Hvorfor bliver forfatteres fortællinger ophøjet til sandhed?

Ikoniseringen af visse debattører gør det vanskeligt at lancere saglig kritik.

Zubair Butt Hussain

År 2013 har budt på nogle spektakulære og banebrydende bidrag i den offentlige debat.

Forfaldet og elendigheden i ghettoerne er blevet kortlagt, forældresvigtet afsløret, dobbeltmoralen udstillet og bevidstheden om 'sovende celler' med formørkede ideologier, der formerer sig uden offentlighedens viden, gjort krystalklar.

Det sidste vil der formodentligt blive kastet mere lys over i en kommende bog fra en debattør, som beskriver sig selv som tidligere inficeret af en noget formørket ideologi.

Samtidig har vi fået syn for sagen, hvad angår funktionalitet og sejrsgang for vores uddannelsessystem og frihedsrettigheder, da nogle kan vækkes af deres egen beskrevne døsen hen grundet ekstreme kræfter, parallelsamfund mm. for derefter at blive favnet af oplysningssamfundet, Danmark.

Der sker nærmest en ikonisering af de til tider transformerede debattører og forfattere, der gør deres oplysning til det omgivende samfund til endegyldige sandheder

BRIAN ESBENSEN

Der sker nærmest en ikonisering af de til tider transformerede debattører og forfattere, der gør deres oplysning til det omgivende samfund til endegyldige sandheder.

Skulle nogle forsøge at tilføje facetter, efterlyse evidens, tale om marginale grupper eller vove at kritisere nogle af 'sandhederne', kan de vente sig at få det læst og påtalt.

De kan blive beskyldt for at påtage sig offerrollen endnu engang, eller som nogle, der blot ønsker at udføre karaktermord på én, der endelig afslører kaskader af hykleri.

For nogle opleves det svært, om ikke umuligt, at stille spørgsmål ved de subjektive udmeldinger.

BIRGITHE KOSOVIC

Den mediemæssige eksponering giver en underlig konsensus om sandhedens selvfølge i måden, hvorpå den bæres frem, og gentagelserne forvandler snart narrativernes beretninger til en sandhed.

En sandhed, som vi af en eller anden naiv grund angiveligt har lukket øjnene for som samfund.

Den beskrevne elendighed har været der længe, er der stadig og vil nok også findes i fremtiden, og de udsatte stakler vil formodentligt forblive i deres morads, mens, vanen tro fristes jeg til at sige, diskussionen bliver en skamridning af kæphestene integration, ytringsfrihed og demokrati.

Andre vinkler om udsatte børn og udsatte boligområder som for eksempel Ayse Dudu Tepes bidrag får knap så meget opmærksomhed. Måske er gengivelserne ikke svulstige nok og beretningen for skinbarlig.

AYSE DUDU TEPE

Gid udlægningen blot sluttede her, men i den stående debat har vi samtidig hørt om beskæmmende angreb og trusler mod debattører.

Trusler, der har nået et sådant niveau, at man anser det for risikabelt at lade en forfatter ytre sig i Vollsmose.

Der er heldigvis ikke noget forbud mod at være uenig i udsagn i debatten, andet end man eventuelt kan blive tilskrevet motiver og holdninger, man ikke selv synes at besidde.

Forhåbentlig er der en konsekvens for fremsættelse af trusler eller det at følge dem op med handling!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg synes ingenlunde, at det er svært at kapere, hvorfor grupper af mennesker kan blive harme over at blive rubriceret i kategorier, som de ikke selv synes at tilhøre, men jeg har ganske svært ved at forstå, hvorfor nogle gør alt for at give de mennesker medvind, som de grundlæggende set er uenige med.

De, der tier, når religion skal gøres til genstand for debat, gavner måske deres religion i langt højere grad end de selvudnævnte beskyttere af religionen, som ved prygl, bål og brand udgør reklamesøjle, sandsynligvis ufrivilligt, for deres hadeobjekter

De mennesker, der gør sig i trusler mm., forklarer sig af og til. De siger for eksempel, at de føler, at deres religion ikke respekteres, at de oplever, at deres gud og profet bespottes, og at det af den grund er dem magtpåliggende at tage til genmæle.

PETER SKAARUP

Til tider 'kæmper' de på to fronter, for hvis deres trosfæller ikke giver udtryk for samme holdninger som dem, så skal de også have verbale stryg for ikke at forsvare deres religion på 'passende' vis.

Men hvad forsøger de at tage til genmæle for?! For at forsvare gud? En gud, som de beskriver som almægtig? Eller for at forsvare deres religion eller budbringer?

Hvilket forsvar er det at holde den hjemlige debat i kog ved at agere i henhold til de fordomme, som nogle grupper i det danske samfund kan have?

Jeg tror personligt, at der er en del, som gerne vil have sig frabedt det forsvar af deres religion eller i det hele taget af alle de forhold, de har kært!

JACOB HOLDT

Trods den himmelråbende kausalitet mellem lømlers forventede reaktion og debattørers fremdrift i form af salg af bøger, bestilte foredrag og mediemæssige eksponering er det stadig, snart et årti efter Westergaards tegninger, ikke muligt at trænge ind til denne gruppe af mennesker og forklare dem, at deres religiøse akilleshæl vil kappes gang på gang, så længe deres genmæle tager overfaldets form.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Denne gruppe er marginal, det er mit postulat.

Og gruppens ageren har ikke kun konsekvens for dem alene, men tager en del andre med i (for)faldet.

Man har ikke forståelse for, at det, som synes at være pubertært og hånende for nogle, kan være kunst og højagtet indsigt for andre, og så længe det hellige mantra er, at »det må vi godt ytre«, så er intet så helligt, at det ikke kan ytres uanset konsekvensen, om end der i loven dog er grænser for, hvad man må ytre.

De, der tier, når religion skal gøres til genstand for debat eller måske rettere tilskrivning via marginale grupper, gavner måske deres religion i langt højere grad end de selvudnævnte beskyttere af religionen, som ved prygl, bål og brand udgør reklamesøjle, sandsynligvis ufrivilligt, for deres hadeobjekter.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce