Rigmandsklub? I overmorgen mødes fødevareministrene fra G20. Men er der nogen reel vilje til forandring?
Foto: FRANCOIS MORI/AP

Rigmandsklub? I overmorgen mødes fødevareministrene fra G20. Men er der nogen reel vilje til forandring?

Signatur

Kan vi sende fattigdom ud i rummet?

Fødevareministrene fra G20 kan med et trylleslag afskaffe fattigdom, hvis det er det, de vil.

Signatur

I dag er det nøjagtig 50 år siden, at den russiske kosmonaut Jurij Gagarin blev skudt af sted i sin Vostok 1 og blev det første menneske i rummet.

Jomfrurejsen var en kanonsucces, ikke mindst i et koldkrigspolitisk klima, hvor de røde russere nu kunne række ud efter stjernerne, mens yankeerne måtte blive ved jorden.

Men 1960’erne var som bekendt en kompetitiv tid. Man puttede ikke med de store visioner, og inden årtiet var omme, var USA over alle månebjerge. Tyve år senere satte den stjernebesatte stormagt afgørende tryk på overmagten, da den – på nøjagtig samme dato for Gagarins himmelflugt – sendte den første rumfærge, Columbia, til vejrs.

Sidste år lukkede USA ned for rumfærgeprojektet. I dag er det andre veje til det ydre rum, man satser på. Mindre larmende veje, kan man tilføje. For store visioner inden for rumfart er ikke noget, som optager verden af i dag.



I det hele taget er det foruroligende småt med store visioner i verden af i dag. I hvert fald visioner af den slags, som bliver til noget. I stedet klarer verden sig til dagen og vejen. Og det er en skam. For visioner, der ikke bliver til noget, er kun demoraliserende for dem, der ser frem til resultatet.

Et af de bedste bud på en sådan stor vision er Obamas fremtidssyn om en atomvåbenfri verden, som han lancerede i en tale i Prag for to år siden. Men som han ganske symptomatisk for vor tids visioner ikke bandt op på en udløbsdato.

Et andet godt bud er det internationale samfunds kamp for et mindre løbsk klima. Men denne kamp er kæntret flere gange – og har som sådan været demoraliserende for dem, der vil se resultater.

Men hvad er det, der får luften til at fise ud af de store, oppustede visioner? Er det, fordi vi mangler den rivalisering, som på godt og ondt drev rumalderen fremad? Eller er det, fordi vi ikke tør se de problemer i øjnene, som er i verden – men som måske bare ikke ligger lige foran os, lige nu og her?

Hvis den vestlige verdens ledere turde, ville de nu nok formulere nogle visioner og gøre noget reelt ved det problem, som er det største – dvs. har størst mulig indflydelse på flest mulige menneskers hverdag – i verden lige nu, nemlig sult og fattigdom.

Det er formentlig de færreste, der reflekterer over proportionerne i det globale fattigdomsproblem. Men det er over 1 milliard mennesker, der sulter. Hver dag. Mere end ét ud af fire børn på kloden er undervægtigt, og siden 2002 er udviklingen kun gået i den forkerte retning.

Kampen mod sult og fattigdom begyndte ganske vist med en grandios vision i år 2000: Verdens ledere blev dengang enige om de såkaldte ’Millennium Development Goals’, otte målsætninger om fattigdomsbekæmpelse og forbedring af levevilkår frem til 2015, bl.a. ville man halvere af andelen af hhv. fattige og sultne.

Og mens det siden er gået nogenlunde med at nedbringe andelen af fattige – om end man ikke kommer i nærheden af at nå målet om en halvering i 2015 – er det gået helt galt med sultbekæmpelsen.

Det er foruroligende småt med store visioner i verden af i dag.



For mens det er lykkedes at reducere antallet af fattige i Asien, ikke mindst i Kina, er det slet ikke lykkedes at mætte sultne munde i Afrika. Visionen har nok været der – men viljen har svigtet.

Sidste efterår var verdens ledere samlet i New York for at gøre status på 2015-målene. Mødet sluttede – som så mange møder før – med en skåltale og en hensigtserklæring. Men i reelle termer var topmødet en sutteklud.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, stod for det mest visionære bud på en løsning af fattigdomsproblemet, da han relancerede ideen om at indføre en fast afgift på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobinafgift.

Men ak, siden er det blevet ved snakken. Og mon det bliver til mere, når fødevareministrene fra rigmandsklubben G20 mødes i denne uge?

Det gør det næppe. Åh, kunne vi bare sende fattigdommen ud i rummet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce