Dansk politik er blevet en gabende kedsommelig affære uden liv, nerve og intensitet. I snart ti år har vi hørt på en blå og en rød blok, der kører på de samme modsætninger og sætninger.
Igen og igen og igen. Gentagelse på gentagelse på gentagelse. Godt nok er visse ansigter skiftet ud i toppen, men det, de siger i dag, kunne deres forgængere lige så godt have sagt for fem og ti år siden. Det hele er stivnet. Gab! Dansk politik trænger til en rystetur. Til at hele undergrunden udsættes for en rystelse. Og når jeg siger det, tænker jeg ikke i revolutionære baner. Det er faktisk helt normalt – og et sundhedstegn – at det politiske liv udsættes for omvæltninger med jævne mellemrum. Trænger til ny ilt Det er sådan, politik bliver iltet og får nyt liv i form af nye ideer og dagsordener. Se bare på de seneste fire årtier: I 1960’erne var det ungdomsoprøret, som udfordrede og førte til dannelsen af blandt andet VS. Senere i 1970’erne kom jordskredsvalget, hvor de fire gamle – S, V, K og R – måtte aflevere hundredtusinder af stemmer til opkomlingene og oprørerne fra Fremskridtspartiet og CD. I 1980’erne var det græsrodsbevægelserne – freds- og miljøbevægelserne – som forandrede partiernes måde at arbejde på og især gav medvind til SF. Og i 1990’erne dukkede Dansk Folkeparti op og skabte det politiske opbrud, som har støbt fundamentet for dagens politik.
