Vi får altid at vide, at de tre store religioner er så fredeligt indstillet. Intet er dem faktisk så helligt som fred. Siger præsteskabet. Men hvor er så de store hellige mænd, som rækker hænderne ud til hinanden og beder de verdslige regeringer og landsmænd opføre sig ordentligt i det åh, så hellige land? De er der ikke. Og det er ikke alene trist. Det er dybt forstemmende, nærmest forbryderisk. Lige nu behøver israelere og palæstinensere og den arabiske verden ikke noget mere end fred og udvikling i trygge demokratiske omgivelser. Og hvor er de så, de muslimske, jødiske og kristne skriftkloge, som vil give magthaverne i Israel, de palæstinensiske områder og den arabiske verden en ordentlig røffel? De er der ikke.
De døde bestemmer
Det er, som forfatteren Amos Elon skrev, de døde, der bestemmer. De levende undskylder sig med en tradition, de angiveligt har arvet fra fortidens døde – som i dag må rotere i deres grave, hvis de er lige så gode, som det hævdes på deres gravsten.
Hvis fred vitterlig var så vigtigt for Israel, ville de israelske regeringer vel skabe velfærd og bygge nye byer i deres eget land, ikke i besat land, som de har taget fra andre?
Hvis fred var så vigtigt for Hamas i Gaza, ville de vel heller ikke spilde energi på at fyre raketter ind over Israel?
Og hvis den arabiske verdens ledere var så optaget af at få fred med Israel, ville de vel heller ikke lade israelerne i tvivl om, at de mente det alvorligt?
Det er jo ikke, fordi magthaverne i Mellemøsten ikke kunne handle anderledes.
Israel har en voksende fattigdom og en alarmerende vækst i forskellen på rig og fattig. Landet oplever også et grumt og uopfyldt behov for udvikling af israelske landsbyer.
Alligevel spilder Israel enorme formuer i de besatte områder på bosættelser, som ikke ligefrem giver palæstinenserne tillid til Israels fredsvilje – og udskyder Israels egen udvikling.
