Det måtte ende som en fuser. Godt, at det ikke kostede flere liv. De spontane demonstranter i Teherans og andre større byers gader havde ingen chancer mod kuppets bagmænd, Den Øverste Leder, Ali Khamenei, og hans håndgangne mand, Mahmoud Ahmadinejad, som kontrollerer det iranske magtapparat – politiet, revolutionsgarden, Basijmilitsen etc.
Der stod så meget på spil for de to. Ikke blot deres politiske magt, men også deres ideologiske kamp mod reformisterne i den islamiske revolutionsledelse, om den rette vej mod et islamisk samfund bygget på den islamiske ide om social og økonomisk retfærdighed. Resultatet var på forhånd afgjort. Derfor kunne indenrigsministeriet allerede offentliggøre valgresultatet og kåre Ahmadinejad efter at have optalt 5 pct. af stemmerne. Det er ikke usandsynligt, at protestdemonstrationerne ikke – som det påstås af Teheran – var organiseret af den britiske efterretningstjeneste i samarbejde med BBC, men at de blev fremprovokeret af magtapparatet med det formål at belære befolkningen om det håbløse i at gøre modstand. Svindlerierne var så groteske, så åbenlyse og ikke mindst så provokerende, at demonstrationerne ikke kan være kommet bag på magtapparatet. En af de første, der erkendte situationens håbløshed, var Ahmadinejads hovedmodstander, Mir-Hossein Mousavi. Efter først at have opmuntret demonstranterne og erklæret, at han om nødvendigt var parat til at lide martyrdøden i kampen for retfærdighed, gik han hjem. Siden hørte hans tilhængere mest fra ham via e-mail. Demonstranterne krævede omtælling af stemmerne. Det var det mest radikale slagord, man så på deres transparenter. Det var naivt, fordi det var totalt udelukket, at Den Øverste Leder ville acceptere et krav, der ville afsløre valgsvindlen. Den var første scene i anden akt af et drama, der er blevet udspillet bag kulisserne i den revolutionære ledelse siden revolutionsfaderen, Khomeinis, død i 1989. Så længe han levede, var han enerådende. Splittelsen opstod først senere, efter at Ali Khamenei var blevet udset til hans efterfølger, mellem traditionalisterne og reformisterne. De sidste vandt præsidentembedet i 1997, og deres kandidat, Mohammad Khatami, sad i to perioder. Hans reformpolitik blev saboteret af Den Øverste Leder, der opfattede reformisterne som en trussel mod sin magt, men også mod Khomeinis revolutionære arv. Ved valgene for fire år siden opstillede Ahmadinejad, i hvem den værste leder så en ideologisk fælle. Han havde deltaget i den otte år lange krig i 80’erne mellem Irak og Iran og var populær blandt revolutionsgardisterne, han var ultrakonservativ i religiøs henseende og var modstander af tilnærmelse til USA, som hans reformistiske forgænger på præsidentposten havde haft på programmet, indtil George W. Bush i januar 2001 udnævnte Iran til medlem af ’ondskabens akse’ i selskab med Saddam Hussein og Nordkorea. Ahmadinejad gik hurtigt til værks efter udnævnelsen til præsident. Han udskiftede alle 30 provinsguvernører og erstattede dem med ’loyalister’ bl.a. fra revolutionsgardens officerskorps. Han udrensede ’upålidelige’ lærere på universiteterne, drev tilhængere af reformbevægelsen i eksil, strammede kontrollen med, at kvinderne overholdt strenge regler om passende påklædning osv. Desuden placerede han sine folk i de islamiske fondes ledelse og i store regeringsejede firmaer. Så vidt første akt. Anden akt begyndte med hans ’salgssejr’ over den moderate Mousavi. Iranske sikkerhedsfolk har i den forgangne uge arresteret tilhængere af reform i hele landet. Iagttagere fortæller, at Iran ikke har oplevet mage til klapjagt på politiske modstandere siden den islamiske revolution for 30 år siden. Med den øverste leder og Ahmadinejads sejr er udsigterne til en iransk-amerikansk dialog formørket. Præsident Barack Obama, der har været meget tilbageholdende med sin kritik af udviklingen i Iran, er blevet mødt med en provokation fra Ahmadinejads side, der formodentlig er en dialogstopper. Irans præsident kræver, at Obama skal give en undskyldning. Valgsvindlen og den brutale undertrykkelse af demonstranterne viser, at der ikke er grundlag for dette håb. Den amerikansk-iranske dialog vil næppe komme i gang, før Iran har gennemført den første prøvesprængning af sine kommende kernevåben. Først da vil den iranske ledelse møde den respekt fra USA’s side, som den hungrer efter.
