0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Peter Wivel: Pavens sødladne ord om holocaust

I Israel tav paven om de ansvarlige for mordet på Europas jøder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PIER PAOLO  CITO/AP
Foto: PIER PAOLO CITO/AP

»Paven dømte og fordømte det onde ud fra det synspunkt, at den uplet-tede uskyld stadig har et trygt hjemsted blandt os«.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Når det selvfølgelige ikke var så selvfølgeligt endda, skyldes det som bekendt romerkirkens rehabilitering i januar af en antisemitisk sekt, Piusbroderskabet, og af en holocaustbenægter, biskop Richard Williamson.

Pave Benedikt XVI var yderst forsigtig i sine udtalelser, da han ankom til Jerusalem i mandags. Han repræsenterer en kirke, der stadig ikke er hævet over mistanke, hvad antisemitisme angår, han er tysker, og han var som ung tvangsindmeldt i Hitler Jugend. Der var egentlig nok til en hel undskyldning.

Det positive var, at han ligesom Johannes Paul II anerkendte Israel ved at tage ordet i sin mund. Det var også positivt, at han benyttede lejligheden til at fastslå, at ’shoah’, som holocaust hedder på hebræisk, krævede seks millioner ofre.

Det ved man endnu ikke i Teheran, ikke så fjernt fra Israel, og derfor tilføjede paven også, at antisemitismen fortsat stikker sit hæslige ansigt frem i mange dele af verden, skønt det er totalt uacceptabelt og må bekæmpes med alle midler, uanset hvor vi møder den.

Måske var det en smule for selvudslettende, at paven i tavshed forbigik den nation, der gennemførte mordet på seks millioner jøder, nemlig hans eget land Tyskland, og at han heller ikke fik nævnt, at det ikke lykkedes hans egen kirke, den katolske, at komme med en officiel fordømmelse, mens folkedrabet fandt sted.

Paven har et problem her. Han forbereder nemlig en såkaldt helgenkåring af pave Pius XII. Han blev, ikke helt uden egen skyld, kaldt ’Hitlers pave’. Det var også i Pius XII’s ånd, at den katolske kirke fik hjulpet så mange overlevende nazistiske krigsforbrydere, herunder Adolf Eichmann, til en ny tilværelse under andre og sikrere himmelstrøg end de europæiske.

Pave Benedikt nøjedes med at sige, at det jødiske folk havde oplevet de frygtelige følger af »ideologier, der fornægter ethvert menneskes grundlæggende værdighed«.

Men ideologier dræber ikke. Det gør kun mennesker, og her kunne paven uden skade have været mere præcis i sin udtryksform. Det er svært at forestille sig, hvem der skulle have taget anstød af at høre ordet »Hitlertyskland«.

Mere problematisk var imidlertid kernen i pavens tale i Yad Vashem, det museum og mindesmærke i Jerusalem, hvor israelerne dokumenterer ’shoah’ – og hvor alle de antisemitiske plakater og opråb fra nazitiden, der er udstillet i montrerne, er affattet på det sprog, Joseph Ratzinger lærte af sin mor.

Her bevægede han sig ind på et vanskeligt teologisk problem, der handler om, hvordan den almægtige Gud kunne tillade ’shoah’. Hvordan kan det absolut onde eksistere, hvis Gud, det absolut gode, kan hindre det?

Spørgsmålet er uhyre relevant, og paven løste det ganske enkelt ved at sige, at jøderne blev prøvet i deres tro ligesom den jødiske Bibels Abraham, da Gud befalede ham at ofre sin søn Isak.

Guds veje er uransagelige, sagde paven, og det var vel også, hvad han skulle, hans stilling taget i betragtning. Han dømte og fordømte det onde ud fra det synspunkt, at den uplettede uskyld stadig har et trygt hjemsted blandt os mennesker, når bare troen er stærk nok.

Yad Vashem kan ikke bekræfte den indstilling. Her kan man få den tanke, at Jesus fortalte sine disciple noget væsentligt, da han fra sit kors råbte: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar