Det danske Folketing er ifølge grundloven betroet opgaven at tildele udenlandske borgere dansk statsborgerskab. De 179 folkevalgte medlemmer vedtager to gange om året et lovforslag, hvor alle de nye statsborgeres navne står opført. De senere år har partierne gjort det til en begivenhed at blive statsborger her i landet. På ’statsborgerskabsdagen’ bliver de nye statsborgere fejret og får lejlighed til at møde folketingsmedlemmerne på Christiansborg.
Pressen plejer at vise billeder fra begivenheden af lutter glade mennesker, Pia Kjærsgaard, der møder en ny dansker, og børn med blå og røde balloner. For de mennesker, der har fået et dansk statsborgerskab, er der god grund til fest og fejring. De har været i Danmark i mindst otte år, de har bestået en indfødsretsprøve og en danskprøve, de har ingen gæld til det offentlige, de er ikke tidligere straffet, og de forsørger sig selv. Det er ingen spøg at få dansk statsborgerskab. Det er måske et lidt upassende udtryk at bruge i denne sammenhæng, for hvis man retter blikket mod den gruppe ansøgere, som hvert år søger dispensation for de almindelige regler, og ser, hvordan Folketinget behandler deres sager, skulle man tro, at det var en spøg. Proceduren er klar nok. Det er indfødsretskontoret i Integrationsministeriet, der behandler alle ansøgninger om statsborgerskab.
