Måske er det et tilfælde. Måske ikke.
På Ruslands ambassade er de hurtigere til at fjerne blomster end hundelorte fra fortovet ude foran. Blomsterne er lagt til minde om russiske menneskeretsfolk, som er myrdet midt i Moskva. Ambassaden kan ikke lide blomsterne. Eller også får diplomaterne og deres gartner bare en ubehagelig smag i munden, når der ligger blomster til minde om den russiske regerings svigt. Forleden ringede en god københavner til ambassaden og bad så mindeligt om, at de ville lade hendes blomster i fred. Men kun hundelorte bliver liggende. Denne gang var blomsterne til minde om den russiske advokat Stanislav Markelov. Han blev skudt ned i sidste uge på åben gade i den russiske hovedstad. Bagefter rettede morderen sit våben mod den unge journalist Anastasia Baburova og affyrede sit våben igen.




























