Der er stille fra Liberal Alliance i øjeblikket. Det er ikke så sært: De økonomiske reformer, som skulle være partiets eksistensberettigelse, er nu påbegyndt uden deres medvirken. Da det kom til stykket, foretrak Anders Samuelsen og disciple at råbe liberalistiske floskler i ørkenen – frem for at deltage i de konkrete forhandlinger om løsning af Danmarks økonomiske problemer. Strømmen af smarte one-liners flyder fortsat, mens vi ikke ser meget til resultater eller pragmatisme.
I virkeligheden er det vel så enkelt, at der ikke længere er brug for Liberal Alliance. Så længe VKO-regeringen nidkært forvaltede det Fogh’ske reformstop, var der behov for et idelogisk og reformorienteret borgerligt parti. Men nu findes der ikke længere plads i det politiske spektrum. Til gengæld er der et andet hul, som Ny Alliance med Gitte Seeberg i sin tid gik efter: Det pragmatiske og humanistiske midterparti. Historisk betragtet har der gerne været plads til et parti eller tre i det område: Centrum Demokraterne, Kristeligt Folkeparti (som de hed dengang), Retsforbundet, Radikale Venstre. Men midtbanen har Liberal Alliance forladt med brask og bram. Pragmatisk humanisme er der ikke plads til, kun neanderthal-agtig liberalisme med fremskudt underkæbe og udspilede næsebor.
