Når jeg læser det nye regeringsgrundlag, dukker der uvilkårligt en række billeder op foran mit indre øje. Film nr. et viser en ”oprigtigt indigneret” Morten Bødskov, der klager over, at der skulle have været givet skattelettelser specifikt til bankdirektører. Hvis påstanden ikke havde så absurd, forenklet og ubegavet, så havde den jo nærmest været komisk. Fra og med i mandags er det så Morten Bødskov, der skal forklare, at han og hans blot lyserøde regering vil give såkaldte ”skattelettelser til bankdirektørerne”. Det bliver ikke en nem opgave for Morten Bødskov, Thor Möger og de andre i den nye S-SF-R regering at overbevise nogen som helst i det danske samfund om, at det, de siger i morgen, også skulle være gyldigt i overmorgen. Troværdigheden er lig nul allerede fra dag ét i den nye regerings levetid. Film nr. to viser en oppustet og tilsyneladende vred Villy Søvndal, der skælder ud på Pia Kjærsgaard i en af de afsluttende debatter op til valget. Søvndals påtagede vrede skyldtes naturligvis Pias anmodning om at få en garanti for, at SFs formand ville sikre en uændret efterlønsordning. Søvndal hidsede sig som nævnt op, mens han behændigt undlod at garantere noget som helst, velvidende, at fair løsning-planen aldrig var og aldrig ville blive en reel plan, som skulle føres ud i virkeligheden, da den fra starten af var helt og aldeles håbløs og utilstrækkelig. Da valgsejren så var hevet i hus med mindst mulig margin og uden alt for mange kritiske spørgsmål til de rødes ikke-plan og deres løgn om, at de ville rulle efterlønsreformen tilbage, ja, så virker Søvndals fiktive raseriudbud langt mere logisk, om end stadig helt utroværdigt. Uligheden vil stige under den nye regering. Socialt udsatte, der lever usundt, ryger eller drikker mere, end den nye regering mener de må, skal nu til at finansiere skattelettelser til de rigeste, når topskatten skal sænkes. Til gengæld er al snak om at ændre efterlønsreformen som sagt forsvundet som dug fra solen på en varm julidag. Pia Kjærsgaard forsøgte flere gange at afæske både Villy Søvndal og den nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt en efterlønsgaranti som holdt til efter valget, men de valgte begge at benytte fortielsen eller i realiteten løgnens kunst og ganske enkelt fiske vælgere, som troede på deres vilje til at bevare efterlønnen uændret. Resultatet er, at især de socialdemokratiske vælgere må konstatere, at efterlønsgarantier fra en socialdemokratisk formand har omtrent lige så høj værdi, som en græsk statsobligation – altså reelt ingen. Der er indtil videre delte meninger om den nye regerings økonomiske politik. Det virker som om, at pressekorpset og mange borgere i et eller andet omfang havde forventet, at efterlønsforliget ville gå uændret igennem sammen med dagpengereformen og andre nødvendige indgreb til genopretning af økonomien. Men sagen er, at det ikke redder rød bloks økonomi. Dels fordi de fire røde partier vil gennemføre et hav af vanvittigt dyre investeringer i vedvarende energiløsninger, der koster tocifrede milliardbeløb, og dels fordi de igen vil åbne grænserne for asylansøgere, der vil her til landet. De nye lempelser af asylreglerne, hvor alle skal kunne arbejde og bo i Danmark efter et halvt år, vil betyde, at alle asylansøgere som udgangspunkt vil trække deres sager ud over det halve år og så skynde sig at blive så etablerede i det danske samfund, at de ikke vil kunne udvises igen, selvom deres sag bliver afvist. Det vil med stor sandsynlighed føre til, at Danmark igen bliver et asyl-favorit land på linje med Sverige, ikke mindst hvis den røde blok også vinder næste valg, så vil de sidste stramninger være fjernet (herunder 24-års reglen) og Danmark vil igen skulle bruge milliarder på at betale svært integrerbare grupper fra Mellemøsten for at tage permanent ophold i landet. Alt i alt forventer jeg således, at den nye regering bliver et ekstremt dyrt bekendtskab for danskerne. De svageste vil opleve, at skatter og afgifter på alt, hvad der giver deres tilværelse kulør, vil eksplodere. Generelt vil skatterne skulle sættes op, når de nye flygtningestrømme og vanvittigt dyre vindmølleparker skal finansieres. Der er således ikke meget opmuntrende ved det nye regeringsgrundlag, men jeg har en klar forventning om, at vælgerne vil sive bort fra den nye regering i takt med, at alle valgløfterne brydes, og det går op for danskerne, at de mange nye og høje skatter skal bruges til at finansiere en ny masseindvandring og større afkast for vindmølleaktionærerne. Med venlig hilsen Peter Skaarup