Når man selv har været tvunget til at sidde på gymnastikgulvet med foldede hænder og fromt bede om »vort daglige brød« og frihed »fra det onde« – så sent som midt i 1980’erne – føles det krænkende, når undervisningsminister Bertel Haarder (V) nu lovpriser skolebøn og salmesang som en »utrolig værdifuld del af vores kultur«.
For fadervor handler altså kun om jeres faderfigur. Vi andre vil helst være fri for at gå i forbøn. Heldigvis var skoleforkyndelsen spildte Guds ord på mig. Eller som Præstø-pastoren J.E. Gjellebøl skrev i 1861 i ’Spildte Guds ord på Balle-Lars’ om forbryderen Lars Nielsen, der som jeg voksede op nede på Sydsjælland: Han var »forstokket og uimodtagelig for Religionens Paavirkning«. At nogle få er sluppet ud af skolen med fornuften i behold, er imidlertid ikke et argument for, at børn i dagens Danmark fortsat skal udsættes for religiøs indoktrinering i skoletimerne. På en række folkeskoler rundt om i landet begynder morgenen stadig med kristen forkyndelse. Det er ikke alene et overgreb på børnene, men også en kompromittering af folkeskolen som et frit læringsrum for alle. Dengang under den kolde krig, da jeg gik i en almindelig folkeskole, kunne vi også have sunget flere andre opbyggelige hymner. Hvad med disse linjer: »Igennem tordenvejret skinnede frihedens sol til os/Og Lenin den store oplyste vor vej/Vi er blevet opfostret af Stalin til tro på folket/Til slid og fremgang han inspirerede os«. I det indremissionske Haslev undslap vi heldigvis en sådan form for sovjetkommunistisk hjernevaskning. Principielt set havde det dog ikke været forskelligt fra den kristne forkyndelse, som vi deltog i – til stanken af lag på lag af sure tæer. Imens sad mange af mine jævnaldrende i rundkreds og udøvede maoistisk kritik-selvkritik. Vi måtte nøjes med vores egen skyld. FØRST UDTALTE undervisningsminister Bertel Haarder i Kristeligt Dagblad, at tidens skarnsunger trænger til at få åndelig vejledning i folkeskolen: »Jeg vil kraftigt opfordre til, at alle skoler i Danmark indfører morgensamling med både fadervor og salmesang. Det er en utrolig værdifuld del af vores kultur, som jeg synes, det ville være vanvittigt at forbyde«. Kort efter modererede han sig til, at skolebørn blot bør synge, og at han ikke vil gribe ind over for folkeskoler, der pålægger ungerne at lovsynge højere magter end VK-regeringen. Men grundsynspunktet står uantastet: Haarder er tilhænger af religiøs forkyndelse i folkeskolen. Ikke blot skal alle skatteborgere være med til delvist at finansiere folkekirken via den almindelige skattebillet, nej, vi skal også lade lærere docere Bibelens bogstaver til små børn. I et opgør med det frie, åbne samfund ønsker den tidligere antitotalitære Bertel Haarder, at skolen skal kunne bruges til indoktrinering. MEN LIGESOM skolelærere med rette blev kritiseret for at manipulere eleverne politisk, da jeg var barn, skal det heller ikke accepteres i dag, når nogen forsøger at misbruge folkeskolen til ideologiske formål. Dengang angreb direktøren i Undervisningsministeriet, den radikale præst Asger Baunsbak Jensen, folkeskolen for at være under indflydelse af »yderligtgående marxistiske lærertyper, der vil omforme samfundet«. Den socialdemokratiske borgmester i Ballerup, Kaj Burchardt, gik skridtet videre og kaldte kommunens lærere for »rendestensundervisere og venstreorienterede abekatte«. Og formanden for Centrum-Demokraterne, den antikommunistiske Erhard Jakobsen, satte politisk trumf på og gjorde indoktrinering i folkeskolen til ét af sine slagnumre. I dag er det svært at komme uden om, at frihedskæmperne fra forstæderne havde en reel pointe: Ensidigheden i undervisningen var kammet over lidt for mange steder. Og det viste sig at være sundt for åndsfriheden i Danmark, at den politiserede undervisning mødte modstand i offentligheden. For folkeskolen skal ikke være en politisk opdragelsesanstalt – men altså heller ikke et religiøst bønnehus. Naturligvis skal skolebørn lære om alverdens religioner og totalitære ideologier. Men derfra og så til ligefrem at forkynde tankerne, er der et skelsættende skridt, som ikke skal tages af offentlige institutioner. Og da man næppe kan få sine skolepenge tilbage, selv om Guds-ordene var forspildte, må de onde ånder fordrives fra skolerne: farvel til både Lenin og Luther.
