Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Tegning.Mette Dreyer

Tegning.Mette Dreyer

Uffe Elbæk

Politik handler om mere end tal – det handler om værdier

Desværre bærer den politiske debat mere og mere præg af grove forsimplinger - det skaber en uværdig og perspektivløs samtale om tidens største emner.

Uffe Elbæk

Jeg læste for nylig en tankevækkende opridsning af flygtningedebatten på Twitter. Her viderebragte en twitterbruger sit indtryk af, hvilke regler, der gælder for debatten, som jeg gerne vil gengive her:

Reglerne blev beskrevet sådan: 1. Hvis man siger, at Danmark skal tage så få flygtninge som muligt, så er det et konkret, tilfredsstillende svar. 2. Hvis man siger, at Danmark skal tage så mange flygtninge som muligt, så er det et abstrakt og utilfredsstillende svar. 3. Hvis man siger, at Danmark kan tage flere flygtninge, så skal man bruge tre uger på at forklare, at man ikke mener alle verdens flygtninge. 4. Man må gerne sige, at Danmark er presset i bund på grund af flygtninge. Det udløser ikke spørgsmål om, hvorvidt det passer med virkeligheden. 5. Hvis man synes, at flere flygtninge er ok, skal man huske at fremlægge detaljeret budget. 6. Man må gerne gå ind for konventionsbrud og antihumanisme – det opfattes som normale og afdæmpede synspunkter. 7. Men man er tossegod, hvis man bekender sig til basale humanistiske værdier. Slut.

Jeg ved ikke med jer, men for mig satte reglerne, uanset at de måske er lidt fortegnede, nogle principielle tanker i gang om, hvordan den offentlige debat om den humanitære krisesituation egentlig udfolder sig.

Det er tydeligt, at ufravigelige kategoriseringer tiltrækker medier. De er håndgribelige og til at forholde sig til (og det gør jo nok heller ikke noget, at det er noget, man kan hænge politikerne op på). Men for mig er konkrete tal og kategoriseringer blot en lille del af billedet. Politik er så meget mere end excel-ark. Politik skal for mig at se først og fremmest være bygget på værdier, som former, hvordan vi reagerer i en given situation.

For mig bør politik være dynamisk, ikke statisk, og når den tilpasser sig den verden, vi lever i, er den bedst. Hvis politik bliver fastlåst og dogmatisk, frarøver vi os selv chancen for at reagere ansvarsfuldt på de udfordringer, som vi bliver præsenteret for på et andet tidspunkt end på det tidspunkt, hvor vores politik blev udformet.

Vi skal løfte blikket fra excel-arket, have modet til at formulere vores visioner for en markant anden fremtid. Ellers kommer den aldrig til at indfinde sig.

Før valget var regeringens politik en såkaldt straksopbremsning for antallet af asylansøgere. Jeg var meget uenig i det mål, men jeg havde naturligvis respekt for, at det var regeringens politik. Jeg har lige så stor respekt for, at virkeligheden kort efter sommer viste sig som en anden, og at regeringen følgelig måtte justere sin politik.

Det skal den ikke hånes for, fordi jeg har sådan set en forståelse for, at regeringen reagerer på en hastig udvikling – på en måde, som regeringen finder bedst. Det er en ny realitet, at den måde, samfundet politisk har indrettet sig på, får sværere at sværere med at følge med de hastige omvæltninger, vi står overfor. Derfor reagerer jeg også skarpt, når f.eks. politiske kolleger og medier anlægger den præmis, at en kontinuerlig udvikling og videreudvikling af løsningsmodeller er udtryk for slinger, inkonsistens og al mulig dårligdom.

I min optik er det det stik modsatte: Udvikling og videreudvikling af løsninger er selve det 21. århundredes forudsætning for, at vi politikere fortsat er relevante i forhold til at skabe en fælles fremtid, som vi alle nærer håb til. Også derfor skal vi ophøre med at acceptere, når nogle forsøger at fastlåse politikere til de svar, de gav på et tidspunkt, hvor udfordringerne var nogle helt andre. Underlægger man sig denne præmis, accepterer man at blive gjort til en reaktionær og med tiden dybt irrelevant politisk stemme. Derfor afslog jeg præmissen, da den i 'Vi ses hos Clement' viste sit ansigt, og derfor vil jeg gøre det igen en anden gang.

