Søvndal og Hækkerup – nye ministre på udenrigs og forsvar – bør tage en snak med Karzai. De to dugfriske ministre håber at få de danske soldater ud af Afghanistan inden næste valg. Det håber den afghanske præsident også. Men de to danske ministre satser ligesom NATO på forhandlinger med ’fjenden’, altså Taleban-bevægelsen. Det gør Karzai ikke. Efter at en Taleban-agent slog hans chefforhandler, Burhanuddin Rabbani, ihjel med en bombe i turbanen i sidste måned, er Karzai mere træt end nogensinde af Taleban. Han siger, at NATO-styrkerne kæmper »den forkerte krig i det forkerte land«. Han mener, at terror i Afghanistan reelt skyldes Pakistan. Det er ikke helt rigtigt. Men det er heller ikke helt forkert. Efter 10 års vestlig indsats i Afghanistan, er Pakistan både Afghanistans og NATOs hovedpine. Enten vil den pakistanske regering ikke tage kontrol med sin grænse til Afghanistan. Eller også kan den ikke. Resultatet er under alle omstændigheder ødelæggende for Afghanistan. Det uvejsomme grænseland flyder med våben og med narko. Og militante ekstremister rejser frit på tværs af grænsen. Oveni kommer, at Karzai og USA’s regering med god ret mistænker den pakistanske sikkerhedstjeneste ISI for at spille et destruktivt spil i Afghanistan. ISI har historisk støttet Taleban og mistænkes også for at støtte det såkaldte Haqqani-netværk af andre ekstremister.
Nødhjælpsgrupper er bekymrede for afghanske kvinder Pakistan står selv i problemer til halsen med korruption, militant ekstremisme, social misrøgt og uhæmmet vold. Hvis det utroværdige regime i Islamabad alligevel støtter ekstremister i Afghanistan, vil NATO kaste afghanere for ulvene, hvis man trækker sine styrker ud af landet i 2014 med grænsen vidt åben til de lovløse lommer af det nordlige Pakistan. Hvis Pakistan hverken er villig eller i stand til at kontrollere sine grænseprovinser, hænger Afghanistan lige så hjælpeløst i saksen. Hvad vil NATO – inklusive Søvndal og Hækkerup – gøre ved det? De aner det ikke. Pakistan er en regional stormagt i megakrise. Men Pakistans krise og risiko for nedsmeltning er derfor også Afghanistans og NATO’s helt uoverskuelige og dødbringende udfordring. Det er tæt på at være en fejlslagen stat – bare med atomvåben. Og ingen aftale med lokale Taleban-folk kan ændre, at Pakistan er det største problem. Afghanerne har i løbet af de seneste 10 år vist, at de gerne vil have lov og ret, gerne vil have social og økonomisk udvikling, og også gerne vil have international bistand – men ikke international besættelse.
