TEHERAN – Hvor tager man temperaturen på iransk politik?
Medierne har i årevis brugt fredagsbønnen, de unge kvinders tildækning og den anonyme fortolker som tilstandsrapport. Vi prøver. Fredagsbønnen er ikke længere et studie i folkets røst. Det er længe siden, at den islamiske revolution kunne fylde Teherans centrum med folkelige masser. I dag lykkes det lige at fylde pladsen på Teheran Universitet med statsudskrevne gæster. Der råbes stadig ’Død over USA’ og ’Død over Israel’, men selv disse slogans falder fladt i tomme, slidte gader. De unge kvinder? Smartere end nogensinde. Flagrende chadors og blege ansigter under stramme tørklæder er udskiftet med kropsnære jakker, jeans, nonchalant tilbagestrøgne tørklæder, mascara og plastikkirurgisk udrettede næser. Og så den anonyme kilde: ’Iran er som et køkken, hvor de har de bedste råvarer, de bedste krydderier, de bedste redskaber – men hov, hvor er kokken? Kokken er væk!’. Det er en iransk forsker på regeringens lønningsliste, der fortæller historien. Men hvad er da temperaturen på iransk politik? At fredagsbønnen fastholder retorikken, men savner jordforbindelsen? At de unge kvinder ikke ignorerer revolutionens vogtere, men at vogterne ignorerer dem? At selv den anonyme politiske fortolker savner en forklaring på, at Iran, der har alle mulighederne og alle ressourcerne, alligevel hænger i økonomisk krise, i international isolation og i politisk dødvande? De revolutionære vægmalerier er ved at skalle af Teherans facader. Ambassadeprotester? Glem det. Armeniere i Teheran fik i fredags lov at demonstrere imod det osmanniske imperiums folkemord og give Tyrkiet ansvaret. Ellers er demonstrationer sjældne. Formanden for det iranske parlaments udenrigs- og sikkerhedspolitiske komite gav lige Danmark et nakkedrag, da han forleden talte til gæster fra det danske Udenrigspolitiske Selskab. Men ude i gaden er tegningerne glemt. Iranere modtager overalt danskere med stor venlighed og altid generøsitet. Det forestående valg? Beklager, det er ikke lykkedes at finde en vælger, som vil bruge sin stemme. »Vi kan vælge mellem noget slemt, noget meget slemt og noget helt forfærdeligt«, siger en tæppehandler i Isfahan – Irans svar på den pålidelige taxachauffør. Det er nemmere at sige, hvad det nuværende præstestyre i Teheran ikke vil – end hvad det vil. Styret vil ikke finde sig i diktat udefra. Det vil ikke undlade at udvikle sin atomteknologi, bare fordi Vesten er bange for en iransk bombe. Det vil ikke opgive sin kontrol med iransk økonomi, bare fordi den statsautoriserede udvikling står i stampe. Og det vil ikke opgive præsternes dominans, bare fordi fundamentalisme har fået et dårligt omdømme. Deres undersåtter, iranerne – de vil langt hellere på picnic end til statsautoriseret bønnemøde. De vil hellere lave fis med præsterne end tage dem alvorligt. Og de vil hellere falde i snak med udlændinge end ønske dem ad helvede til. Så hvad ved vi om udviklingen i Iran? Ikke meget. Vi ved, at de virkelige magthavere knap er kendt og ikke står til ansvar. At det tør i bjergene, men fryser i det smukke parlament. At statsbudgettet bygger på stigende oliepriser, men at priserne falder. At recession har ramt iransk økonomi med grum hast. At ’den islamiske revolution’ afviser nogen indblanding i iranske forhold, men insisterer på retten til selv at involvere sig i Libanon, Gaza og Irak. At regimet dyrker fortidens uretfærdigheder, men tøver over for fremtidens chancer. Iran vil ikke sammenlignes med sine naboer og ikke underkendes, men anerkendes og respekteres som stormagt i Mellemøsten. Og hvorfor ikke? Men vi savner et svar – hvad vil Iran? Hvad kan præstyret i åbenhed og ærlighed tilbyde sine egne borgere og sin omverden – i fred, i frihed og ikke i opposition?
