Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Roald Als (arkiv)
Foto: Roald Als/Politiken-Tegning

Tegning: Roald Als (arkiv)

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Centrum-venstre skal droppe flirt med nationalistisk højrefløj

Det bedste værn mod en gentagelse af 20’ernes og 30’ernes fejltrin er, at vi minder os selv og hinanden om dem. Og én af fejlene dengang var, at datidens progressive bevægelser var for sene til at finde fælles fodslag.

Uffe Elbæk
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg har brugt første del af min vinterferie på at læse bogen The Man Who Loved Dogs af den cubanske forfatter Leonardo Padura.

Det er en fantastisk roman, der fortæller historien om Leon Trotsky’s eksil-periode uden for Sovjet, der begyndte i Tyrkiet, videre derfra til Frankrig og Norge for at slutte i Mexico, hvor han blev myrdet af en sovjetisk agent med en ishakke.

Når jeg deler min læse-oplevelse af The Man Who Loved Dogs, er det ikke bare for at fortælle, hvor god en bog der er tale om, men også fordi bogens fortælling på fornemmeste vis sætter en historisk ramme om de begivenheder, der lige nu udfolder sig i USA og Europa.

En historisk ramme, som vi er alt for dårlige til at minde hinanden om.

Vi er for dårlige til at minde hinanden om, hvor politisk skrøbeligt vores demokratiske institutioner er, for dårlige til at minde hinanden om, at demokratiet aldrig kan eller må tages for givet og alt, alt for dårlige til at minde hinanden om, hvordan den manglende tillid mellem europæiske politiske partier og bevægelser – fra anarkisterne, kommunisterne, og trotskisterne over socialdemokraterne til de socialliberale – fik fatale politiske konsekvenser; fx borgerkrigen i Spanien og Hitlers demokratiske valgsejr i Tyskland.

Flere gange måtte jeg stoppe undervejs i min læsning for at stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor er vi dog ikke blevet klogere?

For bogens dramatiske historiske begivenheder er som at se en krystalklar spejling af det, der sker i vores del af verden i dag: Ekstreme højre-regeringer har taget magten i Polen og Ungarn, i Østrig blev kandidaten fra den yderste højrefløj kun med et mulehår slået af den grønne, progressive kandidat.

Tænk på Brexit i England, der rystede EU, Marine Le Pen i Frankrig og Geert Wilders i Holland for ikke at glemme Donald Trumps valgsejr i USA.

Og herhjemme er det nærmest blevet dagligdag, at vi i Folketinget går ud til kanten af konventionerne og dermed menneskerettighederne.

Eller at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om du overhovedet er dansker, hvis du ikke er kristen eller kan føre dit familietræ tre, fire, fem generationer tilbage.

Der står nu en række selvsikre nationalistiske og højre-populistiske partier og bevægelser med stor folkelig opbakning til deres enkle politiske dem-og-os-svar på komplekse problemstillinger. Over for dem står en række humanistisk orienterede centrum-venstre-partier og bevægelser, som igen og igen har svært ved at finde fælles fodslag.

Muligvis skyldes dette, at vi endnu ikke har formået sammen at udvikle en fælles forståelse og politisk analyse af det, der lige nu udfolder sig i Europa og USA.

I hvert fald ser jeg intet politisk perspektiv i, at nogle fra centrum-venstre indleder et mere forpligtende samarbejde med disse højredrejede nationalistiske politiske bevægelser. De værdier og det menneskesyn der ligger bag disse politiske bevægelser skal ikke legitimeres, fordi det var selve én af fortidens mange fejl.

Det eneste, der i min optik er håbefuldt, er, at vi sammen får defineret et fælles politisk ståsted, hvorfra den nuværende opposition kan overbevise om, at vi vil alt andet end gentage fortidens fejl.

Det bliver ingen let opgave, fordi der er alt for mange politiske spøgelser i lokalet, når vi oppositionsledere mødes. Sådan oplever jeg det i hvert fald.

Jeg ser intet politisk perspektiv i, at nogle fra centrum-venstre indleder et mere forpligtende samarbejde med højredrejede nationalistiske politiske bevægelser

En af de mest markante og mest højtråbende spøgelser er, at vi aldrig sammen har evalueret, eller bare snakket om, hvorfor den sidste centrum-venstre-regering aldrig for alvor kom op at flyve.

Et flertal af danskerne var klar på et kursskifte for Danmark efter mere end ti års borgerligt styre. Men denne længsel – eller håb om man vil – efter noget helt andet end Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen blev aldrig indfriet.

Til gengæld fik Danmark hurtigt en samspilsramt regering, der var kendetegnet ved politisk 'business as usual'. De dårlige beslutninger nærmest klæbede sig til den forrige regering fra dag et – og jeg ved, hvad jeg taler om, fordi jeg var selv en del af dramaet.

