Klimapolitik er kun et andet ord for ressourcekamp.
COP15 står og falder med kroner og øre. Verdens fattigste lande har lovet hinanden, at de ikke vil skrive under på en aftale i København, hvis de rige fortsat nægter at betale omkostningerne ved global opvarmning. Udspillene fra EU og USA er stadig så beskedne, at chefforhandleren for de fattige lande i G77, Lumumba Di-Aping, skabte galgenhumor i Bella Center, da han udbrød – som reaktion på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) lækkede aftale: »10 milliarder dollar kan ikke købe kister nok til befolkningen i den tredje verden«. De rige lande er nødt til at give mere, hvis Københavnstopmødet skal ende med en aftale. Men én ting er at love guld og grønne skove; en helt anden er rent faktisk at betale. Og her har de rige lande ikke meget goodwill at trække på. Løfterne fra tidligere topmøder er ikke realiseret. Målsætningerne fra Kyoto i 1997 om en samlet CO2-reduktion på 5,2 procent, ser ikke ud til at blive indfriet inden 2012. Knap nok for Danmarks vedkommende. På bistandsområdet er bluffnummeret det samme: Foreløbig er det kun fem lande, der har levet op til den gamle FN-ambition om, at de rige lande skal give 0,7 procent af deres BNP i bistandshjælp.
