Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Zenia Stampe
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Nærområderne kan aldrig blive en permanent løsning for flygtninge

Forventer vi virkelig, at et lille, skrøbeligt land som Libanon kan integrere 1,5 millioner syrere, når vi selv piber og tuder ved udsigten til at skulle integrere 12.000?

Zenia Stampe
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

'Vi håber, at vi kunne komme til et mere rigt land. Det ville måske give os mulighed for at skabe en tilværelse. Jeg vil bare gerne arbejde', sådan sagde en syrisk familiefar til Morten Østergaard, da ministeren forleden mødte ham i en flygtningelejr i Jordan.

Jeg synes, citatet tegner et knivskarp portræt af de flygtninge, der banker på vores dør. De kommer ikke for at udnytte os. De kommer, fordi de var nødt til at flygte, og fordi de - gudskelov, har man lyst til at sige - ikke har opgivet drømmen om at få en bare nogenlunde normal tilværelse igen. En tilværelse, hvor de voksne kan arbejde, og børnene kan uddanne sig.

De gigantiske flygtningelejre i nærområderne er ofte flygtningenes første stop. De fleste flygtninge bliver, men nogen tager videre. For nok kan lejrene tilbyde akut beskyttelse, tag (telt!) over hovedet og forplejning - men de kan aldrig blive en permanent løsning, hvis krigen trækker ud. Og det gør krige fra tid til anden.

Når vi hører de borgerlige partier sige, at de hellere vil hjælpe i nærområderne end herhjemme, er det derfor en både meget kortsigtet og banaliseret holdning. Selvfølgelig skal vi hjælpe i nærområderne. Og for konflikter, der kan løses inden for en overskuelig tidshorisont, er det også den bedste løsning. For eksempel var det godt, at de mange kosovoalbanske flygtninge primært flygtede til Albanien, da Serbien invaderede i 1999. Konflikten varede ikke så længe, og de fleste kunne ret hurtigt flytte hjem igen.

Men hjælpen til nærområderne kan ikke stå alene. For hvis en konflikt trækker ud i mange år, er udsigtsløs opbevaring i lejre aldrig en reel løsning. Hverken for flygtningene eller de - ofte skrøbelige - lande, der lægger jord til lejrene.

For ingen mennesker er tjent med at henslæbe et helt liv i en lejr uden indhold og uden fremtidsperspektiv. Det er derfor, at folk sætter livet på spil for at komme væk fra de store lejre i nærområderne. De ønsker ikke bare at overleve. De ønsker også at give deres børn en fremtid. Og helt ærligt: Hvem kan fortænke dem i det? Ville du og jeg ikke gøre det samme, hvis det var os, der var i den situation?

I Danmark ønsker vi heller ikke udsigtsløs opbevaring i vores asylcentre. Derfor giver vi flygtninge mulighed for at flytte ud af asylcentrene, tage arbejde og uddanne sig, når de har fået tildelt asyl. De skal have mulighed for at leve en normal tilværelse.

Men vi kan ikke stille en tilsvarende forventning op til landene i nærområderne. Tag for eksempel et lille land som Libanon. Det er et land, jeg har besøgt flere gange, senest i 2013. Landet har en befolkning på omkring 4,5 millioner og et areal, der er en fjerdedel af Danmarks. Lige nu bor der omkring 1,5 millioner syriske flygtninge i Libanon – nogen siger helt op til 2 millioner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Libanon kan give flygtningene midlertidigt ly. Men at forestille sig, at Libanon kan integrere 1,5 millioner syriske flygtninge, hvis krigen trækker ud – det er ikke bare en urimelig tanke. Den er også farlig. For Libanon er et land med mange indre spændinger, og det er lidt af et mirakel, at det indtil videre er lykkedes at undgå reelle krigshandlinger i landet til trods for, at det ligger lige ved siden af Syrien, og at det kun er få år siden, at en rædselsfuld borgerkrig flåede landet i stykker. Men flygtningesituationen er en kilde til øgede spændinger.

Dem, der mener, at svaret på flygtningestrømmene udelukkende ligger i nærområderne, skylder os derfor svar på nogle helt centrale spørgsmål:

Hvad nu hvis krigen trækker ud? Skal mennesker så indstille sig på at leve et helt liv i en flygtningelejr? Eller forventer vi virkelig, at et lille, skrøbeligt land som Libanon kan integrere 1,5 millioner syrere, når vi selv piber og tuder ved udsigten til at skulle integrere 12.000?

Vi har et ansvar for at skabe akut beskyttelse for flygtningene. Derfor hjælper vi i nærområderne. Men vi har også et ansvar for at skabe en meningsfuld og langsigtet ramme om flygtningenes tilværelse, hvis krigen trækker ud. Derfor skal vi også tage imod flygtninge her og være villige til at integrere dem – ikke bare opbevare dem.

Og derfor kan man ikke stille den akutte beskyttelse i nærområderne op over for den langsigtede modtagelse af flygtninge i for eksempel Danmark. Det svarer til at sammenligne akut, livreddende hjertemassage med langsigtet genoptræning. Det er to vidt forskellige ting, og jeg tror, at de fleste ville ryste på hovedet, hvis man begyndte at skære i genoptræningen under henvisning til opsætning af flere hjertestartere. Men det er akkurat lige så absurd, når de borgerlige siger, at de vil tage imod færre flygtninge i Danmark, for til gengæld at hjælpe flere i nærområderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan være, at sangen om nærområderne kan hjælpe borgerlige politikere med at høste løse stemmer. De lokkende toner til nærområdernes pris kan lyde smukke og besnærende. Men problemet er, at melodien er skrevet på humbug, rytmen bankes af indenrigspolitik, og teksten er tygget på valgflæsk. Det er tom musik, der ikke indeholder rene toner.

Vi har et ansvar. Men jeg medgiver også, at det ikke er vores ansvar alene. Det er en opgave, som vi kun kan løfte sammen med andre lande. Men hvis vi vil have andre til at tage ansvar, så må vi også selv gøre det. Og hvor ville jeg ønske, at vi kunne gøre det på en måde, hvor vi rækker ud efter flygtningenes potentiale i stedet for at møde dem med systematisk mistænkeliggørelse og dæmonisering. Flygtninge kommer her for at gøre en forskel med deres liv. Lad os sørge for, at de får mulighed for det. Til gavn for Danmark.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

Forsiden