Tag bare beslutningen om dagpengereformen, folkeskolereformen, sænkelse af selskabsskatten, offentlighedsloven eller salget af Dong.

Kendetegnede for disse politiske prioriteringer var en bestemt politiske logik; den neoliberale logik.

Og ja, jeg ved godt, at der også var gode beslutninger – eksempelvis energiforliget, men det ændrer ikke ved, at den forrige regering aldrig fik forløst sit politiske eller folkelige potentiale, og det var ikke bare fordi vi stod midt i en finanskrise, selvom det selvfølgelig gjorde opgaven sværere.

Nej, det skyldtes – efter min bedste vurdering – fraværet af reelt forandrende, visionær, inspirerende og involverende politisk lederskab.

Det her er blot mit forsøg på at komme med en ærlig vurdering af, hvorfor det gik så galt som det gjorde. Med den ambition for øje, at vi ikke skal stå lige så politisk uforberedt, når vi skal ud i valg igen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Alle partierne i oppositionen har en større eller mindre aktie i, at der lige nu ikke er fundet fælles fodslag på den danske centrum-venstrefløj. Jeg er sikker på, at en sådan kun findes ved, at vi går på fælles nysgerrig opdagelse i hvorfor, det gik så grueligt galt senest vi havde et fælles politisk projekt sammen?

Ikke kun for at nærme os en fælles analyse af, hvad der gik så galt, men også for at klinke eventuelle skår fra den tid.

Jeg har altid set det at begå fejl som en vigtig del af livet – vel at mærke under forudsætning af, at man efterfølgende er i stand til at svare på følgende fire meget konkrete og enkle spørgsmål: Hvad var fejlen i det, der skete? Hvad er min del af ansvaret for det skete? Hvad vil jeg lære af det? Og endelig: Hvordan vil jeg gøre det anderledes næste gang, jeg står i samme situation? Og 'næste gang' kan komme før vi aner det og senest sommeren 2019.

I den henseende er dagens positive nyhed fra vores egen oppositionsverden, at der er kommet en fælles frokost-dato i april ind i vores respektive kalendere. Så noget samlende er sat i bevægelse.

Jeg ønsker mig en fremtid, hvor vi allesammen – på tværs af land og by og på tværs af fastlåste politiske skillelinjer og positioner – skaber et langt mere grønt, kreativt, entreprenant, meningsfuldt og solidarisk Danmark.

Ja, vores ambition er – sammen med alle der vil være med – at udvikle et progressivt bud på en generation 2.0-udgave af det skandinaviske velfærdssamfund inden for rammen af et forpligtigende europæisk fællesskab.

Vi ser for os et Danmark, der har som ambition at være verdens udviklingslaboratorium, når det gælder bæredygtige løsninger – både på det økonomiske, menneskelige og ikke mindst på det grønne område.

Vores politiske perspektiv er, at Danmark ikke bare skal være det bedste land i verden, men det bedste land for verden. Det er derfra vi taler og forstår verden. Både når vi møder de andre oppositionspartier, som når vi møder regeringen og regerings støtteparti.

Og så lige en ting mere: Der er for os ingen tvivl om, at der er to afgørende samfundsfaktorer som igennem historien har været de mest udslagsgivende, når vi har set større civilisationssammenbrud. Den første sammenbrudsfaktor er, hvis der bliver for stor forskel mellem rig og fattig. Og den anden er knaphed på ressourcer.

Det er med disse perspektiver, ambitioner og overvejelser i vores politiske rygsæk, at vi har lyst til at møde vores kollegaer i oppositionen og alle jer andre, som vil et andet Danmark, end det vi i dag er kendt for.

Lad os derfor aftale tid og sted, hvor vi sammen kan finde ud af, hvad vi kan blive enige om. Og for den sags skyld også hvad vi ikke kan blive enige om?

Og så er jeg tilbage ved The Man Who Loved Dogs: For bogen er et sandt opslagsværk i, hvad der gik galt for centrum-venstre-partierne og en række liberale partier i 20’ernes og 30’ernes Europa.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke mindst det faktum, at de progressive og liberale partier desværre alt for ofte var mere optaget af at modarbejde hinanden end at tage den demokratiske trussel fra højre-nationalisterne alvorligt – før det hele var for sent.

Og resten er historie som man siger. Men desværre en historie, der alt for hurtigt igen kan blive til meget nærværende virkelighed.

For Hitler kom ikke til magten ved et kup, men ved demokratisk valg.

Det må ingen af os glemme. Og da slet ikke os i oppositionen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden