd. Selvsagt er det en dagsorden, som DF nok skal få bragt til torvs. Hvad efterlønnen angår, har vi sagt det klart nok. Efterlønnen skal ikke afskaffes, men vi er villige til at se på, hvad der kan gøres, så færre går på efterløn. Ligesom vi netop har åbnet for en diskussion af det forslag Nyborgs socialdemokratiske borgmester, Erik Christensen er kommet med, nemlig at efterlønnen alene forbeholdes danskere, der har mindst 40 år på arbejdsmarkedet bag sig. Hvis man har været til rådighed for arbejdsmarkedet i 40 år, er der bestemt risiko for, at man reelt er nedslidt og derfor skal have mulighed for at gå på efterløn. Det kan være et muligt kompromis om efterlønnen, selv om Socialdemokraterne lige nu siger ”nej, nej, nej” til overhovedet at overveje det forslag, som en af deres egne borgmestre er kommet med. Og så skal der i det hele taget jo være plads til dem over 60 på arbejdsmarkedet. Her har vi netop set et eksempel, hvor Post Danmark gerne vil betale sine medarbejdere over 60 år for at gå før tid. Med andre ord sender Post Danmark et klokkeklart signal til denne gruppe af medarbejdere, at de ikke er ønsket. Den slags signaler skal vi få stoppet, og personligt begriber jeg ikke, at visse virksomheder åbenbart ser sådan på de medarbejdere, der måske har fået lidt grå stænk i håret, men som ellers er raske og rørige. En måling fra Ældresagen viser også, at en tredjedel af efterlønnerne helst vil arbejde. Bettina Heltberg skriver i Politiken om efterlønnen, at ”Hvis den nu snart afskaffes, er det Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaards skyld. Det sker ikke på hendes foranledning, men uden hende bliver det umuligt”. Såh? På TV2 News har Helle Thorning-Schmidt sagt, at hun ”aldrig har givet en garanti” for efterlønnens bibeholdelse. Hun tilføjede: ”Jeg har bare sagt meget, meget tydeligt, at vi ikke ønsker at ændre efterlønnen”. Sagt på godt dansk: Helle Thorning-Schmidt ønsker ikke at ændre på efterlønnen, men Helle Thorning-Schmidt giver ingen garanti. Samme Helle Thorning-Schmidt sagde i juli i forbindelse med en demonstration på Slotspladsen, at: ”Hvis ikke fagbevægelsen leverer varen og skaffer 15 milliarder kroner til statskassen ved at få danskerne til at arbejde mere, må pengene skaffes på en anden måde”. De femten milliarder skal som bekendt findes ved, at danskerne skal arbejde tolv minutter mere om dagen, eller rettere sagt, skal danskerne miste en hel ferieuge om året. Og den tror de færreste vel efterhånden på? For eksempel har FOA’s formand, Dennis Kristensen, blankt afvist at være med til dette, og FOA har trods alt ifølge egne tal 166.838 erhvervsaktive medlemmer. I øvrigt tager jeg hatten af for, at FOA’s formand arbejder for sine medlemmers interesser. Samtidig mangler Helle Thorning-Schmidt også at fortælle danskerne, om der er taget højde for, at det kommer til at koste statskassen omkring ti milliarder ekstra at betale de offentligt ansatte løn for den øgede arbejdstid. Det er ifølge tidligere vismand Torben Andersen et punkt, som Helle Thorning-Schmidt mangler at gøre rede for. Slutteligt har flere målinger vist, at danskerne faktisk slet ikke har lyst til arbejde mere. Med andre ord: Hvis Socialdemokratiets formand skulle gå hen og blive Danmarks næste statsminister, og når ”Fair Løsning” viser sig at være en fuser, hvor fredet mon så efterlønnen er? Under alle omstændigheder skylder Helle Thorning-Schmidt og kompagni forklaringer en masse.