Kommentar til mine kritikere

Lyt til artiklen

Der har været mange kommentarer på mit blog-indlæg om forbud mod dyresex. Nogle mere lødige end andre. Det er iøvrigt tankevækkende, at man ikke kan sætte sig ud over, at jeg tilfældigvis repræsenterer DF istedet for rent faktisk at forholde sig til sagen nemlig at vi skal sørge for, at vores dyr ikke lider overlast. Lad mig kort forholde mig til nogle af indvendingerne, der har været mod forslaget. Et par skribenter udtrykker bekymring over, om forslaget kan udformes i praksis. Menneskers seksuelle omgang med dyr er forbudt i flere lande – eksempelvis i Tyskland. I Norge har seksuel omgang med dyr været forbudt siden 2010. Man kunne jo med fordel se på den norske lovgivning og læne sig op af denne, når det danske forbud skal formuleres i lovgivningen. Desuden vedtager den svenske Riksdag her i efteråret efter al sandsynlighed også et forbud. Det kom frem på Folketingets høring om emnet fornylig. Nogle peger på problemet med inseminering og sædtapning i forbindelse med avl og reproduktion, men det fremgår tydeligt af den norske lovgivning, at det ikke regnes for seksuelle handlinger – og mig bekendt har man ikke i Norge oplevet afgrænsningsproblemer. Nogle skribenter hævder, at seksuel omgang med dyr er forbudt, hvis dyret lider skade. Problemet er, at det er svært at vurdere om et dyr lider skade. Hvordan vurderer man f.eks. om et dyr lider psykisk skade af et overgreb? Hvis en hund pludselig optræder i modstrid med sin natur, så kan det jo skyldes seksuelle overgreb. Hundens eventuelle parringsadfærd er iøvrigt langt fra altid en seksuel handling men som oftest bare tegn på, at hunden prøver at dominere og/eller vise overlegenhed. Zoofile har også fortalt, hvordan de har oplevet, at hun-hunde, der bliver genstand for seksuelle overgreb uden for deres brunsttid, bløder fra skeden. Idag er retstilstandens signal til alle danskere, at det er iorden at forgribe et dyr, der ikke kan forsvare sig selv. Det er et rigtig skidt signal. En skribent siger, at der er væsentligere ting at forholde sig til end seksuelle overgreb mod dyr. Det er muligt, at nogle vil mene det, men det betyder jo ikke, at man alene på grund af det skal afstå fra at lovgive. Det er nok meget forskelligt, hvad forskellige mennesker mener, er væsentligt. Samme skribent klandrer meget direkte DF for, at vi ikke vil være med til at forbyde kastration af grise uden bedøvelse. Det er forkert. Dansk Folkeparti har i Folketinget foreslået at stille krav om forudgående bedøvelse af grisene. Men et flertal i Folketinget afviste vores forslag. Mvh. Peter Skaarup

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her