Mit indlæg på Politikens blog om terroren versus tegningerne har vakt et vist postyr. En del debattører synes at læse mit indlæg en smule selektivt, hvorfor de forlanger undskyldninger, berigtigelser og andre finurlige ting af mig som respons på deres indlæg. Nuvel, lad mig starte med at adressere den måske mest dybfølte kritik af mit indlæg ; nogle muslimer tager faktisk afstand fra terroren i Mumbai, siges det. Det er i sig selv glimrende, særligt i det omfang, at den muslimske afstandtagen ikke efterfølges af et ”men”. Der er således kommet flere uforbeholdne fordømmelser af terrorangrebet fra muslimsk hold, og det er glimrende. Det har jeg såmænd heller aldrig skrevet, at der ikke er. Min pointe var og er derimod, at der mangler en erkendelse indenfor mainstream islam af, at den til tider alt for ophidsede retorik og sammenblanding af æbler og bananer i den muslimske verden, skaber en atmosfære, hvori ekstremister kan trives, udklækkes og udøve terror fra. Jeg pointerede og pointerer, at ikke alle muslimer er ekstreme, slet ikke, men at der derimod er nogle ekstreme tendenser indenfor Islam, som særligt i disse år står stærkt og ikke får modspil af bærende kræfter indenfor den islamiske verden. Således illustreres det jo så bravt af, at det ekstreme islamistiske styre i Saudi Arabien også fordømte terroren i Mumbai. Men, hvad nytte har den hule fordømmelse, når de selv samme saudiere poster milliarder af dollars i ekstremistiske madrassaer (Koran-skoler), som bruges til at hjernevaske børn i eksempelvis Pakistan og derved danner et vigtigt led i den ekstremistiske fødekæde? Hvad nytter i det hele taget fordømmelser af et, om end meget alvorligt symptom, når årsagen, islamismen, ikke adresseres indenfor mainstream Islam? Selv i det stadigt relativt sekulære Tyrkiet, hvor Atatürk i sin tid gjorde meget ud af at skille staten fra Islam, er Muhammed-tegningerne blev mødt med meget vrede og fordømmelse. Og igen, jeg havde til hensigt i mit indlæg at sammenligne proportionerne i de noget forsinkede optøjer efter Muhammed-tegningerne og den folkelige muslimske tavshed efter terrormyrderierne i Mumbai. Nogle skribenter skriver så, at mange muslimer ikke identificerer sig med terroren og ikke ser sig nødsaget eller kaldet til at tage afstand fra den. Det får nogle skribenter til at sammenligne med den nu afsluttede konflikt i Nordirland og andre kristne konflikter og ballade. Tillad mig her at pointere, at når den afgående præsident Bush har blandet bibelcitater ind i sine politiske udsagn, er han øjeblikkeligt blevet mødt med barsk og vedholdende kritik. Det er således fint. Lad det endelig blive ved og lad os få samme standarder for kritik, når muslimer blander jordisk givne love med de gudgivne af slagsen. Lad mig endvidere gøre klart, at kristne abortmodstanderes brug af vold i USA mod abortklinikker er totalt forkastelig. Men, denne vold baseret på kristendommen, er undtagelsen i den vestlige sekulære verden, hvorimod den muslimske verden, slet ikke synes at være nået til en erkendelse, over en bred kam, at det er tid til reformer, nu! Eksemplet med nordirsk terror forstår jeg i øvrigt ikke i denne sammenhæng. Ingen i hele den vestlige verden, med nogle irske indvandrere i USA som mulig undtagelse, har på noget tidspunkt tøvet med at fordømme den. Mens især den yderste venstrefløj i hele Vesten har haft noget sværere ved at tage afstand fra RAF, Action Direkt og Blekingegadebandens og lignende gruppers terror. Det eksempel rammer hovedet på sømmet. I dag er venstrefløjsterrorismen så godt som uddød i Vesten, hvilket i høj grad skyldes, at glorien er gået af den -blandt de fleste mennesker. Når det sker, bliver det straks sværere for terroristerne at kunne gemme sig i et samfunds midte og føle, at deres handlinger er legitime, endsige finde finansiering og gemmesteder. Når et samfund klart og utvetydigt tager afstand fra