Og for dem, der ikke har set interviewet, så stod præmissen klart frem, da jeg blev bedt om at forholde mig til, at jeg i DR2 Debatten i september sidste år svarede: ”Ja, det er faktisk tæt på” til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skulle kopiere Sveriges politik. Pointen var vel at vise, at Sverige var blevet klogere eller havde ændret politik, men gjaldt det også mig? Var jeg blevet klogere og havde jeg ændret holdning? Og ja, vi er vel forhåbentlig alle blevet klogere siden dengang – på mange ting. Vi er f.eks. blevet klogere på, at situationen betyder, at ingen europæisk nation kan gå enegang. Sverige måtte ændre sin flygtningepolitik, fordi de blev svigtet af næsten alle andre EU-lande, herunder Danmark. Så ja, verden har udviklet sig, og vi har set, hvad der virker, og hvad der ikke virker.

Er selve vægtningen, hvor vores fulde fokus er på de relativt få mennesker, der banker på vores dør i Danmark, i stedet for på de mange millioner, der er på flugt, ikke i sig selv et brud på menneskerettighedskonventionerne?

For eksempel burde det stå lysende klart for alle, at der kun er fire metoder til at begrænse antallet af flygtninge, som det så køligt og klinisk bliver kaldt.

Den første går ud på at nægte medmennesker hjælp, når de har allermest brug for det - en kurs, vi ikke kan anlægge uden et grundlæggende brud med de menneskerettighedskonventioner, som Danmark efter 2. verdenskrig var den første nation, der underskrev. Den metode er jeg stærk og grundlæggende modstander af. Konventionerne er fra en anden tid, ja, men skal de justeres er det bydende nødvendigt at understrege, at det skal være for fortsat at sikre menneskers beskyttelse og basale rettigheder – ikke for at gøre nationalstaters råderum for magtudøvelse større. Et eksempel er, at vi skal sikre klimaflygtninges rettigheder bedre.

Den metode er jeg stærk og grundlæggende modstander af. Konventionerne er fra en anden tid, ja, men skal de justeres er min holdning, at det kun skal være for at imødekomme, at klimaflygtninge lige nu ikke er omfattet af dem.

Den anden går ud på at vedtage symbolsk skræmmepolitik, som f.eks. smykkelovgivning, fordyrende teltlejre og den fattiggørende integrationsydelse, der sender et klart signal om, at Danmark er et ubehageligt sted at komme til. Det finder jeg grundlæggende uværdigt for Danmark som nation, fordi en behandling af nødstedte medmennesker, der indebærer kropsvisitering, teltlejre og integrationsydelse i min optik er decideret inhuman – og nok så vigtigt; decideret kontraproduktiv i forhold til at skabe verdens bedste integrationsindsats.

Den tredje går ud på, at vor lands statsminister går forrest i forhold til at presse på for en fælles europæisk løsning i stedet for at gemme sig bag nationalgrænser. Og det er sådan set mit ønske for vor statsminister - og også, hvad jeg selv havde gjort. Jeg havde med det samme grebet knoglen, begyndt med at ringe til Sverige og Tyskland og dannet fælles front i EU med henblik på at få den kvoteordning, som med det samme ville betyde en fair fordeling af flygtningene mellem EU-landene – og faktisk ville betyde, at Danmark ville tage langt færre, end vi gør med den nuværende politik.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den fjerde går ud på, at bl.a. Danmark investerer massivt i hjælp til nærområderne således, at færre tager turen over det Middelhav, der for længst har udviklet sig til en massegrav, samt op igennem Europa langs togbaner og motorveje. Ikke alene har regeringen skåret kraftigt i udviklingsbistanden, men den bruger også en rekordhøj andel af pengene herhjemme. Vi kunne sagtens gå forrest her og hæve udviklingsbistanden, fordi vi får langt mere for pengene i nærområderne, men det kunne også tjene til igen at gøre Danmark til en humanistisk bastion, der viser vejen for alle andre.

Med regeringens kurs er skabt en national virkelighed, der er markant anderledes, end hvis vi havde opnået et andet parlamentarisk flertal. Og jeg kan ikke undgå at stille mig selv det spørgsmål, om regeringen og dens støttepartier i virkeligheden gerne vil fastholde den perspektiv-forvrængning, der går ud på, at den humanitære nødsituation på én eller anden måde kun handler om Danmark? Den perspektiv-forvrængning, der skaber et forfladiget fokus på de omkring 21.225 flygtninge, der søgte til Danmark i 2015, og hvoraf kun 10.856 fik ophold, mens de 4,8 mio. flygtninge uden for Syrien og de 6,5 mio. internt fordrevne mennesker, der har fået tilværelsen ødelagt af krig og ødelæggelse, nærmest aldrig bliver nævnt.

