Det må ikke være helt betryggende for pavens selvopfattelse, at mange millioner har ventet utålmodigt på, at han under sin rejse i denne uge til Israel skulle sige, at han finder mordet på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig for en grusom forbrydelse – en ren selvfølgelighed.
Når det selvfølgelige ikke var så selvfølgeligt endda, skyldes det som bekendt romerkirkens rehabilitering i januar af en antisemitisk sekt, Piusbroderskabet, og af en holocaustbenægter, biskop Richard Williamson. Pave Benedikt XVI var yderst forsigtig i sine udtalelser, da han ankom til Jerusalem i mandags. Han repræsenterer en kirke, der stadig ikke er hævet over mistanke, hvad antisemitisme angår, han er tysker, og han var som ung tvangsindmeldt i Hitler Jugend. Der var egentlig nok til en hel undskyldning. Det positive var, at han ligesom Johannes Paul II anerkendte Israel ved at tage ordet i sin mund. Det var også positivt, at han benyttede lejligheden til at fastslå, at ’shoah’, som holocaust hedder på hebræisk, krævede seks millioner ofre. Det ved man endnu ikke i Teheran, ikke så fjernt fra Israel, og derfor tilføjede paven også, at antisemitismen fortsat stikker sit hæslige ansigt frem i mange dele af verden, skønt det er totalt uacceptabelt og må bekæmpes med alle midler, uanset hvor vi møder den. Måske var det en smule for selvudslettende, at paven i tavshed forbigik den nation, der gennemførte mordet på seks millioner jøder, nemlig hans eget land Tyskland, og at han heller ikke fik nævnt, at det ikke lykkedes hans egen kirke, den katolske, at komme med en officiel fordømmelse, mens folkedrabet fandt sted. Paven har et problem her. Han forbereder nemlig en såkaldt helgenkåring af pave Pius XII. Han blev, ikke helt uden egen skyld, kaldt ’Hitlers pave’. Det var også i Pius XII’s ånd, at den katolske kirke fik hjulpet så mange overlevende nazistiske krigsforbrydere, herunder Adolf Eichmann, til en ny tilværelse under andre og sikrere himmelstrøg end de europæiske. Pave Benedikt nøjedes med at sige, at det jødiske folk havde oplevet de frygtelige følger af »ideologier, der fornægter ethvert menneskes grundlæggende værdighed«.
Men ideologier dræber ikke. Det gør kun mennesker, og her kunne paven uden skade have været mere præcis i sin udtryksform. Det er svært at forestille sig, hvem der skulle have taget anstød af at høre ordet »Hitlertyskland«. Mere problematisk var imidlertid kernen i pavens tale i Yad Vashem, det museum og mindesmærke i Jerusalem, hvor israelerne dokumenterer ’shoah’ – og hvor alle de antisemitiske plakater og opråb fra nazitiden, der er udstillet i montrerne, er affattet på det sprog, Joseph Ratzinger lærte af sin mor. Her bevægede han sig ind på et vanskeligt teologisk problem, der handler om, hvordan den almægtige Gud kunne tillade ’shoah’. Hvordan kan det absolut onde eksistere, hvis Gud, det absolut gode, kan hindre det?
