0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvem har tabt mindst i Gaza-krigen?

Ubegrænset våbenhvile eller tidsbegrænsning? Det er spørgsmålet, der skiller Israel og Hamas.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
JAN GRARUP/NOOR
Foto: JAN GRARUP/NOOR
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Gaza-krigen nærmer sig en afslutning.

Israel er indstillet på våbenhvile. Om Hamas’ holdning er der uklarhed. Det springende punkt synes først og fremmest at være aftalens varighed. Hamas vil acceptere en etårs aftale. Israel vil ikke acceptere en tidsbegrænsning.

Det israelske krigsmål var at sætte en stopper for Hamas’ bombebardementer af byer og landsbyer i grænselandet. Hvis disse bliver genoptaget efter et år, vil Israel blive tvunget til at invadere Gaza igen. Den israelske forsvarsdoktrin vil bryde sammen, hvis det atter vil affinde sig med Hamas’ raketbeskydning, som det har været tilfældet i de seneste år.

Bag denne uoverensstemmelse om våbenhvilens varighed skjuler sig selve kernen i konflikten mellem Israel og Hamas.

Hamas’ ideologi betinger, at den ikke opgiver kampen mod den jødiske stat. Kampen er bevægelsens eksistensberettigelse. Israel er en vanhelligelse af Islam ifølge Hamas’ radikale udlægning af Koranen, og fred med Israel er udtryk for kætteri.

Derfor fastholder Hamas’ forhandlere i Kairo, at våbenhvileaftalen skal være tidsbegrænset. Det modsatte ville være ensbetydende med, at man har lagt kampen mod Israel på hylden. Omvendt kan Israel ikke acceptere en tidsbegrænset våbenhvile, for det svarer til at erkende, at Hamas ikke er blevet tilføjet det nederlag, som var Gaza-aktionens formål.

På spil står mere end risikoen for nye krige. Set fra Israels synspunkt er det selve den nationale forsvarsdoktrin, der er i fare for at bryde sammen. Det er forklaringen på, at Israel har anvendt brutal magt for at nå sine krigsmål.

Krigens budskab var ikke blot rettet mod Hamas – stands bombardementerne, eller også falder hammeren, men havde også adressat til alle Israels fjender, inklusive Iran, der truer Israel med udslettelse. Set fra Israels synspunkt var Gaza en forsvarskrig, i større sammenhæng en overlevelseskrig.

Den israelske forsvarsdoktrin er bygget på det, der i den sikkerhedspolitiske jargon hedder »worst case scenario«, at Israels eksistens modsat andre landes ikke er sikret, at den jødiske stat efter 60 år fortsat kun er et eksperiment i kunsten at overleve, og at Israel har fjender som Hamas, Hizbollah, Islamisk Jihad, alle sponsoreret af hovedfjenden Iran.

Israels eksistens er ikke sikret af den internationale retsorden, men udelukkende af dets forsvarsevne. Det er et velfunderet jødisk synspunkt, at hvis Messias en skønne dag kommer for at frelse det jødiske folk, så vil han garanteret komme en dag for sent.

Den israelske skepsis med hensyn til Messias omfatter også Sikkerhedsrådet og det internationale system, som passivt har affundet sig med Hamas’ terror af den israelske civilbefolkning over mange år for til sidst at overlade det til israelerne at klare sig selv. Gaza-krigen må ses i sammenhæng med den anden Libanon-krig.

Israel rettede et modangreb dagen efter og udløste 44 dages krig i det sydlige Libanon, der i bedste fald, set fra Israels synspunkt, endte uafgjort. Over hele Mellemøsten blev Hizbollah og dets leder, Nasrallah, hyldet som sejrherrer.

Krigen udløste et større politisk opgør i Israel og en undersøgelseskommission, der kritiserede hærens indsats. Hærens afskrækningskraft, der er grundlaget for forsvarsdoktrinen, led skade. Israel blev afsløret som sårbart, også på hjemmefronten.

Gaza-krigen havde således to hovedformål, dels at ændre sikkerhedsforholdene for civilbefolkningen i det sydlige Israel og en gang for alle tvinge Hamas til at holde inde, og at genetablere den israelske hærs troværdighed både i forhold til Israels fjender og dets befolkning. Til den lavest mulige pris, hvad angår israelske tab. Dette er forklaringen på de store tab, den palæstinensiske civilbefolkning har lidt. Ved at bruge massiv ildkraft sparede hæren sine soldaters liv.

Det får Israel mildest talt ikke ros for i udlandet, og med rette, men det er et af de mange brutale valg, krigsførende parter bliver tvunget ud i. Hamas’ guerillaer optrådte lige så kynisk og udnyttede den palæstinensiske civilbefolkning som skjold mod de israelske angribere. Der er ingen klar sejrherre. Spørgsmålet er, hvem der har tabt mindst.

Hamas har ikke overgivet sig, og Israels håb om et regimeskifte i Gaza er skuffet. Hamas er blevet alvorligt svækket militært, men styrket politisk. Fremtiden vil vise om denne krig, Israel blev påtvunget, har forbedret dets strategiske situation.

En ting kan konstateres med sikkerhed: Konflikten med Hamas har styrket de kræfter i Israel, der mener, at palæstinensisk selvstændighed er uforenelig med hensynet til Israels sikkerhed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar