Også i denne uge blev det desværre pessimisterne, der fik ret. Aktiebørserne fortsatte rutsjeturen, de dårlige selskabsresultater stod overalt i verden i kø, antallet af negative prognoser for vækst og beskæftigelse voksede yderligere, og flere lande måtte forsvare deres valutaer eller ligefrem overveje at bede den Internationale Monetære Fond (IMF) om hjælp. I Danmark måtte Nationalbanken sætte renten op, på et tidspunkt, hvor rentenedsættelser ellers står øverst på dagsordenen både i USA og Europa. Vores eneste trøst herhjemme er, at presset mod kronen i det mindste kan forklares. Det følger af den fejltagelse, flertallet af os begik, da vi stemte nej til euroen i september 2000. Det, modstanderne dengang hævdede var en teoretisk risiko, har nu – helt forudsigeligt – vist sig at være et særdeles kontant problem i en krisesituation. DEBATTEN OM, hvordan der politisk skal reageres på krisen, er allerede i fuld gang, og der skydes fra hoften. Ofte fra højeste sted. Når Frankrigs borgerlige præsident, Nicolas Sarkozy, lader sig fotografere under læsning af Karl Marx’ ’Kapitalen’, så er de nye vinde til at få øje på. Markedet har, som formanden for den amerikanske Kongres’ tilsynsudvalg, Henry Waxman, belærte Alan Greenspan og andre finansfyrster om i fredags, vist sig ikke altid at have ret. Og sandt er det, at markedsfundamentalisternes bortforklaringer – at miseren skyldes overdreven regulering eller for mange lån til fattige amerikanere – er pinligt tynde. Det er de tunge markedsaktører selv, der har skabt den ny kollapsede værdipyramide, og de eneste ikke-privatkapitalistiske aktører, der kommer i nærheden af at have et medansvar, er den amerikanske centralbank og Bushregeringen, der har holdt liv i boblerne – i privat- og finanskapitalismens interesse. Så langt er svarene indlysende: Banker og andre finansielle aktører skal optræde langt mere ansvarligt fremover, og det kræver øget gennemsigtighed, øget regulering og stærke tilsynsmyndigheder. Desværre nøjes de politikere, der nu dominerer scenen, ikke med forslag til en sådan sund og nødvendig afbalancering af de frie kræfters spil. Flere af dem griber lejligheden til at ride kæpheste, der ikke kan begrundes i finanssektorens udskejelser, og som med stor sikkerhed vil gøre mere skade end gavn. FORREST I køen af toppolitikere med dårlige ideer her i Europa ser vi – ikke overraskende – Italiens premierminister, Silvio Berlusconi. Alt imens den italienske økonomi dykker, soler han sig i rollen som stærk mand. Han har smidt skattekroner efter fallitboet Alitalia, og Europas mest korruptionsbelastede toppolitiker forklarer selvsikkert, at han står klar til at redde alle de større italienske virksomheder, der måtte komme i klemme. Efter eget skøn, naturligvis. Men heller ikke Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, har undgået at falde i gamle, nationale grøfter. Som EU-formand har han ellers spillet en konstruktiv rolle i forbindelse med de koordinerede rekapitaliseringsplaner for bankerne, der i forrige uge afværgede det helt store finansielle sammenbrud. Men hans seneste udspil om, at Frankrig og andre europæiske lande nu bør gå ud og støtte deres egne store virksomheder med aktiekøb og lån., for at undgå, at de falder i »fremmede rovdyrs« hænder, virker meget lidt gennemtænkt. For det første er det ikke indlysende, at EU-landene har råd til den slags lige nu. For det andet er grundideen om at forhindre udenlandske – asiatiske eller arabiske – kapitaltilførsler til Europa lige nu det modsatte af, hvad der er brug for. Men allerværst er det, at tankegangen bag er åbenlyst protektionistisk. De to hurtigste måder at gøre det globale tilbageslag til en global katastrofe på kender vi fra fortilfældet i 1930’erne. Det kunne dels ske, hvis regeringerne forholdt sig passivt over for krisen. Den fejl har de foreløbig undgået. Men det kan også ske, hvis regeringerne koncentrerer sig om at beskytte deres eget erhvervsliv og andre nationale interesser. De senere års finansielle overophedning ændrer jo ikke ved, at frihandel og øget international arbejdsdeling har været en kæmpe vækstmotor. Hvis man begynder at slå den ihjel, er vi for alvor ilde stedt. Vi skal lære af markedets manglende evne til selvregulering. Men vi skal for guds skyld ikke forhindre det i at holde hjulene i gang. På det punkt har kapitalismen ingen troværdige konkurrenter. De senere års finansielle overophedning ændrer ikke ved, at frihandel har været en kæmpe vækstmotor.