I forgårs skrev vi her i avisen, at 184 irakiske asylansøgere nu har siddet i Sandholmlejren mellem 6 og 11 år.

Og der bliver de efter alt at dømme siddende. Næste år kan vi så skrive historien om, at de har siddet der mellem 7 og 12 år. For de afviste irakeres sag vil vi komme til at vende tilbage til igen og igen. Ikke fordi der er sket en ny udvikling, men fordi der ingen udvikling har været. De afviste irakere vil ikke rejse hjem til Irak og Danmark kan ikke tvangshjemsende dem, fordi Irak ikke vil tage imod dem. Det skyldes ikke manglende ihærdighed fra dansk side, at der endnu ikke foreligger en aftale med Iraks regering om tilbagesendelse af de afviste asylansøgere. I løbet af det seneste år har integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) flere gange udtalt, at Danmark var tæt på at få en aftale med den irakiske regering. I juni måned sidste år sagde den danske ambassadør i Bagdad, at nu var det lige oppe over. Det var det så alligevel ikke. 10 måneder senere er der stadig ingen aftale. I forgårs sagde integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, at »der hele tiden arbejdes på sagen«. Det, der har givet Danmark håb om at kunne tvangshjemsende irakerne, er bl.a., at Sverige sidste år fik en aftale med den irakiske regering om at sende Sveriges afviste irakere hjem. Samtidig har Irak selv gjort en stor indsats for, at de hundredtusindvis af irakere, der flygtede til nabolandene Jordan og Syrien, skulle vende hjem. Så hvordan kan det være så vanskeligt for Danmark at blive enige med Irak om at sende et par hundrede mennesker tilbage? Et ubekvemt spørgsmål, som ingen i regeringen har haft lyst til at svare på. Man nøjes med at stille sig fornærmet og uforstående an over for den irakiske regering, og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har truet med at lukke for bistanden til Irak. Det må da også være stærkt provokerende for den danske regering, at Sverige, som under Irakkrigen modtog 60 procent af de irakiske asylansøgere, der kom til Europa, nu kan ende med at få sendt deres afviste irakere tilbage, mens Danmark, der tog imod et ubetydeligt antal irakere, sidder tilbage med sine irakiske afviste asylansøgere. Og det er sågar også lykkedes svenskerne at få overtalt næsten 3.000 irakere til at vende frivilligt hjem. Heller ikke det har den danske regering haft held med. Trods diverse incitamenter har næsten ingen irakere taget imod den danske regerings tilbud. Og hvad kan vi så lære af det? At den irakiske regering er utilregnelig og upålidelig? At svenskerne er bedre forhandlere, end vi er? Ingen af delene. Forløbet er helt klassisk og har fulgt den logik og de principper, som styrer international politik og diplomati, nemlig gensidighed og respekt. Den irakiske velvilje over for Sveriges ønske om en tilbagesendelsesaftale skyldes ganske simpelt, at Sverige, mens Irak var i krig og dets borgere i fare, levede op til de internationale forpligtelser og påtog sig et ansvar for de irakere, der blev drevet på flugt. Den solidaritet og ansvarlighed gengældes nu fra irakisk side. Den danske regering derimod gik på én gang i krig i Irak og strammede den danske asyllovgivning, så det var noget nær praktisk umuligt at få asyl. De få, der alligevel kom, blev placeret i lejre, hvor de er blevet tiltagende nedbrudte. I Sverige gav man asylansøgerne mulighed for at arbejde og bo i det svenske samfund. Alene af den grund er det mere attraktivt for den irakiske regering at få deres medborgere hjem fra Sverige. De er simpelthen bedre rustede til at bygge et nyt liv op i Irak end de irakere, der har været frataget alle rettigheder og muligheder i Danmark. At de indenrigspolitiske gevinster ved den førte politik ville få udenrigspolitiske konsekvenser, har regeringen enten ikke forudset eller betragtet som en krigsskadeomkostning. Vi så samme mønster i forbindelse med karikaturkrisen. Indenrigspolitikken tog udenrigspolitikken som gidsel. Det har sin pris, også indenrigspolitisk. De 184 afviste irakere, som regeringen ikke kan få sendt hjem til Irak, vil være en konstant påmindelse til vælgerne om, at regeringen har skabt et problem, den ikke kan løse.