terror som et legitimt politisk middel, så tørrer mulighederne for at udøve den også ind. I mit forrige indlæg skrev jeg, at Kurt Westergaards Muhammed-tegninger er relativt ligegyldige. Det har mange reageret på. Skulle nogen mod forventning være i tvivl; er det ikke hans ret til at trykke dem, jeg finder ligegyldig, men derimod tegningernes indhold. Når store dele af den muslimske verden står i brand ovenpå en dybt harmløs tegning, mens mange muslimske landes hovedstæder genlyder af tavshed, når terrorister myrder løs i Islams navn, så undres jeg. Det er som sagt fint, at der kommer nogle terrorfordømmende pressemeddelelser fra nogle officielle institutioner, men når disse ikke bliver fulgt op af konkrete reformer af de økonomiske systemer, ligestillingstiltag, demokratiseringstiltag og i det hele taget moderniseringstiltag i den muslimske verden, er den formelle muslimske afstandtagen fra terror, ikke meget værd. Det er derimod den græsrodsbaserede islamkritik båret af personligheder som Ayan Hirsi Ali, Irshad Manji, Salman Rushdie og den norsk-pakistanske Shabana Rehman, som sætter deres liv ind på at kæmpe for mere frihed i den muslimske verden. Min pointe vedrørende Oslo-processen var, at Yassir Arafat tillod en række terrorangreb på Israel dengang Shimon Peres, som ingen kan tvivle på er fredens mand, var premierminister efter det tragiske mord på Yitzhak Rabin. De blodige og helt umotiverede bombeattentater førte til, at Peres tabte valget og fredsprocessen kølnedes kraftigt. Det er et godt eksempel på, hvordan islamister kan dræbe en fredsproces, når et muslimsk samfund, i dette tilfælde det palæstinensiske, tillader at islamister bor, vokser og trives i deres midte. Endvidere fik historien i Gaza den dybt tragiske udgang, at palæstinenserne efter den israelske rømning valgte den islamistiske Hamas bevægelse til at lede sig. Det betyder, at det kan blive mere end vanskeligt for beboerne i Gaza nogensinde at vælge andre bevægelser til at lede sig. Endelig har der været nogen, der føler sig trådt over tæerne, fordi Pia Kjærsgaard har påpeget det dybt absurde i at, hundredvis af danskere, herunder ikke så få jurister, har kastet sig ind i et forsvar for en terroranklaget tuneser. Lad mig forklare vores bevæggrunde. Når en udlænding kommer til Danmark med islamistiske drømme og truer med at dræbe en dansk tegner, fordi denne udlænding ikke bryder sig om en tegnings indhold, bør han naturligvis udvises på stedet. Det kan desværre ikke lade sig gøre pt., fordi et muslimsk land benytter tortur mod et vist udsnit af sin befolkning. Det får dog ikke de mange menneskerettighedsaktivister på banen. Nej da, hvorfor bekæmpe et problem (udbredt brug af tortur og brud på menneskerettighederne i den islamiske verden) og støtte Dansk Folkeparti i vores kamp mod de skadelige sider ved Islam, når man i stedet kan angribe Dansk Folkeparti ved at påstå, at vi skulle være imod menneskerettighederne? Dansk Folkeparti støtter naturligvis almindelig lov og ret for borgerne forstået på den måde, at danske statsborgere skal behandles ordentligt og i overensstemmelse med disse. Endvidere mener vi, at alle lande, herunder de ca. 57 mere eller mindre diktatoriske muslimske stater i verden, skal behandle deres statsborgere i overensstemmelse med sådanne rettigheder. Kommer der et menneske til Danmark fra et andet land, der qua sin religion og/eller ideologi er imod, at alle mennesker skal behandles humant og som konsekvens deraf eksempelvis truer en dansk borger med vold, så må han udvises. I det omfang, at såkaldte menneskerettighedseksperter sætter en voldsforherligende udlændings rettigheder over en dansk borgers, så står jeg af. Det giver ikke mening. Danmark må ikke ende som et eksil for islamistiske terrorister, som kommer hertil for at blive beskyttet mod udemokratiske regimer, som islamisterne pr. definition ønsker en stat skal være.