0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv ikke præsteskaber egen magt

Misbrugte kordrenge og ægteskabstruede piger har krav på samme beskyttelse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

retfærdighed. De mange sexafsløringer giver en fornemmelse af et mønster, som den allerøverste ledelse af den katolske kirke bærer et seriøst ansvar for. Arkivfoto: Pier Paolo Cito/AP

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Bør religion og kultur spille en større rolle i forhold til lov og ret?

Måske lyder det principielt rigtigt. I praksis er det bare en ekstremt dårlig ide.

Det lyder så rigtigt, at præster selv finder mindelige løsninger på konflikter og sociale problemer i deres trossamfund. Og heldigvis står det trossamfund frit at gøre en ærlig indsats for at holde børn væk fra kriminalitet, holde præster væk fra sexovergreb eller for at beskytte kvinder mod voldelige mænd.

I virkelighedens verden er der dog alt for mange tegn på, at præsteskaber hellere vil værne om trossamfundets omdømme end om deres medlemmer.

Derfor skal der religionsneutrale regler og myndigheder til at sikre lige rettigheder og fælles beskyttelse.

Hvem skal hjælpe ofrene?
Lige nu forsøger katolske kirkesamfund at vise ansvar efter årtiers forsøg på at skjule og undertrykke præsters seksuelle overgreb på børn. Det bliver mødt af vrede på ofrenes vegne, men også af nogen veltilfredshed hos mennesker, der gerne håner katolicismens regler om cølibat, men ikke nødvendigvis ser lige så kritisk på egne dogmer.

Mængden af sexafsløringer giver en fornemmelse af et mønster, som den allerøverste ledelse af den katolske kirke bærer et seriøst ansvar for. Det kan dog stadig dreje sig om enkelte præsters forbrydelser. Men alligevel: Kirken ville hellere beskytte præsterne end beskytte kordrengene.

Hvem skal hjælpe de misbrugte kordrenge? Kirken? Skulle retsvæsenet overlade de misbrugte børn til lige netop kirken efter årtiers fornægtelse og tilsløring?

Skal samfundet også overlade til muslimske præsteskaber at tage sig af unge kvinder, som ønsker at bryde med traditioner eller afviser et foreslået eller påtvunget ægteskab?

Tre danske professorer foreslår i en ny bog faktisk, at retsvæsenet skal tage særlige hensyn til islamisk lov. Det ville i sig selv være problematisk, fordi islamisk lov fortolkes forskelligt af forskellige trossamfund. Sharia er ikke bare sharia.

Intet hindrer da heller muslimske præsteskaber i at hjælpe unge kvinder, som beder om hjælp. I den ene eller den anden sag. Og intet taler imod, at samfundet taler med såvel katolske som muslimske og andre præster, hvis det kan bidrage til løsning af konflikter eller beskyttelse af borgere i klemme.

Men vi er godt tossede, hvis vi lader ’hensyn til religion’ få nogen som helst forrang for fælles lov og fælles retsbeskyttelse.