Naturligvis er det lykkeligt for Israel, at den gidseltagne soldat Gilad Shalit i går blev frigivet fra sine bortførere i Gaza. Og selvfølgelig er det lykkeligt for palæstinenserne, at flere end 1.000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler blev frigivet til gengæld. Kynisk set er det godt politisk håndværk af Hamas, der holdt den israelske soldat som gidsel i Gaza i fem år. Til gengæld er det skræmmende for den palæstinensiske præsident Abbas, der på Vestbredden har forsøgt sig med forsoning over for Israel, men kun har fået flere bosættelser på nakken til gengæld. Hvis Israel gerne ville svække palæstinensisk forsonlighed og styrke Hamas' aggressioner, var det klogt at blæse på Abbas og at lade Hamas få sine fanger fri. LÆS OGSÅEkspert: Israel fremstår svækket efter fangeudveksling Men Hamas-bevægelsens regime i Gaza er ikke lykkeligt for palæstinenserne. Hamas dyrker martyriet og vold - frem for livet og forsonlighed. Bevægelsen bruger sine kræfter på at sende raketter og granater ind over Israels grænse for at slå tilfældige civile ihjel - frem for at koncentrere sin modstand mod israelske soldater og i øvrigt sine kræfter på at opbygge et palæstinensisk samfund. Nuvel, Israel har givet Hamas masser af gode argumenter ved sin militære indespærring af Gaza og ved at hæmme palæstinensisk handel ind og ud af Gaza.
Men det er ikke Israel, der tvinger Hamas til at svigte sine muligheder for at bygge det palæstinensiske samfund op. Ret beset er det faktisk Israel, der tvinger Hamas til at drive hundredvis af tunneler under grænsen til Egypten, fordi Israel - sammen med Egypten - blokerer grænsen oppe i den fri luft. Men det er ikke Israel, der tvinger Hamas til at operere med en sort økonomi, der ikke sikrer, at tunnelsystemets hemmelige penge kommer det palæstinensiske samfund til gavn. Det er heller ikke Israel, der tvinger Hamas til at bruge vold mod palæstinensiske kritikere. Det er Hamas' eget valg, at det lader systemkritikere hente om natten til kammeratlige samtaler og tæsk. LÆS OGSÅIsrael løslader adskillige fanger med drab på samvittigheden Det er ikke Israel, der tvinger Hamas til at undertrykke kvinder. Det er slet ikke Israel, der tvinger Hamas til at censurere palæstinensiske medier og pressefolk i Gaza-striben. Og det er ikke Israel, der tvinger Hamas til at lægge forsoning for had frem for at stræbe efter det. At den israelske højreregering samtidig spærrer Gaza inde og holder Vestbredden nede, er destruktivt for palæstinenserne og ødelæggende for snak om fred. Den israelske højreregering pynter sig gerne som den moralsk stærke, der gerne ofrer nogle principper og tusind fanger - selv fanger, der har civile israeleres blod på hænderne - for at hente en af landets sønner hjem. Det er rigtignok en beslutning, israelerne godt kan være stolte af. Til gengæld kan israelerne godt i se øjnene, at deres regering bruger frikøbet af Gilad Shalit til at dække over en freds-uvenlig politik. Det er jo ikke Hamas og i det hele taget ikke palæstinenserne eller trusler mod Israels sikkerhed, der tvinger den israelske regering til at bygge nye bosættelser på Vestbredden. Det er ikke Hamas, der tvinger Israel til at konfiskere palæstinensisk jord. FOTOJubel i Israel da Gilad Shalit kom hjem Og det er ikke Hamas, der tvinger Israel til konsekvent at ydmyge den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, som modsat Hamas taler for fred. Hamas og Israels nuværende regering har truffet deres egne valg. Ingen af dem gavner det eneste mulige kompromis, som kræver, at Israel opgiver sin besættelse af Vestbredden og lader palæstinenserne få en selvstændig stat i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem. Alt andet er sniksnak. Hamas svigter palæstinenserne. Netanyahu svigter israelerne. Begge svigter håbet om fred.
