Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rigmandsklub? I overmorgen mødes fødevareministrene fra G20. Men er der nogen reel vilje til forandring?
Foto: FRANCOIS MORI/AP

Rigmandsklub? I overmorgen mødes fødevareministrene fra G20. Men er der nogen reel vilje til forandring?

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kan vi sende fattigdom ud i rummet?

Fødevareministrene fra G20 kan med et trylleslag afskaffe fattigdom, hvis det er det, de vil.

Signatur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I dag er det nøjagtig 50 år siden, at den russiske kosmonaut Jurij Gagarin blev skudt af sted i sin Vostok 1 og blev det første menneske i rummet.

Jomfrurejsen var en kanonsucces, ikke mindst i et koldkrigspolitisk klima, hvor de røde russere nu kunne række ud efter stjernerne, mens yankeerne måtte blive ved jorden.

Men 1960’erne var som bekendt en kompetitiv tid. Man puttede ikke med de store visioner, og inden årtiet var omme, var USA over alle månebjerge. Tyve år senere satte den stjernebesatte stormagt afgørende tryk på overmagten, da den – på nøjagtig samme dato for Gagarins himmelflugt – sendte den første rumfærge, Columbia, til vejrs.

Sidste år lukkede USA ned for rumfærgeprojektet. I dag er det andre veje til det ydre rum, man satser på. Mindre larmende veje, kan man tilføje. For store visioner inden for rumfart er ikke noget, som optager verden af i dag.



I det hele taget er det foruroligende småt med store visioner i verden af i dag. I hvert fald visioner af den slags, som bliver til noget. I stedet klarer verden sig til dagen og vejen. Og det er en skam. For visioner, der ikke bliver til noget, er kun demoraliserende for dem, der ser frem til resultatet.

Et af de bedste bud på en sådan stor vision er Obamas fremtidssyn om en atomvåbenfri verden, som han lancerede i en tale i Prag for to år siden. Men som han ganske symptomatisk for vor tids visioner ikke bandt op på en udløbsdato.

Et andet godt bud er det internationale samfunds kamp for et mindre løbsk klima. Men denne kamp er kæntret flere gange – og har som sådan været demoraliserende for dem, der vil se resultater.

Men hvad er det, der får luften til at fise ud af de store, oppustede visioner? Er det, fordi vi mangler den rivalisering, som på godt og ondt drev rumalderen fremad? Eller er det, fordi vi ikke tør se de problemer i øjnene, som er i verden – men som måske bare ikke ligger lige foran os, lige nu og her?

Hvis den vestlige verdens ledere turde, ville de nu nok formulere nogle visioner og gøre noget reelt ved det problem, som er det største – dvs. har størst mulig indflydelse på flest mulige menneskers hverdag – i verden lige nu, nemlig sult og fattigdom.

Det er formentlig de færreste, der reflekterer over proportionerne i det globale fattigdomsproblem. Men det er over 1 milliard mennesker, der sulter. Hver dag. Mere end ét ud af fire børn på kloden er undervægtigt, og siden 2002 er udviklingen kun gået i den forkerte retning.

Kampen mod sult og fattigdom begyndte ganske vist med en grandios vision i år 2000: Verdens ledere blev dengang enige om de såkaldte ’Millennium Development Goals’, otte målsætninger om fattigdomsbekæmpelse og forbedring af levevilkår frem til 2015, bl.a. ville man halvere af andelen af hhv. fattige og sultne.

Og mens det siden er gået nogenlunde med at nedbringe andelen af fattige – om end man ikke kommer i nærheden af at nå målet om en halvering i 2015 – er det gået helt galt med sultbekæmpelsen.

Det er foruroligende småt med store visioner i verden af i dag.



For mens det er lykkedes at reducere antallet af fattige i Asien, ikke mindst i Kina, er det slet ikke lykkedes at mætte sultne munde i Afrika. Visionen har nok været der – men viljen har svigtet.

Sidste efterår var verdens ledere samlet i New York for at gøre status på 2015-målene. Mødet sluttede – som så mange møder før – med en skåltale og en hensigtserklæring. Men i reelle termer var topmødet en sutteklud.

Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, stod for det mest visionære bud på en løsning af fattigdomsproblemet, da han relancerede ideen om at indføre en fast afgift på finansielle transaktioner, den såkaldte Tobinafgift.

Men ak, siden er det blevet ved snakken. Og mon det bliver til mere, når fødevareministrene fra rigmandsklubben G20 mødes i denne uge?

Det gør det næppe. Åh, kunne vi bare sende fattigdommen ud i rummet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden