Hvad skal Nato’s ny chef så bedrive?
Ikke så lidt – han skal formidle, at Nato bruger sine soldater og sine politiske muskler klogest muligt i de kommende år. Og en række dramatiske dilemmaer står i kø på generalsekretærens utvivlsomt blankpolerede skrivebord. Konkrete operationer i dag: Nato er allerede dybt involveret i krigen i Afghanistan – langt uden for Nato’s historiske hjemmebane – men de politiske ledere er hverken enige om byrdefordelingen eller om den nødvendige civile indsats – kun om, at krigen bliver farligere. De er enige om, at de nuværende styrker er utilstrækkelige. Også om, at den civile indsats, der er i langt større underskud, kan afgøre Afghanistans skæbne. Og når de endda synes enige om, at Nato ’ikke har råd’ til at tabe krigen – har Afghanistan? – tegner det interne slagsmål om ressourcer ikke godt. Generalsekretæren skal formidle et kompromis. Lige så langt uden for Nato’s eget område er alliancen involveret i at sikre sejladsen ind og ud af såvel den olierige Persisk-Arabiske Golf som den strategisk vigtige Suezkanal. På kort sigt handler det om at få bugt med nogle pirater til søs. Men ingen tager ansvar for at skabe sikkerhed inde på land, hvor Somalia og Yemen på hver sin side af farvandet er midt i en regulær nedsmeltning, der kan forvandle dem til humanitære katastrofer og baser for international terror. Det er ikke Nato’s ansvar, men det er Nato-landenes problem, og generalsekretæren må hellere finde på noget… Andre konkrete operationer vil melde sig i en nær fremtid. Selv om Nato ikke har aktier i konflikten mellem palæstinensere og israelere, kan den alligevel blive alliancens hovedpine. Hvis konflikten fortsætter – og ja, det gør den – kan den snart producere ny krig, ny terror og nye flygtninge. Og hvis ingen andre vil sætte og beskytte nogle hegnspæle mellem Israel og en fremtidig Palæstina-stat – og nej, det vil ingen andre – er der kun Nato at håbe på. Den ny generalsekretær kan lige så godt starte med at bestille en analyse af Nato’s fremtidige rolle som garant for en løsning af konflikten. I Det Arabiske Hav har Nato-skibe brug for aircondition. Men Nato skal udvikle andre flådefartøjer til stabilisering af de isfyldte farvande i Polarhavet mod nord, hvor en ny kold krig er på vej i en forventet konkurrence om sejlruter og udnyttelsen af gigantiske energiressourcer. Inden for Nato råbes efter reformer, der også kræver et betydeligt diplomatisk snilde af den ny chef. Ingen andre end USA og måske Storbritannien og Frankrig vil have råd til eller prioritere et altomfattende forsvar. Dels vil de færreste finde det nødvendigt at operere med et selvstændigt territorialt forsvar, fordi de er i den lykkelige situation at være allieret med deres naboer og ikke i et modsætningsforhold til dem, dels fordi det er alt for dyrt at ruste sig med alle de mest moderne våbentyper. Det giver derfor mening, at Nato-landene enes om at dele opgaverne. Men vil nogle opgive luftvåben og andre flåden? Vil Danmark? Nato-kredsen er nødt til at deles om opgaverne for at få råd til dem. System-eksport: Hvis Nato skal undgå at blive trukket ind i flere konflikter under fremmede sole, skal alliancen investere store politiske kræfter i at støtte opbygningen og udviklingen af regionale sikkerhedsorganisationer, som vil være afgørende for fremtidens stabilitet. Både Afghanistan og Pakistan, Mellemøsten og Nordafrika og Afrikas Horn har et uhyggeligt potentiale til at udløse nye konflikter, men savner evnen til selv at forebygge og standse krig. Hvis Nato skal undgå at blive trukket ind i deres malstrøm, må de sprængfarlige områder have hjælp til at opbygge deres egne organisationer for sikkerhed og samarbejde. Generalsekretæren for Nato vil have forpligtelsen, privilegiet eller forbandelsen at skulle udtænke planer for fremtidens sikkerhed, også uden for Nato’s eget område. Et ligegyldigt job? Nej, et ekstremt vigtigt job. Det er bare at gå i gang.
