Ingen rigmænd i udlandet tør længere blive set på gaden sammen med Johanne Luise. Pludselig virker hun for skrøbelig. Dronningen er ikke længere det værd, hun var engang. Tværtimod er den danske krone under pres. Skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, der kostbart og krukket pryder den grønne 200-kroneseddel, har fået en god grund til at se bedrøvet ud i sin hæklede blomsterhat. Udenlandske investorer er blevet usikre på kronens værdi, og Nationalbanken har været nødt til at hæve renten igen – for at undgå fortsat brandudsalg af alle de andre sedler, med portrætter af blandt andre Karen Blixen og Anna Ancher. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget. Kvinde er ofte kvinde værst: På det seneste har endnu flere guldfugle slået hånden af hendes nordatlantiske fortidssøster, Ragnheiður Jónsdóttir, som pryder den islandske 5.000-kronar seddel. Den lille nordatlantiske valuta er blevet mere end halveret i de seneste uger: »De er intet værd. Ligesom fucking Zimbabwe-penge«, som en frustreret islandsk mand udtalte til Information i sidste uge. Deroppe på kanten af det gamle danske vikingeimperium er man i dag tvunget til at handle i hård valuta, hvis man vil købe importvarer. Sentimentaliteten er forsvundet med solen. Islændingene synes parate til at bytte deres unge krona ud med et stabilt alternativ. I Sverige og Norge er kronen faldet med op til 10 procent. HERHJEMME ER kursen foreløbig nogenlunde stabil, men prisen på at låne penge stiger næsten dagligt, og langt hurtigere end i vores nabolande mod syd. I eurozonen – som kronen forsøger at følge tæt i en fastkurspolitik – er renteudviklingen under kontrol, ja, udsigterne til yderligere rentesænkninger er ganske store. Euroen har langt om længe vist sit værd. På grund af det fortsatte pres mod den danske krone kan Nationalbanken imidlertid ikke gøre meget andet, end den forsøger nu: først at bruge løs af vores valutareserver på at købe danske kroner, og dernæst at hæve renten, så det igen bliver profitabelt at sende penge ind i landet. Konsekvensen er blot, at det såkaldte rentespænd – forskellen i rentesatsen mellem Danmark og eurolandene – nærmer sig 2 procent, det højeste nogensinde. Prisen for den danske krone-nostalgi har afsløret sig som en dyrekøbt erfaring. Hvis vi i Danmark allerede havde byttet kronen ud med euroen, ville mange af de aktuelle bekymringer være irrelevante, for så ville det reelle rentespænd være marginalt. Så ville det koste nogenlunde det samme at låne penge her i Danmark som i Tyskland, Holland eller Finland. Men et flertal af vælgerne har villet det anderledes. Danskerne har stemt nej til at indføre den fælleseuropæiske mønt, euroen, i tre omgange, oprindeligt i 1992, dernæst med de fire forbehold i 1993 og endelig i 2000 ved euroafstemningen. Hver gang har SF spillet en hovedrolle, og derfor er det interessant, at presset mod den danske krone nu får flere af folkesocialisterne til at agitere for euroen. DE GAMLE danske kroner er blevet kedelige og slidte. Men heldigvis ser det ud til, at to af SF’s mest slagkraftige kvinder nu går forrest i kravet om et hurtigt kronebytte. SF’s EU-ordfører, Anne Grete Holmsgaard, udviser tiltrængt frækhed og mod i debatten: »Vi bør diskutere vores holdning til euroen i lyset af det pres, der er på kronen. Et meget stort flertal i SF har sagt klart, at man ikke vil have euroen. Det må jeg respektere som ordfører. Men det er et godt tidspunkt at tage diskussionen«, sagde Anne Grete Holmsgaard, der straks blev bakket varmt op af partiets grønne medlem af Europaparlamentet, Margrete Auken: »Min umiddelbare reaktion er, at vi skal af med forbeholdet mod euroen«. Desværre er partiledelsen ikke så europæisksindet, som der ellers er blevet skabt et indtryk af i de senere år. I SF er det nu mændene, der ikke vil have nogen udskejelser: »SF er modstander af dansk euromedlemskab – det ændrer den nuværende finanskrise ikke en tøddel på«, lød det gammelklogt fra Villy Søvndal. SF’erne Anne Grete Holmsgaard og Margrete Auken byder sig ikke desto mindre til med en fræk løsning på de kedelige danske kroner. Hvis Danmark indførte euroen, ville vi ikke alene værne os mod valutaspekulation i fremtiden, vi ville også styrke mulighederne for at kunne regulere den europæiske pengepolitik med flere sociale og grønne mekanismer. Skilsmissepapirerne er endnu ikke udfyldt – en folkeafstemning om euroen må sikkert vente et stykke tid endnu – men erkendelsen er sket: De gamle kroner er blevet for tunge, kedelige og dyre i drift. Anne Grete og Margrete byder sig til med en fræk løsning på de kedelige kroner.