Engang lød det selvsikkert fra politikere på midten af dansk politik, at de hverken var højre- eller venstreorienterede, bare velorienterede.
I dag må det konstateres, at de borgerlige midterpolitikere hverken fremstår som landsbytosser eller storbytosser: De virker bare rundtossede. Forvirrede og forvrøvlede. Den massive interesse, der i de senere år har samlet sig omkring midten i dansk politik, er fuset ud i det rene ingenting. Aldrig har så meget opmærksomhed været udnyttet til så lidt. For paradoksalt nok er tilslutningen til en socialliberal reformpolitik stadig nogenlunde intakt.
Der findes fortsat mange borgere, der ønsker en lidt mindre egalitær fordelingspolitik og en mere frisindet værdipolitik: de såkaldt borgerlige humanister, der synes, at nok er nok med Dansk Folkeparti, men som heller ikke ligefrem drømmer om at få SF’s formand, Villy Søvndal, som ny finansminister og den tidligere DKP-formand Ole Sohn som erhvervsminister. Fra et højdepunkt i 2005 med 17 mandater i Folketinget er Det Radikale Venstre imidlertid blevet sprængt i stumper og stykker, spredt ud over fire mikropartier: moderpartiet, naturligvis, med Margrethe Vestager i spidsen, samt Anders Samuelsens Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbølls nye Borgerligt Centrum og ikke mindst onemanshowet Naser Khader, der sætter krop på den totale forvirring. Samtidig er også Jørgen Poulsen (R) krydset på tværs, mens den konservative løsgænger Pia Christmas-Møller tumler frit rundt i det samme spændingsfelt. Turbulensen kan virke tragikomisk, men viser ikke desto mindre, at der findes en stabil og levende efterspørgsel efter et borgerligt midterparti, der kan udfordre VK-regeringens alliance med Dansk Folkeparti.
