Der er et godt, gammel udtryk, som beskriver den siddende regerings situation helt perfekt: Operationen lykkedes, men patienten døde. Allerede lang tid før valgkampen gik i gang, var vi en del, der havde mere end vanskeligt ved at se, hvordan rød blok både ville overholde et forsigtighedsprincip, føre de Radikales borgerlige økonomiske politik, samtidig med, at de gennemførte den fiktive Fair Forandring og uden at puste al melet ud af munden også fik råd til at belønne indvandrere for ikke at arbejde og vindmølleaktionærerne for deres satsede investeringer i det kriseramte Vestas. Det lykkedes som bekendt heller ikke. I skrivende stund er vi mange, der er oprigtigt overraskede; jeg vil faktisk sige forargede over, at de bebudede lavere priser i den kollektive trafik er blevet aflyst - og i stedet erstattet af prisstigninger! SFs efterhånden skandaleombruste formand Villy Søvndal, som også er regeringens udenrigsminister, er gået i flyverskjul. Søvndal er ganske enkelt ikke til at træffe for en kommentar om sine valgløfter om lavere takster i den kollektive trafik. Det vil sige, at han dog lige kan fremstamme, at han ikke kan udtale sig om sagen, fordi der er tale om indenrigspolitik. Siden hvornår er Villy Søvndal begyndt kun at forholde sig til indenrigspolitik? Til gengæld har han overladt den daglige ledelse eller skulle man sige den daglige optræden på vegne af det ramponerede Socialistiske Folkeparti til socialordfører Özlem Cekic, der vælter rundt i den socialpolitiske manege, som en flok berusede elefanter i en indisk porcelænslandsby. Jo mere Ôzlem Cekic råber om ulighed og fattigdom, desto mere peger pilen tilbage på hende selv og hendes regerings egen socialminister, Karen Hækkerup, der nu til gengæld i fuld offentlighed oversat til almindelig dansk siger, at der ikke er for mange fattige, men for få der gider at tage et job, fordi det ikke altid kan betale sig. Tak for kaffe, siger jeg bare, hvad er regeringens linje på fattigdomsområdet egentlig? Hvis Cekic har ret, må ydelserne jo sættes op; hvis Karen Hækkerup har ret, må pisken svinges hårdere over de ledige, og hvis Bjarne Corydon skulle ende med at få ret, så bliver der nok ikke råd til fattighjælp de næste mange år, den finansielle nedsmeltning taget i betragtning. Selvsamme Corydon bebuder nemlig smalhals fremover grundet den økonomiske recession, han som en af sine første embedsgerninger har ledt Danmark ind i. Samtidig med, at regeringen skændes med sig selv om fattigdomsydelser og højere priser på den kollektive trafik, så er den dog blevet enig med sig selv og Enhedslisten om en finanslov, der selvfølgelig vil gøre det meget dyrere at være dansker. Paradoksalt nok vil de højere afgifter på tobak, øl, sodavand og noget så livsnødvendigt som varme og energi ramme de svagest stillede hårdest og mest ubønhørligt. Men som om det ikke er nok, så vil regeringen også femdoble den såkaldte NOx afgift, hvilket vil ramme i forvejen hårdt ramte områder som Fyn og Nordjylland, hvor gartnerier, cementfabrikker etc. nu risikerer lukning, så mange hundrede måske tusinde arbejdspladser må flyttes østpå til lande, hvor forureningen er langt mere omfattende og skadelig og miljøstanderne små eller ikke eksisterende. For at gøre situationen endnu værre, er Danmark som nævnt officielt meldt i recession, hvilket uundgåeligt vil føre til flere fyringer og større underskud på statens budgetter, hvorfor en ubegavet og dybt asocial brandbeskatning af arbejdskraftintensive erhverv, er det sidste erhvervslivet har brug for. Som jeg tidligere har beskrevet, overlever euroen næppe længe, og skulle den forsøges reddet bliver det til en astronomisk pris, som vil bliver væltet over på de europæiske skatteydere, helt uden garanti for andet end at gælden stiger massivt over hele EU, dog særligt i eurolandene. Tilbage til regeringen og statsminister Helle Thorning-Schmidt, så må man konstatere, at vel formåede hun at erobre magten, men vi er mange, der stadig ikke har fundet ud af, hvad hun vil med den. Vi kan slet ikke gennemskue, hvad de fire partier i rød blok har til fælles, andet end de nyder at øge verdens højeste skattetryk endnu mere, og på en måde så det vender den tunge end nedad, men det kan vel næppe i sig selv være det, de har kæmpet så hårdt for i ti år at få lov til? På mindre end tre måneder har regeringen tabt hele sin legitimitet og folkelige opbakning, og er allerede voldsomt bagud i meningsmålingerne. I mellemtiden optræder Ole Sohn, Ôzlem Cekic og Carsten Hansen og mange andre næsten dagligt på slap line, mens de fleste for længst har opgivet at holde styr på antallet af løftebrud, den nye regering har præsteret, blot har man en fornemmelse af, at vi er oppe på rigtigt mange, og at det sidste ikke er leveret endnu. Jeg startede med at konstatere, at operationen lykkedes, og rød blok vandt magten (mens patienten døde), men kan du kære læser hjælpe mig? Hvad vil rød blok egentlig med magten, for jeg kan ganske enkelt ikke komme på andre forklaringer end, at de nyder ministerbilernes komfort midt i den kolde efterårs- og vintertid? Mvh. Peter Skaarup