Den dag, arabiske regeringsledere finder sig i at få en sko smidt i hovedet og slår det hen med en vits – ’det var størrelse 44’ – kan vi tale om politisk modernisering i Mellemøsten. Skokastningen mod USA’s præsident Bush har skabt overskrifter over hele den arabiske verden – og i vores egen. Den synes mere populær end varmt brød hos bageren og porno på nettet. Og det er næppe løgn, at mange i Mellemøsten og vores verden har identificeret sig med skokasteren. Men selvfølgelig var hans skokast idiotisk. Selvfølgelig var det ikke alene en aggression, som ku’ have fået stimer af nervøse sikkerhedsvagter til at bruge deres våben. Det var også i modstrid med de krav, som et hvilket som helst samfund må stille til medier og deres udsendte reportere. Også på den baggrund var Bushs reaktion hurtig og klog. Han dukkede sig. Og han slog det hen. Både arabiske og internationale medier har alligevel foretrukket at sovse rundt i den kulturelle hån, som skokastningen var udtryk for. Og der er leet mellem linjerne. Men så er det heller ikke sjovere. Skokastningen var præcis lige så tåbelig som overfaldet herhjemme på statsministeren med rød maling. Her blev det takseret til tre-fire måneders fængsel og en regning på knap 200.000 kr. til diverse. Men bi nu lidt. Skokastet har uforvarende også en opmuntrende snert. Det vidner om, at Irak har fået eller skabt et frirum, som de færreste arabiske samfund kan præstere. Ville kong Abdallah i Saudi-Arabien have fundet sig i, at en journalist angreb ham med en sko? Ville Tunesiens diktator, som i årevis har fået kritikere torteret, lade skokasteren gå? Skokastning sker ganske enkelt ikke i de andre arabiske lande. Ikke fordi der fattes bitterhed på magthavere andre steder i den arabiske verden. Men det er for risikabelt at anfægte magthaverne fra Marokko til Yemen. I de fleste stater vil det i sig selv være utænkeligt at kritisere dem i medierne. Men at udsætte dem for vold? På den led bød skokastet i al sin dumhed på en nyhed i den arabiske verden. Det fandt sted ved en pressekonference, hvor journalister frit kunne stille spørgsmål til to politiske ledere, dels Iraks egen Maliki, dels USA’s Bush. De er begge to demokratisk valgt – ulig de fleste i den arabiske verden – og de kritiseres begge stærkt i deres egne og internationale medier for elendig embedsførelse. Bush blev den mindst populære amerikanske præsident, ikke mindst på grund af krigen i Irak og hans ringe håndtering af USA’s økonomi. Maliki kritiseres for så godt som alt fra korruption til at være halehæng for den amerikanske regering. Men Bush udskiftes i disse uger på demokratisk vis. Og også Maliki vil stå til demokratisk ansvar. Iraksbefolkning behøver derfor ikke nogen skokast, ikke engang med en nummer 44, for at få afsløret noget, som de ikke vidste i forvejen. Det var alene en ringe journalists flove påfund. Og i værste fald vil det svække Iraks spirende pressefrihed snarere end at styrke den, fordi uro for vold kan give magthaverne en undskyldning for at afvise møder med pressen. Kong Abdallah holder slet ikke frie pressemøder i Saudi-Arabien og giver ikke internationale medier fri adgang til ’sit’ land. Præsident Mubarak sørger gerne for et planlagt spørgsmål eller to, når han en sjælden gang holder det, der skal ligne et pressemøde i Egypten. Ellers snakker han selv. I Syrien undgår præsident Assad pressemøder og fængsler gerne journalister, som stikker næsen i noget, hans regime ikke bryder sig om. Og så videre. At se en reporter tage sine sko af, én efter én, og kyle dem efter USA’s præsident, er i disse lande ikke alene grænseoverskridende. Det er nyt. Men det ændrer ikke på, at frie og demokratiske medier klæder magthavere af med dokumentation – ikke med hverken maling, rådne æg eller sure sko. Skokastet har uforvarende vidnet om, at Irak har fået eller skabt et frirum, som de færreste arabiske samfund kan præstere