Efter at det er afsløret, at manden, der i juni 1967 skød den berlinske student Benno Ohnesorg, var spion og mangeårigt medlem af det østtyske kommunistparti, har medierne med daglige overfald sparket ’68-generationens kadaver stadig længere ned i graven. Bevægelsen havde fra starten et fuldstændig forblændet billede af staten, den søgte med lys og lygte efter fjendebilleder. Det hele byggede på en tragisk misforståelse, konstaterede den ansete ugeavis Die Zeit i sin forsideleder forleden. Det var ikke »den fascistiske Forbundsrepublik«, der stod bag skuddet, som studenterne troede, men en politimand, der var i det østtyske Stasi’s sold. Historien må skrives om. DET UPROVOKEREDE drab den 2. juni 1967 på den 26-årige værgeløse og fredelige demonstrant udløste det tyske studenter- og ungdomsoprør – et år før det danske og franske – og blev også et af de syge påskud til den terrorisme, der under navnet Rote Armee Fraktion hærgede Tyskland i næsten 30 år. Afsløringen af drabsmanden, Karl-Heinz Kurras’ identitet som fanatisk DDR-tilhænger, kommer som sendt fra himlen. Forbundsrepublikken, der i år fejrer sit 60-årsjubilæum med pomp og pragt, kan melde hus forbi, og de unge oprørere står tilbage som forblændede og vildførte ofre for spærreilden fra de kommunistiske propagandaorganer. Sådan er virkeligheden bare ikke. 1967-studenterne demonstrerede mod diktaturet i Iran. De demonstrerede mod Vietnamkrigen. De demonstrerede mod en vesttysk politikerklasse og statsadministration, der var spækket med gamle nazister. Den daværende demokratisk valgte kansler, Kurt Georg Kiesinger, havde allerede i 1933, en måned efter Hitlers magtovertagelse, meldt sig ind i nazipartiet og gjorde karriere derefter. Desuden demonstrerede studenterne mod Springer-pressen. En undersøgelse, foretaget i december 1967 af et hæderkronet analyseinstitut, viste, at 83 procent af koncernens artikler om studenterne havde en nedsættende tendens, imod bare 6 procent i landets øvrige aviser. DRABET PÅ Ohnesorg skete, da det vesttyske politi nedslagtede en studenterdemonstration mod den iranske shah, der var på besøg i Vestberlin. Overfaldet på demonstranterne var så brutalt, at en dommer konstaterede, at politiet selv havde skabt en så farlig situation, at det kunne gå, som det også gik. Kurras blev frikendt for uagtsomt manddrab (sigtelsen for overlagt mord blev aldrig rejst, skønt det havde været nærliggende) ved to retsinstanser. Politikere, politiledelse, retsvæsen og ikke mindst medierne gjorde alt for at undskylde Kurras. Alle mente – ikke uden grund – at han var en af deres egne. Så selv om manden altså var landsforræder, adopterede Forbundsrepublikken denne skifting og med ham hans forbrydelse. Skal historien skrives om, må det være med en bitter konstatering af, at tilstandene i 1967 var om muligt værre end hidtil antaget. DET UNDSKYLDER ikke, at studenterne, herunder deres leder Rudi Dutschke, lod sig forføre til en radikalitet, som risikerede at ende i »venstrefascisme«. Det advarede filosoffen Jürgen Habermas Dutschke om ved et offentligt møde i forbindelse med Ohnesorgs begravelse. Var det efter drabet på Ohnesorg blevet afsløret, at Kurras repræsenterede regimet på den anden side af Muren, er det muligt, at dets andre agenter, først og fremmest de senere terroristledere Horst Mahler og Ulrike Meinhof, begge medlemmer af samme parti som Kurras, ikke havde haft så let spil. Klassekampsretorikken havde måske måttet vige for den kamp for menneske- og borgerrettigheder, som unge vesttyskere indledte fra 1980, da partiet De Grønne blev dannet. DDR fik, i ufrivilligt, men snævert samarbejde med Forbundsrepublikken, forsinket den kamp med mere end ti år, og da den omsider kom, blev det ikke under de etablerede vesttyske partiers faner. Den blev anført af de samme unge, der blev tæsket på plads i 1967. De var trods alt bedre til at lære af deres erfaringer.