De borgerlige har vundet magten tre gange i 00’erne ved at stille sig utvetydigt på flertallets side: på ofrenes side mod gerningsmænd, på gennemsnitsdanskernes side mod de fremmede og på den jævne mands side i kulturkampen mod smagsdommerne. »Befolkningen skal ikke finde sig i løftede pegefingre fra såkaldte eksperter, der mener at vide bedst«, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) fastslog i sin nytårstale for præcis syv år siden. Menigmand skulle have fod under eget bord. Hidtil har det simple magtkneb virket. Oppositionen er blevet lokket i en fælde: Enten blev disse konservative skillelinjer overtaget ukritisk, eller også blev de fremmanede voldsforbrydere, islamister og kulturpaver taget i forsvar. Oppositionen har dermed forlænget VK-regeringens liv. SF’s formand Villy Søvndal har således hjulpet VK-regeringen lige så meget på vej i årets løb ved at udbryde »Gå ad helvede til« til »mørkemændene«, som Det Radikale Venstres formand Margrethe Vestager indirekte har ved at optræde som talskvinde for de mest upopulære mindretal.
Det er kun VK-regeringen, der styrkes, når dagsordenen holdes fast på hårdere straffe, strammere udlændingeregler og bondeoprøret mod den gode smag – og derfor er det ikke oppositionen, der skal have æren for det kollaps, der er sket på de indre linjer i regeringskontorerne. Rollespillet er snarere blevet indhentet af virkeligheden. Efter syv års borgerligt styre er realiteten, at politiet er blevet langsommere og mindre effektivt til at anholde forbrydere, og at udlændingepolitikken samtidig er blevet afsløret som en papirtiger.
