En iransk indvandrer, der er konverteret fra islam til kristendommen og en ung jødisk mand har måttet forlade Vollsmose, fordi de føler sig truet på deres helbred af vrede unge mænd med muslimsk baggrund. Jøder kan kun med høj risiko bevæge sig rundt på Nørrebro, hvis de bærer tydelige jødiske symboler. Kirken i Gellerup skal bevogtes af et muslimsk vagtværn. Vi taler Danmark anno 2011. Vi taler et fænomen, der normalt ville betegnes som etnisk udrensning, selvom gennemførelse af muslimsk dominans, ville være en mere præcis betegnelse. Men Vollsmose er ikke det eneste sted plaget af opløsningstendenser og muslimsk dominans. Lederen af Bazar Vest gennem 5 år, Jørgen Skov, har måttet kaste håndklædet i ringen; han kan ikke længere håndtere de palæstinensiske klaners dominans, de daglige trusler og de mange problemer, der er i forbindelse med håndteringen af Bazar Vest, der som bekendt er et indvandrerdomineret indkøbscenter i det vestlige Århus. Tingbjerg ved København genlyder af skud næsten dagligt i denne tid. I Mjølnerparken på Nørrebro bliver brandvæsnet angrebet af unge stenkastere, givetvis ofte med muslimsk baggrund, når de ellers kommer for at redde beboerne i bebyggelsen for at brænde inde. Det er ikke længere muligt, uanset politisk observans, at foregive, at vi ikke har en gigantisk udfordring med parallelsamfund og svært integrerbare, for ikke at sige umuligt integrerbare grupper af mennesker med oprindelse i den muslimske verden, der som alle i øvrigt kan se i medierne i disse dage præges af voldsom uro. I skrivende stund er mange muslimer på gaden i deres hjemlande og i mange europæiske hovedstæder for at protestere mod den massive politiske undertrykkelse derhjemme. Lige så positivt, det er, at mange mennesker i den muslimske verden er blevet træt af despoti og undertrykkelse, lige så foruroligende er det, at der ikke sjældent afsløres og/eller gennemføres terrorangreb i Stockholm, København, London og senest Moskva, som i terrorangrebenes tilfælde alle har det tilfælles, at det er muslimske ekstremister, der står bag. Man skal være mere end almindelig optimist for at tro, at den muslimske verden, som i tilfældet de danske ghettoer, jo også er blevet en fysisk del af den vestlige verden, pludseligt falder til ro og udvikler sig i en harmonisk og pacifistisk retning. Tværtimod, så er den massive befolkningstilvækst og politiske uro i stort set alle muslimske lande snarere forvarsler om, at det sagtens kan blive endnu mere uroligt, hvilket også gælder i de stadig mere paralleliserede ghettoer i Danmark og i resten af EU. Jeg skal ikke i dette indlæg gentage Dansk Folkepartis mange gode forslag til at mindske indvandringen fra det, man vel efterhånden godt kan beskrive, som en ret urolig del af verden. Jeg vil også holde mig for god til at spå om de voldsomme omvæltninger i Mellemøsten, der synes at være i gang, vil ende lykkeligt, med status quo eller i værste fald med flere islamistiske regimer, for jeg aner det ganske enkelt ikke. Men spændende er det bestemt og min sympati går ubetinget til de menige arabere, der kæmper for mere retfærdige og demokratiske samfund. Jeg vil til gengæld benytte lejligheden til at rose Politiken og journalisten Jakob Sheikh, der har udvist mod og høj personlig integritet ved at skrive historien søndag (30. januar) om de religiøse udrensninger i nogle danske ghettoer. Det er mit håb, at når også Politiken tør og vil rapportere om den sammenbrudte integration, så er der måske håb for, at vi kan optrappe indsatsen og få styr på ghettoerne, inden de for evigt fortabes i reaktionære, klaner og islamistiske grupperingers vold. Med venlig hilsen Peter Skaarup