Ro på.
Der er ingen fare for, at Frederikskirken styrter i grus. Metroselskabets ingeniører har godtgjort, at den planlagte placering af en metrostation delvist under Marmorkirkens fundament ikke betyder nogen forøget risiko for kirkens umiddelbare fremtid. Og kan tunnelrøret flyttes et par meter til siden, vil frygten for, at storbyens underliv vil rumle under gudstjenesten, også været reduceret lidt. Det er et sundt træk ved vores demokrati, at man faktisk lytter til folkelige protester, sætter et kolossalt dyrt anlægsprojekt på stand by og giver sig tid til at forklare alle os velmenende amatører, hvad der er op og ned i den københavnske undergrund. Men trods alle ingeniørmæssige foranstaltninger kan ændringer i grundvandsspejlet jo stadig indtræffe, og den dybereliggende flintholdige københavnerkalk kan opføre sig uforudsigeligt. Skulle den tunge kirke, hvis anslåede vægt de seneste måneder er faldet fra 100.000 til 36.000 ton i pressens angivelser, så alligevel give sig og slå revner eller ligefrem i et rædselsvækkende scenarium styrte til jorden, må vi tage miseren derfra. Det uomgængelige vil jo ske en dag. Selv om »Herrens ord bliver evindelig«, som der står på kirken, så gør hans hus det med garanti ikke, men det er ikke til at bære tanken om, at dets undergang skulle indtræffe i vor tid, og da slet ikke hvis vi selv skulle have den mindst tænkelige medskyld i miseren. At der overhovedet har været bekymringer fremme om at noget lignende kunne ske, burde måske lede tanken hen på, at man helt flyttede anlægget til en plads, der ikke lå klos op ad en af de mest elskede og identitetsskabende bygningsværker i byen. Hvorfor overhovedet udsætte det for nogen risiko, om den så bare er teoretisk? Tja, det er jo en diskussion, man også kan tage i sit eget liv. Tør man vove noget? Tør man vove noget af sit kæreste til gengæld for en større gevinst? Lad de eksistentielle overvejelser hvile et øjeblik. Ser man på et kort over byen, synes der at være stor fornuft i at placere en station midt mellem knudepunkterne Kgs. Nytorv og Østerport station og således betjene de mange beboere, kunder og medarbejdere i området mellem Kongens Have og Larsens Plads. Og det forøger kun værdien af kulturhistorisk betydningsfulde bygningsværker, at man gør dem til centrale punkter i infrastrukturen. De skal hverken være hemmelige eller gemmes af vejen, de skal fremvises stolt, være højdepunkter og guide os i vores bevægelser gennem byen. Så lad endelig linjen og stationen ligge, hvis metroingeniørerne siger, at der ikke er nogen problemer i at udføre den. Metroen skal i gang nu. Dens værdi stiger hver gang, vi udvider den. Min største bekymring angår ikke stationens placering klos op ad kirken, men den tilsyneladende manglende æstetiske udnyttelse af samspillet mellem Ferdinand Mehldahls neobarokke arkitektur og den kommende trafik på stationen. I den aktuelle orientering af trappenedgangen til metroen kommer passagererne ikke til at opdage kirken. Trappeopgangen vender mod vest, sådan at man lander på fortovet foran Store Kongensgades biltrafik med ryggen til kirken. Når fodgængerne omvendt ankommer til stationen fra Store Kongensgade og skal bevæge sig ned ad trappen, vil de have kirken foran sig. Men det vil være forbundet med stor fare for førligheden og medpassagererne at forsøge at nyde synet af kirken. Når man går ned ad en trappe, kan man ikke samtidig kigge op. Tager man for langt et skridt, vil man falde. Derimod behøver man ikke se på sine fødder, når man går op ad en trappe. Tager man for langt et skridt på vej op, rammer foden blot næste trins væg. Derfor bør om muligt den øverste del af metrotrappen vendes om, så man udnytter samspillet mellem opgangen og dens helt unikke placering i byen. En metro er ikke bare en praktisk foranstaltning. Det er en særlig transportoplevelse, som nøje bør orkestreres, så den tilpasses de skiftende omgivelser, den bevæger sig gennem.