At den perspektiv-forvrængning er blevet så bredt accepteret og dermed dominerer, er mig nærmest ubegribeligt. Jeg bilder mig ind, at det har noget at gøre med, at det nære, det vi umiddelbart kan identificere os med, er nemmere og hurtigere at formidle. Dermed også sagt, at identifikation er så stærk en drift, at det risikerer helt at skubbe væsentlighed og perspektiveringer ud i glemslen. Det bør give anledning til en del refleksioner.

For hvordan er vi dog nået dertil, at spørgsmål til antal talt i tusinder, fylder så markant meget mere end, hvad vi dog som nation skal gøre ved de millioner og atter millioner af medmennesker, der lider i og nær Syrien? Og taget helt til kanten: Er selve vægtningen, hvor vores fulde fokus er på de relativt få mennesker, der banker på vores dør i Danmark, i stedet for på de mange millioner, der er på flugt, ikke i sig selv et brud på menneskerettighedskonventionerne? Konventionerne tilsiger jo, at alle menneskeliv er lige. Bryder medierne, med deres accept af forvrængningen, dagligt med den grundlæggende tanke, at alle menneskeliv har samme værdi?

Det er et åbent spørgsmål, men jeg har én gang for alle besluttet, at jeg ikke bidrager til den forvrængning. At gå med på den ville for mig være uværdigt over for den massive humanitære krisesituation, uværdigt i forhold til hvert eneste medmenneske, bedstemor, bedstefar, mor, far og barn, der gemmer sig bag statistikkernes omtale af millioner på flugt fra krig og ødelæggelse.

Jeg holder fast, som jeg også gjorde i 'Vi ses hos Clement'. Vores politik er den samme, fordi den bygger på værdier: Vi skal overholde konventionerne, vi tror på, at alle menneskeliv har samme værdi. Danmark kan også godt bidrage mere og modtage flere mennesker, der flygter fra død og ødelæggelse. Jo flere vi tager, jo større praktisk opgave er det naturligvis, men Danmark er et rigt og velorganiseret land, og vi kan løse store ting, når vi står sammen. Vi vil presse på for en europæisk kvoteløsning. Vi insisterer på vores ret til at blive klogere. Men vi viger ikke fra udgangspunktet. Vi vil ikke svare kategorisk og kvantitativt på et moralsk spørgsmål. Det er ikke til diskussion.

Nå, men det har så økonomiske konsekvenser. Og ja, det har det. Nå, men hvor skal pengene komme fra? Ja, det må vi jo se, når udfordringen viser sig. Vi har nogle bud, men vi må jo se, hvor der tegner sig et flertal. Det er vores politik. Og så råbes der: ”Men så undergraver I jo selveste velfærdsstaten, når flygtningeudgifterne eksploderer.” Nej, se ud af vinduet – ligner det, at Danmark er ved at bukke under, og vi aldrig igen får råd til et samtalekøkken? Det gør det ikke.

Når jeg ser ud af vinduet ser jeg et velhavende land, men jeg ser også et land, der har mistet noget af sin nationale selvtillid. Vi har mistet troen på, hvad vi sammen kan opnå. Det fremskridt, vi har tradition for at skabe sammen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ser også – og her er vi tilbage til de opstillede regler for flygtningedebatten, som jeg begyndte med at referere – et land, der har mistet noget af sin orientering. Et land, hvor tale om konventionsbrud er blevet legitimt, hvor der tales om at teste Grundloven. Alt sammen uden det afføder den store bestyrtelse fra de mange.

Det bekymrer mig ærlig talt. Jeg vil ikke bare acceptere, at en fælles europæisk løsning kan synes langt væk og derfor kaste det, vi har bygget op, over bord. Politik er også det lange seje træk, selvom det kan være svært.

Hvis politik blev reduceret til ja-nej spørgsmål og ufravigelige tal, hvis kontraktpolitikken herskede, hvis vi ikke så udgifter, som de investeringer de var, da vi opbyggede det Danmark, vi kender i dag, havde vi aldrig fået et velfærdssamfund. Vi skal turde drømme om noget bedre, vi skal løfte blikket fra excel-arket, have modet til at formulere vores visioner for en markant anden fremtid. Ellers kommer den aldrig til at indfinde sig. Og det skal den, det insisterer jeg på.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce