Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Zenia Stampe

Det er først, når du indrømmer, at du føler dig krænket, at du bliver udråbt som taber

For mig har den sexistiske, voldsomme og til tider truende retorik været virkelighed, siden jeg meldte mig ind i den offentlige debat for snart 10 år siden.?

Zenia Stampe

I en ny programserie sætter DR2 fokus på de vilkår, som kvindelige meningsdannere arbejder under. Jeg er glad for, at Danmarks Radio har taget initiativ til debatten. Men jeg synes også, at det er sigende, at det ikke er de mennesker, der udsættes for chikanen, der har taget initiativet.

Jeg har selv sagt ja til at deltage i programmerne, men i lighed med mange af de andre deltagere, er det først sket efter nøje overvejelser. Hvorfor? Fordi vi alle har været bange for at blive beskyldt for at 'spille offerkortet' eller 'krænkelseskortet'. For er der noget, der er tabu, så er det netop dét.

LÆS OGSÅ

Det er stærkt ubehageligt at blive udsat for sexisme, racisme, antisemitisme, islamofobi eller homofobi. Det siger sig selv. Men det er først, når du indrømmer, at du føler dig krænket, at du bliver udråbt som taber. Så må alle pludselig kaste sig over dig. Og du vil blive krænket igen.

Du vil blive overdænget med argumenter af typen 'tag en tudekiks', 'forstå en joke', 'lad nu være med at klynke', 'du er bare ude efter billige point' og 'du har jo selv sagt (indsæt her en 3-4 år gammel skærpet formulering, der er taget ud af kontekst), og så må du jo finde dig i at få igen fra samme skuffe'.

Det kan være meget ydmygende, særligt fordi denne krænkelse nummer to foregår i det offentlige rum og ofte foretages af mange mennesker, der råber i kor. Man har ikke lyst til at blive dobbelt-krænket. Derfor lader man være med at give udtryk for, at den første krænkelse var ubehagelig.

For mig har den sexistiske, voldsomme og til tider truende retorik været virkelighed, siden jeg meldte mig ind i den offentlige debat for snart 10 år siden. I starten blev jeg forskrækket, flov og ked af det. I dag har jeg lært at trække på skuldrene, trykke delete og gå i en stor bue uden om bestemte debatfora på nettet. Jeg har set så mange kommentarer, at jeg efterhånden bare kategoriserer dem – 'nå, en af dem' – og kommer videre.

Her er et lille overblik over de mest almindelige kommentartyper – fra de irriterende til de decideret truende:

Først er der de relativt uskyldige, men alligevel irriterende, fordi de systematisk bliver brug om kvinder, sjældent om mænd: Hysterisk. Skinger. Forvirret. Naiv. Psykisk ustabil. Blank. Dum. Lille skat.

Så er der de ubehagelige: Luder. Feltmadras. Tyskerstøs. Sæk. So. Kælling. Landsforræder. Danskerhader.

Så er der de perfide: Arbejder din mand for en velgørenhedsorganisation??? For med et fjæs som dit, er det vist det, man kalder et medlidenhedsknald.

Og endelig de truende: Jeg håber, at du en dag bliver gruppevoldtaget, så du kan mærke kulturberigelsen på din egen krop. Når dagen kommer, vil du være en af de første, der bliver stillet op af muren.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dem, der går på, at jeg er kvinde, bliver i yderste konsekvens til voldtægtstrusler. Dem, der kommer fra den nationalistiske højrefløj, bliver i yderste konsekvens til trusler om terror a la Breivik – men næsten altid i kombination med sexistiske elementer. Sådan er det for mig. Det er sikkert anderledes for andre.

Det er naturligvis ikke rart. Men jeg tror egentlig ikke, at folkesjælen har ændret sig i Danmark. Vi er ikke blevet mere sexistiske, racistiske eller beskidte i munden, end vi tidligere har været. Men teknologien har gjort, at den spontane vrede eller den platte jargon fra omklædningsrummet, kantinen eller rygepausen pludseligt har fundet nye og hurtige kanaler ud i virkeligheden.

I stedet for at blive sagt og glemt igen, bliver de nu skrevet og gemt på internettet. Der bliver krænkelsen stående, således at den kan inspirere andre krænkere til at digte videre. Og sådan opstår der en retorik. Det har jeg set mange gange.

Det skal vi finde ud af at forholde os til. Den opgave har vi til fælles med alle andre lande i verden, for det er teknologien, der har dikteret den.

Men hvordan er det sket, at det i Danmark er blevet tabu at tale om racisme eller sexisme? Hvordan er det sket, at alle os, der er udsat for disse systematiske sproglige voldsomheder, har lært, at vi ikke skal sige fra? Vi må for enhver pris ikke lade nogen mærke, at truslerne kan gøre os bange.

Ingen må se, at hadet kan gøre os kede af det. Det skal skjules, at ydmygelserne kan gøre os vrede. Og hvordan er det sket, at det i Danmark er blevet tabu at kalde fænomenerne ved deres sande navn: At kalde det racisme, når man bliver kaldt perker og sexisme, når man bliver kaldt luder? Men hvorfor, når det så åbenlyst er det, der er på spil?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og hvordan kan det være, at stort set alle kvindelige borgerlige debattører har takket nej til at deltage i programrækken på DR2? De bliver udsat for mindst lige så grove angreb og trusler som os andre. Synes de slet ikke, at det er ubehageligt? Kan de ikke se det problematiske i de hårde angreb? Oplever de ikke, at den voldsomme retorik følger bestemte mønstre og gentagelser? Eller er det så enkelt, at angsten for det dobbelte overgreb er endnu større i den borgerlige lejr? Jeg ved det ikke, men jeg ville ønske, at de ville stå frem.

Også selvom nogle af 'gerningsmændene og -kvinderne' måske er mennesker, der kunne finde på at stemme på mig.

For det her er ikke en kamp mellem højrefløj og venstrefløj, mellem nydanskere og gammeldanskere eller mellem mænd og kvinder. Det er en kamp mellem dem, der ønsker at skade demokratiet gennem krænkelser og trusler, og dem, der ønsker at se demokratiet vokse gennem argumenter og debat. Det er en kamp, vi bør kæmpe sammen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden