Hvor småtskårne kan vi blive? Vi brokker os over, at statsministeren rejser rundt i verden. Vi brokker os over, at han måske søger job i Nato. Vi brokker os over, at han har brugt penge på at møde andre toppolitikere og magtfulde folk i ’Bilderbergnetværket’. Og medierne og oppositionspartierne forsøger at bilde os ind, at hans problemer med indbyrdes kævlende ministerkolleger skyldes, at han hyppigt er på rejse! Hallo, kan vi ikke lige adskille vores sympati eller antipati for manden på den ene side og hans rejseri på den anden. Vi kan da ikke bilde os selv ind, at en statsminister i 2008, snart 2009, ikke følger med i, hvad der foregår i hans land, hans regering og hans parti, bare fordi han er ude af kontoret? Hvis hans ministre kævles, fordi de tror, han ikke følger med, er det vist dem, der er naive. Og mon ikke landet kan tåle, at Rønn og Jespersen og Hjort farer i totterne på hinanden? En enkelt skideballe er åbenbart nok til, at de alligevel pakker deres værdikamp sammen? Men er det ikke for galt, at statsministeren rejste til Afrika, da finanskrisen kradsede? Hvorfor egentlig? Man kunne også se det som opmuntrende, at vores statsminister havde vilje, måske endda overskud (nå, nå, nu skal det heller ikke blive for positivt) til at tage livtag med Afrikas problemer. Hvor mange vestlige regeringsledere har seriøst engageret sig i kriseløsninger i Afrika? Og hvad vil vi helst have: en regeringsleder, der blæser på den tredje verden? Eller én, der bruger sit navn – værdsat af nogle, forkætret blandt andre – på at samle gode hoveder til at skabe fremskridt i Afrika? Men jobbet i Nato? Lyver han for os? Søger han chefposten uden at fortælle det til os? Flyver han rundt og bringer sig i stilling til et helt andet job i sin statsministerielle arbejdstid? Hvad bilder han sig ind? Helt ærligt (og igen – uanset sympati eller antipati): Hvor mange af os har sagt vores gamle job op, før vi overhovedet begyndte at se os om efter et nyt? Hvor mange af os kan helt ærligt hævde, at vi aldrig har brugt arbejdstelefonen og arbejdstid på at fiske efter andre job? Mener politikere og medier i ramme alvor, at Anders Fogh Rasmussen ikke skal gå efter maksimal dansk indflydelse, også muligheden for topposten, i Nato? Tror vi, at sådan et job søges efter opslået annonce, personlighedstest og interview? Eller i diskretion? Ville det måske være et forræderi mod fædrelandet, hvis Anders Fogh Rasmussen blev generalsekretær for Nato? Er det ikke omvendt? Vi plejer at bekymre os over, at Danmark måske ikke til evig tid vil have vores egen kommissær i EU – nu har vi en chance for at få en dansker ind på toptopjobbet i Nato? Skal det opmuntres eller mistænkeliggøres? Men møder bag de lukkede døre i Bilderbergnetværket for internationale spidser? Hvad har Fogh lavet dér for vores penge? Uden offentlig indsigt? Så slap dog af. Skal en statsminister – ligesom os andre – ikke kunne søge inspiration i lukkede møder? Det ændrer jo ikke på, at statsministeren står til ansvar i Folketinget og ved valg. Er vi alligevel så småtskårne, at vi ikke tåler at se ham mødes med andre spidser bag lukkede døre, fordi vi ikke kan følge med? Har vi grund til at tro, at de bager rævekager, som ikke kan kontrolleres bagefter? Rooolig nu. Vi kan vist ellers godt lide som flest, at Danmarks flag hænger stolt og højt. At Danmarks stemme bliver hørt. Og de fleste af os vil foretrække, at Danmark ikke er sig selv nok. Så kan det altså ikke nytte, at vi får ondt i vores fedeste legemsdel, når vores statsminister tager ud at rejse. Det er modsat – vi skal hellere koste flere politikere ud i verden og bidrage til løsning af internationale problemer. Af sted med dem. Det må godt koste.