Medlidenheden og medfølelsen strømmer i disse dage fra borgerlige politikere til Henrik Sass Larsen. "Ja ja Sasskovitz... Det er noget skidt. Men du fortjener ikke at miste alt pga. det der" skrev Venstres Søren Pind jovialt og uddybede: "Sagen er jo den, at han er retsløs. Og der må man jo som kollega sige, at det er ikke en holdbar situation for nogen af os". Pinds partikollega, Martin Geertsen gik skridtet videre og krævede svar fra justitsministeren på, om han var "tilfreds med den proces, som Sass Larsen har været igennem", og han spurgte retorisk: "Er en sms til den forkerte mand på det forkerte tidspunkt virkelig nok til ikke at blive sikkerhedsgodkendt og dermed minister i Danmark? Eller har der siddet embedsmænd og lavet stærkt politiske vurderinger?" Venstres løver i dybfølt redningsarbejde for Socialdemokraternes vingeskudte ørn? Hvor er det smukt, det er jo lige før, man bliver rørt. Men så er det, at vækkeuret ringer, og det er tid til at vågne op til virkeligheden. For naturligvis er det borgerlige engagement i denne sag ikke et ædelt forsvar for en politisk modstander eller en idealistisk kamp for dyrbare principper. Det er drevent drilleri, men frem for alt er det drivende dobbeltmoral. Det første - altså drilleriet - kan man selvfølgelig ikke bebrejde oppositionen. Der skal drilles, hvor der drilles kan, og man må give dem topkarakter for skuespillet. For det er godt nok længe siden, at man har set borgerlige politikere tale så dybfølt om borgerrettigheder og retssikkerhed. Men sagen er, at de selvsamme politikere gennem ti år har skubbet PET foran sig og trukket på skuldrene, når nogen nævnte ordet retssikkerhed. Det er for eksempel ikke mere end fire måneder siden, at Søren Pind under stor mystik og dramatik indkaldte til pressemøde om "rigets sikkerhed". Pind var kommet i et dilemma, som han med vanlig sans for selviscenesættelse følte sig kaldet til at inddrage det samlede danske pressekorps i. Dilemmaet bestod i, at man ifølge konventionerne ikke kan nægte statsløse ret til dansk statsborgerskab, selvom de er i PET's søgelys. Kun hvis de er kendt skyldige i en forbrydelse mod rigets sikkerhed, kan de fratages retten til statsborgerskab. På pressemødet blev Pind spurgt ind til den konkrete sag, men Pind forklarede med vigende blik og alvor i stemmen, at det kun var PET, der lå inde med informationer om sagen. Dengang fandt Søren Pind altså ingen anledning til at stille spørgsmålstegn ved efterretningstjenestens dømmekraft. Og denne sag var ikke en enlig svale. I perioden 2001-2005 blev 15 mennesker nægtet statsborgerskab efter indstilling fra PET. Siden 2005 har Integrationsministeriet ikke gjort tallet op, men pressen har afdækket flere sager, hvor udlændinge er blevet nægtet indfødsret efter indstilling fra PET. Det gælder for eksempel den somaliske Ibrahim Ahmed, der i 2004 blev udnævnt som rollemodel af daværende integrationsminister Bertel Haarder. Ibrahim Ahmed opfyldte alle de formelle krav, men fik til sin store overraskelse et afslag, som der ikke kunne "gives nogen begrundelse for", og som "ikke kan påklages til anden myndighed". Det betyder, at det er PET, der står bag afslaget. Den sag vakte en del debat i foråret, hvor eksperter og den daværende opposition pegede på behovet for øget retssikkerhed for udlændinge i indfødsretssager. Det blev bl.a. foreslået, at der skulle oprettes et kontrolorgan eller indføres en ankemulighed i denne type sager. Men den daværende regering var hverken interesseret i kontrolorganer eller klarere retningslinjer: "Det har vi altså ikke brug for i Danmark", sagde de konservatives formand for Indfødsretsudvalget, Tom Behnke, som mente, at et kontroludvalg ville være udtryk for mistillid til PET. Når det handler om udlændinge, har borgerlige politikere altså blind tillid til PET. Når det derimod gælder folketingspolitikeres mulighed for at stige i graderne - så er det tid til at stille spørgsmål ved PET og tale om retssikkerhed og borgerrettigheder. Man har selvfølgelig lov at drømme om, at Sass-sagen vil sprede et erkendelsens lys og give borgernes retssikkerhed højere prioritet blandt de mest ideologiske borgerlige politikere. Desværre er det nok for meget at håbe på. Foreløbig må vi nøjes med at notere os, at visse borgerlige politikere ikke har noget problem med at argumentere emotionelt og selvhøjtideligt, mens dobbeltmoralen driver ned ad væggen.