Anders Fogh Rasmussen mindede i sin nytårstale om, at fem danske soldater mistede livet i Afghanistan i ugerne op til jul.
Han hyldede med rette deres mod og dygtighed og udtrykte sin medfølelse med de efterladte. Han nævnte også, at endnu flere soldater har mistet livet det seneste år, men undlod dog at fremhæve, at tabstallene er de højeste under vores mangeårige deltagelse i Afghanistan-krigen, og at Danmark dermed er det land, der har lidt flest tab set i forhold til antallet af udsendte soldater (over 700). Tilsyneladende gik han et skridt videre, da han rejste det spørgsmål, der unægtelig melder sig, når unge mennesker mister livet som en konsekvens af en regerings- og folketingsbeslutning. Kan det nytte? Spørgsmålet er i sagens natur ubehageligt. Nærmest ubærligt for dem, der sørger og søger en mening med deres tab. Men også ubehageligt fremadrettet for alle dem, der er dernede, for alle dem, der er på vej – og for alle dem herhjemme, der har ansvaret. Her står Anders Fogh selv naturligvis øverst på listen. Jeg tillader mig at skrive, at det kun var tilsyneladende, statsministeren tog spørgsmålet op. Af to grunde. For det første, fordi hans svar på spørgsmålet – som han understregede, at ’mange’, men altså ikke ham selv, stiller – var rene besværgelser. Vi fik at vide, at soldaterne gør et godt stykke arbejde, hvad ingen betvivler. Og vi fik at vide, at det i Afghanistan drejer sig om vores egen sikkerhed – samt om »frihed, fred og sikkerhed«. Det er i og for sig et udtryk for spirende realisme, at det lille ord ’frihed’ var det eneste spor af den storladne demokrati-dagsorden, som statsministeren hidtil har hævdet var meningen med Afghanistan-missionen. Men heller ikke argumentet om egen sikkerhed er selvindlysende rigtigt.
